Stark skruer op for VARG SM med Sköll-udgave

Stark VARG SM SKÖLL får 80 hk, titaniumdele og en kulsort finish. Specialmodellen bygges i blot 500 eksemplarer.
Anslået læsetid: 5 Minutter

Stark Future har allerede skruet op for eksklusiviteten med særlige udgaver af VARG MX og EX, og nu er turen kommet til mærkets gadelegale supermoto.

Modellen hedder VARG SM SKÖLL og bliver produceret i blot 500 eksemplarer. Men denne gang har spanierne ikke ligefrem været rundhåndede med farvepaletten.
For SKÖLL er sort… Meget sort.

Navnet kommer fra nordisk mytologi, hvor Sköll er ulven, der jager solen over himlen og til sidst indhenter og fortærer den.

En ganske passende reference til en motorcykel, hvor Stark tilsyneladende har gjort stort set alt, der kunne gøres sort, sort.

Men SKÖLL er ikke blot en almindelig VARG SM med nyt tøj.

80 heste og 123,4 kilo

Grundlaget er fortsat VARG SM, men SKÖLL leveres udelukkende i ALPHA-konfigurationen med en maksimal effekt på 80 hk.

Via motorcyklens køreprogrammer kan føreren blandt andet justere effekt, regenerativ motorbremse og Traction Control. Stark giver mulighed for at opbygge en 10-punktskurve for de forskellige parametre, så karakteristikken kan tilpasses efter både fører og forhold.

Batteriet har en kapacitet på 7,2 kWh, mens motoren benytter Starks kulfiberhylster og arbejder sammen med en enkelttrins drivlinje.

Det lyder egentlig meget genkendeligt… Men den store forskel på SKÖLL og en almindelig VARG SM skal imidlertid findes på vægten.

Stark opgiver køreklar vægt til 123,4 kilo og fortæller, at specialmodellens titaniumdele samlet reducerer vægten med 1,1 kilo.

Mere end et kilo titanium-diæt

De almindelige fodhvilere er erstattet af 3D-printede eksemplarer i titanium. Ifølge Stark er de 140 gram lettere end standarddelene, mens et komplet sæt titaniumbolte barberer yderligere 900 gram af vægten.

Fodhvilerne er 3D-printede, så materialet kan placeres dér, hvor belastningen kræver det. Stark fortæller, at den konstruktion ikke ville kunne fremstilles på samme måde ved traditionel støbning eller maskinbearbejdning.

Sammenlagt står titaniumdelene altså for godt et kilo af vægtreduktionen.

Velkendt SM-affjedring

Affjedringen kommer fortsat fra KYB og er specifikt udviklet til VARG SM.

Foran sidder en 48 mm lukket cartridge-forgaffel med justerbar kompressions- og returdæmpning og 290 mm vandring. Bagtil finder vi en støddæmper med 303 mm vandring, justerbar fjederforspænding samt high- og low-speed kompressionsdæmpning og returdæmpning.

Stark tilbyder forskellige affjedringsopsætninger efter førervægt, og standardopsætningen på SKÖLL er ifølge producenten optimeret til førere mellem 75 og 95 kilo. Altså hvad der velsagtens kan betyde en fører af almindelig skandinavisk statur.

Hjulene måler 17 tommer i begge ender og er monteret med Pirelli Diablo Rosso IV i dimensionerne 120/70 foran og 140/70 bagpå.

Brembo leverer bremserne, hvor en firestemplet kaliber napper om en 320 mm skive foran, mens bagbremsen består af en enkeltstemplet kaliber og en 220 mm skive.

Sort var ikke sort nok

Den mest iøjnefaldende forskel finder vi dog ikke i specifikationslisten.

Stark har til SKÖLL arbejdet med sorte overfladebehandlinger på en lang række komponenter. Blandt andet øvre og nedre gaffelbro, kronrørsaksel og møtrik, dockingstation til telefonen i instrumenteringen, svingarm, motorhus og dæksler, inverterhus, ladeportens dæksel og kontakten til valg af køreprogram er blevet mørklagt.

De sortanodiserede gaffelbroer får samtidig en særlig gravering, der afslører, at der er tale om den limiterede udgave.

Sædet har også fået en tur og er på SKÖLL beklædt med et materiale, Stark betegner som Simil-Alcantara.

Resultatet er en VARG, hvor producenten selv beskriver ambitionen ganske enkelt: Kunne en komponent gøres sort, så blev den gjort sort.

80 procent på omkring 82 minutter

Med VARG SKÖLL følger Starks transportable 3,3 kW oplader, som vejer 2,2 kilo. Og ifølge Stark kan den fra en 220-volts strømkilde med 16 ampere bringe det 7,2 kWh store batteri fra nul til 80 procent på omkring 82 minutter, mens en fuld opladning klares på under to timer.

I den tekniske specifikationsoversigt angiver Stark samtidig en ladetid på to timer ved 240 volt og 3,5 timer ved 120 volt.

Den digitale del af VARG-konceptet følger naturligvis også med. Det betyder blandt andet trinvis navigation til både vej og terræn, offlinekort, GPX-understøttelse samt mulighed for at oprette baner og registrere omgangstider.

Kun 500 bliver bygget

SKÖLL er altså ikke en helt ny VARG SM. Fundament, motor, batteri, hjul, bremser og affjedringskoncept er velkendt, mens Stark har koncentreret sig om lavere vægt, titaniumdele og den særlige sorte finish.

Til gengæld bliver den betydeligt sjældnere end den almindelige model.

Stark Future oplyser, at der bliver produceret 500 eksemplarer af VARG SM SKÖLL, og producenten understreger samtidig, at der ikke kommer endnu en produktionsserie.

På Starks danske hjemmeside står den limiterede VARG SM SKÖLL i skrivende stund til 119.990 kroner, men er faktisk allerede markeret som udsolgt.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven