Suzuki GSX-R1000 genopstår! - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Suzuki GSX-R1000 genopstår!

Suzuki GSX-R1000 er på markedet igen næste år, og den akkompagneres af en lidt skarpere R-version.
31/07-2025 kl. 11:13
Anslået læsetid: 3 Minutter

For ganske få dage siden kunne vi fortælle om Suzukis første bølge af 2026-nyheder, som blandt andet omfatter de nye firecylindrede GSX-R600 og GSX-R750.

Det gav anledning til spørgsmålet som lød, om ikke også vi får en kåbeklædt litercykel at se fra Suzuki. Og i dag har producenten løftet sløret for, at Gixxer 1000 genopstår i 2026.

Det er jo egentlig ikke så længe siden, at GSX-R1000 blev tvunget i knæ af de konstant skærpede emissionskrav, men i anledning af GSX-R seriens 40-års jubilæum, vender den store Gixxer altså tilbage med signifikante opgraderinger af både motor og elektronik som gør, at den kan overholde Euro5+.

Om motoren på 999,8 kubikcentimeter med lige under 200 heste fortæller Suzuki blandt andet, at komponenter som dyser, topstykke, krumtap, ventiler, stempler og knaster har fået en ordentlig overhaling, og slet ikke ligner komponenterne på forgængeren.
At knastkæden er gjort bredere for at overkomme de kræfter der er på spil, når modellen får en over nakken ved blandt andet Endurance-løb. Og at udstødningssystemet udformning samt forløb er revideret for at reducere udledning af de ifølge politikerne FAAARLIGE partikler, hvilket også har resulteret i et slankere og mere stilet afgangsrør.

Det er ret sjovt..! For det voksne publikum husker måske problematikken med, at man sagtens kunne køre potten i jorden på de gamle Gixxere, når der blev gået til stålet.

Alt markeret med gult er nyt

Stellet er umiddelbart det samme som på forgængeren, da man ikke ser nogen grund til at ændre på noget, som fungerer super godt på både bane og offentlig vej. Men skulle du alligevel være på jagt efter lidt mere fart ud af svingene, kan du glæde dig over modellens nye vinger.
Disse er dog kun standardmonteret i nogle lande, og kan købes som ekstraudstyr i andre (ikke specificerede) lande.

På elektronikfronten er modellen udstyret med Traction Control, Wheelie Control og Roll Torque control, hvor sidstnævnte ved hjælp af IMU’en og sensorer der måler hjulets rotation, hjælper med at dosere kræfterne til baghjulet under nedlægning.
Således kan man med ro i sjælen give modellen en over nakken, når svinget åbner sig.

Ydermere assisteres den hårde racerkører af S.I.R.S (Suzuki Intelligent Ride System), der udover ovennævnte omfatter tre køreprogrammer, Ride-By-Wire, Quick Shift både op og ned, Corner ABS, Slope Dependent Control, som holder baghjulet tæt på asfalten under opbremsning ned af bakke, Easy Start og Low RPM Assist.

I forhold til affjedring fortæller Suzuki, at der er tale om en fuldt justerbar big piston forgaffel fra Showa – som er lidt finere på den hårde model, GSX-R1000R – og stopkraften leveres af et par firestemplede radialt monterede monoblock kalibre fra Brembo, som napper om et par 320mm skiver.

Den nye store Gixxer kan leveres i tre forskellige farver – Pearl Vigor Blue & Pearl Tech White, Candy Daring Red & Pearl Tech White, Pearl Ignite Yellow & Metallic Mat Stellar Blue – som alle er udstyret med et par jubilæumsdetaljer.

Den danske importør fortæller, at Suzuki GSX-R1000R forventes at koste omkring 325.000 kroner, men prisen er endnu ikke helt på plads.
Ydermere får vi at vide, at modellen forventes at ramme de danske forhandlere allerede i januar måned 2026.

MagaCin holder dig opdateret på de seneste MC nyheder!

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2025