Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Suzuki SV 650 anno 2016

Gigant-succes i ny moderne version. M. Video Walk Around og kæmpe galleri

Tommy Rønn
20/11-2015 kl. 10:00

Suzuki SV 650 tog verden med storm da den blev præsenteret første gang i efteråret 1998. Siden skulle den gæve V2 blive en gigantisk salgssucces i Europa. Den store succes skyldes utvivlsom de gode køreegenskaber, den oplagte motor og den fornuftige pris.

Den første model med de afrundede former, havde kun få fejl. De første fra Suzukis samlebånd manglede skvulpeplader i bundkarret. Dette resulterede i flere ødelagte motorer, da baghjulspiloternes SV´ere ofte kørte uden smøring. Olien blev nemlig hentet forrest i bundkarret. Denne lille fejl fik Suzuki hurtig rettet, og siden har der kun været få fejl på SV650.

Anden generation blev vist frem til verdenspressen ultimo 2002. Et meget mere kantet design prægede maskinen, men motoren var stadig samme friske 645 ccm V2. En model der gennem flere år var blandt de absolut mest populære motorcykler i Danmark. Og med rette grundet imponerende pris kontra kvalitet.

I 2009 kom 3. generation. Denne kunne kun fås uden kåbe, og fik tilføjet efternavnet Gladius. Suzuki SVF 650 Gladius blev aldrig nogen stor succes i Danmark hvor den fik hurtig øgenavnet “Tøse SV´eren”. Dette øgenavn skyldes sandsynligvis at de første SVF650 blev præsenteret i Danmark i den lyserøde bemaling. Køreegenskaberne var meget som de tidligere SV650 modeller uden kåbe. Altså fantastiske til prisen.

Nu kommer 4. generation, og denne er en helt ny og frisk udgave af Suzuki SV650. Motoren er nyudviklet, og yder nu 75 hk. Stel og geometri er også opdateret, så køreegenskaberne nu er helt moderne ifølge Suzukis presseafdeling.

Suzuki lover nu hele 26 km / liter som blandet forbrug, og nyheden sviner minimalt da den nu overholder Euro 4 godkendelsen. Da V2 motorer kan være lidt af en prøvelse ved lave omdrejninger, har Suzuki tilføjet noget de kalder “Low RPM Assist”. Dette vil betyde lettere igangsætning og bedre kørbarhed ved lave omdrejninger.

Særdeles interessant er den nye Suzuki SV650 for mindre personer. Denne 4. SV version tilbyder laveste sædehøjde, samt smalleste geometri på markedet. Godt for trygheden og sikkerheden blandt piloter under 170 cm.

Nu venter vi bare på prisen. Kan Suzuki få SV650 under de magiske 80.000 kr. som Yamaha MT07, spår vi nyheden en lys fremtid i Europa.

Skriv et svar