Rygter om Kawasaki KLX 700 - måske en kommende model
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Rygter om Kawasaki KLX 700

Skal Kawasaki ind og udfordre mellemklassen af adventuremotorcykler
Mikkel Skotte Sølvkjær
09/02-2020 kl. 11:30

Under en spændende og sjov weekend med Motorshow i Herning, hvor mange af de fedeste nyheder og modeller blev udstillet, dukkede der et spørgsmål op ved besøget på Kawasakis stand. Versys 650 og Versys 1000 er rå-fede rejsemotorcykler, men hvorfor findes der ikke en adventureudgave af mindst en af de to?

Spørgsmålet opstod ved synet af en ”pimpet” Versys 300x, der stod udstillet med alt det lækreste grej man kan forestille sig – helt klar til ture i grus og mudder, og en perfekt indgangsvinkel for nye samt garvede til eventyr i terrænet. 

Men Kawasakis modelprogram mangler lidt til dem, der vil have en smule større dimensioner end den fine 300 kubikker kan tilbyde, uden at skulle bevæge sig op i literklassen.

Skæbnen vil dog, at der lige nu, ganske kort tid efter vores undren, går rygter om en ny KLX 700 adventuremaskine.

Det er ikke længe siden Kawasaki droppede produktionen af KLR 650, en motorcykel der har været på modelprogrammet siden 1987 – selvfølgelig med forskellige opgraderinger undervejs – og sidenhen er blevet kendt for at være en både holdbar og ukompliceret rejsemakker.

Derfor lyder det ikke helt ved siden af, at de grønne japanere igen vil ind på markedet og udfordre i mellemsegmentet for adventure motorcykler.

Ifølge rygterne bliver KLX 700 baseret på en 649ccm parallel-twin, sikkert i stil med den vi kender fra Z 650 og Versys 650, og hvis den ryger i produktion, vil den stå i direkte konkurrence med Yamaha Teneré 700. 

Den friske Yamaha blev testet tidligere i år og viste gode takter både på og ved siden af asfalten.

 

Navnet KLX 700 er heller ikke helt ligegyldigt – de tre bogstaver er nemlig taget fra den mere rå og direkte enduro-udgave af KLR 650 fra midthalvfemserne – og tallet 700 lyder som tidligere nævnt af noget, der skal kampen op mod rivalen fra mærket med stemmegaflerne. 

Vi krydser fingre for at der er hold i rygterne, og at der inden for overskuelig fremtid kommer endnu en kompetent og alsidig eventyrer på banen.  

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start