Ny Ducati Monster Dark med 111 hk og lavere pris

Ducati udvider modelprogrammet med ny Monster Dark, der også får den nye 890 cc V2-motor med 111 hk, men skærer ned på udstyret og prisen.
Anslået læsetid: 5 Minutter

Ducati har endnu en gang fundet bøtten med sort maling frem og præsenterer nu Monster Dark som en mere minimalistisk og prisvenlig indgang til den seneste generation af den italienske naked bike.

Det er ikke første gang, vi ser en Ducati Monster i Dark-udgave, men nu indlemmes varianten i den nyeste Monster-generation, hvor den tidligere 937 cc Testastretta-motor er erstattet af Ducatis nyere og lettere V-twin med variabel ventilstyring. Så der er tale om mere end blot endnu en sort farvevariant, selv om den tekniske grundkonstruktion er identisk med den almindelige Monster.

Samme V-twin med 111 hk

Under den sorte overflade finder vi Ducatis 890 cc V2-motor med IVT, Intake Variable Timing, som leverer 111 hk ved 9.000 omdr. og et maksimalt drejningsmoment på 91,1 Nm ved 7.250 omdr. Ifølge Ducati er mere end 80 procent af det maksimale drejningsmoment til rådighed fra 4.000 til 10.000 omdr., hvilket giver en fleksibel motor med masser af kræfter til både afslappet landevejskørsel og mere sportslige udfoldelser.

Motoren har desuden et ventilserviceinterval på hele 45.000 km, og den nye Monster-generation er med sine 175 kg uden benzin blevet fire kilo lettere end forgængeren. Det er dog ikke særlige forbedringer for Dark-versionen, men egenskaber som den sortlakerede udgave deler med den almindelige Monster.

MagaCin beskrev allerede den nye Monster-generation i oktober sidste år, hvor vi blandt andet så nærmere på den nye V2-motor og modellens tekniske opbygning.

Sort fra top til tå

Monster Dark adskiller sig først og fremmest gennem farvesætningen Dark Stealth, hvor sorte fælge, et mere enkelt sæde og ulakerede komponenter understreger det minimalistiske udtryk.

Den danske importør beskriver Monster Dark som Ducati i sin mest essentielle form, hvor det ikoniske design og den karakteristiske Monster-silhuet står tydeligt frem. Fra Ducatis italienske hovedsæde fremhæves desuden de ulakerede detaljer på blandt andet udstødningens afslutninger og indsugningen.

Det er i øvrigt en tilgang, som passer ganske godt til Ducatis oprindelige Monster-koncept, hvor tanken var at skabe en forholdsvis enkel motorcykel med en stærk motor, et godt stel og så lidt overflødigt udstyr som muligt. Den nye Dark er også udstyret med traditionelle blinklys i stedet for de dynamiske blinklys på den almindelige Monster.

Velkendt teknik og lidt mindre udstyr

Selv om Ducati har skåret ned på udstyret, er der ikke sparet på motorcyklens grundlæggende komponenter. Monster Dark benytter det samme aluminium-monocoquestel og en 43 mm USD-forgaffel fra Showa, som suppleres af en Showa-bagdæmper med justerbar fjederforspænding. Bremserne leveres af Brembo med radialt monterede bremsekalibre og dobbelte 320 mm bremseskiver foran, og de sorte aluminiumsfælge er monteret med Pirelli Diablo Rosso IV.

Sædehøjden er 815 mm, og elektronikken omfatter blandt andet kurve-ABS, antispin, wheeliekontrol og elektronisk motorbremsekontrol, som arbejder sammen med en seksakset IMU. Dertil kommer fire køreprogrammer, Sport, Road, Urban og Wet, samt et femtommer TFT-display.

Til forskel fra den almindelige Monster er Ducati Quick Shift 2.0 ekstraudstyr på Dark-versionen, så det må køberne betale særskilt for. Det samme gælder blandt andet fartpilot, navigation og Ducati Power Launch. Monster Dark er også tilgængelig i en A2-version med reduceret effekt.

Lavere pris, men endnu ingen dansk pris

Det mest interessante ved den nye Dark er måske i virkeligheden prisen. I Storbritannien lanceres modellen til en særlig introduktionspris på 10.995 pund, mens den almindelige Monster starter ved 12.395 pund.

Det er en forskel på 1.400 pund, svarende til godt 11 procent, og dermed en ganske mærkbar besparelse for dem, der kan undvære noget af standardudstyret. Monster Dark er allerede præsenteret på Ducati Danmarks hjemmeside, men hvor stor prisforskellen bliver herhjemme, er endnu ukendt.
Ducati Danmark oplyser dog i sin prisoversigt, at priserne for 2027-modelprogrammet kommer snart.

Den nye Monster Dark forventes hos forhandlerne allerede fra november 2026, og med EICMA lige om hjørnet får vi formentlig også mulighed for at se den sorte nyhed på nært hold i Milano.

Om den mere enkle Monster bliver lige så attraktiv i Danmark som på det britiske marked, afhænger naturligvis af den endelige danske pris. Men Ducati satser tydeligvis på at skabe en billigere vej ind i Monster-universet, hvor den nye V2-motor og den øvrige grundlæggende teknik er bevaret fra den almindelige Monster.

Carsten Olesen
Skrevet af
Journalist

Carsten har skruet i og kørt på et væld af forskellige motorcykler i mere end 40 år, og har gennem utallige oplevelser på både landevej og racerbaner over hele verden, samt som instruktør på flere hundrede kørekurser, erhvervet sig en enorm viden om, hvordan motorcykler fungerer, og hvordan de håndteres.
Den viden bruger Carsten fra tid til anden, når han skriver en historie på MagaCin, hvor han konsekvent formår at koble nyheder sammen med sine egne oplevelser fra et langt liv som motorcyklist.

Del med en ven