Ny fartfælde på Fyn - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Ny fartfælde på Fyn

Kører du fremover for stærkt i Faaborg går du lige i fælden.
Steffen F. Olesen
07/09-2022 kl. 09:49

I vor tid er affjedringen på motorcykler efterhånden blevet så god, at den nærmest helt kan opsluge vejbump og moderate huller i vejen.
Det kan fremover være en fordel på Svendborgvej i Faaborg hvis vejret er godt og fuglene synger ekstra højt, for her er der netop blevet etableret en fartfælde ved navn Actibump, som ligner den på billedet over artiklen.

Hvad er Actibump?
Nogle kalder fotovogne, stærekasser og lignende for fartfælder, hvor andre betegner dem som fartkontrol; for der er vel egentlig ikke ret meget fælde over dem?
Men fælles for dem alle er, at din hastighed bliver målt, hvorefter konsekvensen rammer de som kører for stærkt, og det gør sig også gældende for den nye fartfælde på Fyn.

Og her er der faktisk tale om en fælde, da systemet fungerer således, at registrering af for høj hastighed ikke udløser en bøde, men derimod en faldlem i vejen, i bedste Indiana Jones-stil.

Nuvel, i praksis er det måske ikke lige så dramatisk som når Dr. Henry Walton er på skattejagt, men som du kan se i videoen herover, så opstår der alligevel et ret markant “bump på vejen” når hastighedsgrænsen overskrides.

Et par af de største medier her i landet har været i kontakt med Maria Lønsmann Sande, som er afdelingsleder i Vejdirektoratet.
Hun beskriver Actibump som en slags omvendt bump, hvor faldet på fem-seks centimeter skal give føreren en let ubehagelig oplevelse, så farten sænkes næste gang man kommer forbi.

Hertil kan det nævnes, at systemet er indrettet således at det kan genkende busser og udrykningskøretøjer, så det ikke er til gene for dem.

Det er bare et forsøg
Actibump’et i Faaborg er ét ud af de tre der i første omgang skal installeres her i landet som et forsøg, hvor de to andre placeres i Stensved ved Vordingborg og i Kirkebjerg mellem Ringsted og Roskilde.

Men selvom fartfælderne her i landet indledningsvis er på forsøgsbasis, så har vor nordiske naboer allerede brugt dem i nogen tid, og hverken fra Norge eller Sverige er der, ifølge afdelingslederen hos Vejdirektoratet, registreret skader på biler eller personer.

Historien melder altså indtil videre ikke noget om, hvordan systemet påvirker motorcykler der går i fælden, men da forhindringen trods alt ikke er større er det ret usandsynligt, at motorcykler vil tage skade af en enkelt tur gennem hullet.

De tre bump, som i første omgang installeres her i landet, bliver aktive til efteråret, og herefter vil Vejdirektoratet evaluere effekten af de intelligente fartfælder, for til sidst at beslutte, om systemet skal udbredes til andre steder i Danmark.

Hvad synes du om de nye fartfælder?

Del med en ven

En person snakker om “Ny fartfælde på Fyn

Skriv et svar

Giver børn en ny start