Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Smart-Hjelm med indbygget kamera

Forcite med Gyro, Bluetooth, GPS...

Steffen Olesen
29/05-2019 kl. 11:12

En række styrthjelme er i dag enten udstyret med højttalere og mikrofon, eller er i det mindste forberedt for eftermontering af kommunikationsudstyr. Kommunikationsudstyr i styrthjelmen er efterhånden ret udbredt, og vi ser også mange motorcyklister montere et videokamera på enten motorcykel eller styrthjelm.

Vi vil være koblet op

Stort set alle ejer i dag en smart-phone, og mange af os har en holder monteret på motorcyklen, så mobilens navigations-app kan anvendes under kørsel.

Så kan man jo også sortere i musikken der afspilles i styrthjelmens højttalere , eller svigermors telefonopkald kan ignoreres.

Er mobilholderen fikst monteret, kan man derudover bruge telefonen som dash-cam, så turene på de fedeste ruter foreviges.

Vi vil altså gerne være i forbindelse med omverden eller høre musik imens vi kører mc, og det er også populært at dokumentere kørslen med video.

Smart-Hjelm med masser af features

Her på redaktionen har vi endnu ikke stiftet personligt bekendtskab med noget, der med rette kunne kaldes en ægte Smart-Hjelm, men nu har en spiller meldt sig på banen med et godt bud.

Den australske producent Forcelite frigiver i følge firmaets hjemmeside allerede i indeværende år en aerodynamisk udseende carbon styrthjelm med indbygget kamera, gps-chip, accelerationsmåler, bluetooth headset,  gyroskop, barometer, højdemåler, et fotokromatisk visir der skifter farve i løbet af milisekunder, og støjdæmpende teknologi som vi formoder sker via de indbyggede højttalere.

Batteriet er af Lithium type, og kan efter Forcelites oplysninger tåle at bøjes, saves i og gennembores, og eksploderer ikke ved hårde stød. Måske en god ide, når man tænker på hvor batteriet befinder sig.

Batteri der tåler mishandling

Forcelite har udviklet sin egen app til mobilen med blandt andet navigation,  og hjelmens mange indbyggede sensorer indbyder til at funktioner som nedlægningsmåler, accelerometer, omgangstider, G-kræfter og andet med tiden implementeres. Vi har tidligere set styrthjelme med indbygget kamera, men har kun set få hvor kamera med billedstabilisering er indbygget i hjelmens kæbeparti.

Lige på trapperne

Styrthjelmens afsluttende testfase er i øjeblikket på opløbsstrækningen, men når altså ikke helt målstregen med at være i butikkerne i Marts-April som oprindeligt planlagt.

Forcelite planlægger at introducere hjelmen på det australske og amerikanske marked i første omgang, men man kunne måske forestille sig en fremsynet dansk importør gå ind i projektet, hvis hjelmen får den fornødne ECE godkendelse.

Se mere om styrthjelmen på Forcelite's hjemmeside.

Andre bud på indbygget kamera  

Hvis du synes det lyder interessant med indbygget kamera i styrthjelmen, så er der faktisk også andre bud.

Sena's Momentum Pro fås også med indbygget kamera og anden teknologi, men her er kameraet monteret på hjelmens top, og så er den ikke udstyret med helt så mange sensorer.

En spændende Smart-Hjelm nyhed undervejs fra Forecelite, og et bud på en ECE godkendt styrthjelm med indbygget kamera der allerede er på markedet. Søger du lidt på internørdet, så kan du faktisk sagtens finde andre hjelme med indbygget kamera, men vi er ikke stødt på hjelme med så mange indbyggede features som hjelmen fra Forcelite. Alle tip i den retning skal være velkomne.

Vi ved fra velunderettede kilder, at de fleste styrthjelmsproducenter arbejder på højtryk med at udvikle deres egne bud på Smart-Hjelme, så det bliver ret spændende at følge udviklingen.

Hvem kommer først med hvad, og hvor meget elektronik kan man i det hele taget putte ind i en styrthjelm… og skal der snart vindmøller eller solceller på taget for at holde liv i hjelmen.

Skriv et svar