Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

MC-model fejrer 100 år

Retro med retro på: Indian Scout fejrer 100 år med særlige lækkerier

Mathias B. Høj
04/09-2019 kl. 10:11

Retro-bølgen skyller ind over motorcykelverdenen, men kalder man det også retro, når en motorcykel er inspireret af, hvordan første model så ud for 100 år siden? Ekstrem retro? Og nej, der er forresten ikke et nul for meget. Det er 100 år!

Den slags spekulationer tvinger Indian os til at forholde os til, når de præsenterer deres 2020 Scout-modellinje, som naturligt nok fejrer 100 års fødselsdagen for Scout. i 1919 annoncerede Indian den første Scout til modelåret 1920, så fejringen er på sin plads.

Til lejligheden produceres en premiumudgave til samlere og entusiaster, for den produceres kun i 750 eksemplarer globalt. Desværre, for i denne skribent øjne ville den ellers pynte i ethvert gadebillede. 

Indian Scout 100th Anniversary hedder den og er inspireret af den originale Scout fra 1919. Det ses på den særlige røde farve med guldfarvede striber, som også går igen på de sorte fælge. Et særligt emblem mellem cylindrene gør også opmærksom på, at det er en særlig motorcykel. Ego-sadlen er i læder og hjulene er med trådeger, som i de gode, gamle dage. Motor, udstødning og bagagebæreren på bagskærmen er med masser af krom.

Scout Bobber fejrer også det store jubilæum med udstyrsvarianten Scout Bobber Twenty. “Twenty” refererer til modelåret 1920. Den har også trådeger og flyvende sadel, men virker mere ond i sit udtryk. Der er krom, men eksempelvis udstødning er delvis holdt i sort. Styret er et Ape hanger og Scout Bobber Twenty fås i tre farvevarianter: Thunder Black, Sagebrush Smoke og Burnished Metallic.

Til 2020 får hele Scout-modelrækken desuden opdateret bremsesystemer inkl. skiver og kalipre. Scout Bobber vil fremover også have nye Pirelli MT60RS dæk.

Modellerne bliver hjemtaget til det danske marked, men de danske priser er endnu ikke offentliggjort.

Skriv et svar