Nysalg: 2018 blev et rekord-år

I 2018 har 3.563 nye motorcykler fået påmonteret nummerplade i Danmark
Anslået læsetid: 1 Minutter

Måske det var det gode sommervejr, måske det var økonomien som var god – eller begge. 2018 har leveret fremragende salgstal, viser en opgørelse fra Motorcykel Forhandler Foreningen (MFF).

I 2018 har 3.563 nye motorcykler fået påmonteret nummerplade i Danmark, og dermed overgår salget ikke bare hele sidste års resultat, men er det bedste resultat i dette årti, viser nye tal fra MFF. Allerede i Oktober bragte MagaCin en artikel med de gode salgstal, og mønsteret er heldigvis fortsat, trods sommerens bortgang.

De nye tal for hele 2018 glæder naturligvis formanden for MFF, John Tange:

“Vi var godt klar over at der var rekordtal i vente, for der har været drøntravlt hos alle MFF-medlemmer, fra tidligt forår og til langt ind i efteråret. Derfor skal der også lyde en stor ros til MFF-medlemmerne for den fremragende indsats, som vi i dag kan se resultatet af”, udtaler John Tange, som også konstaterer, at selv uden december måneds tal på 253 enheder, hvor mange overgemte Euro 3 modeller blev indregistreret, var der tale om rekord.

Med overgang til Euro 4-kravene, betyder det også bedre motorcykler, med mindre udledningstal end set tidligere, og ikke mindst at motorcyklerne obligatorisk skal være forsynet med ABS bremseteknik, siger han i en kommentar til offentliggørelsen af de nye registreringstal.

Af de samlede salgstal stod maskiner til A1-kørekort, eller 125 cc, for 10%. Et tal som sandsynligvis havde været langt højere, hvis det var blevet muligt for 17-årige at erhverve et kørekort.

Kilde: Motorcykel Forhandler Foreningen.

Mathias B. Høj
Skrevet af
Journalist

Mathias har skrevet bredt om både motorcykler og biler på MagaCin, hvor han har dækket alt fra nye modeller og teknik til udstyr, tests og de mere skæve historier fra den motoriserede verden.

Fælles for artiklerne er en nysgerrighed på alt med motor og hjul og en uhøjtidelig tilgang til stoffet. For selv om teknik, specifikationer og fakta skal være på plads, må det også gerne være underholdende at læse om.

Del med en ven

Skriv et svar