Må du køre MC under Corona

Regeringen har lukket ned for skoler, institutioner, barer, fitnesscentre og mange arbejdspladser, men hvordan påvirker situationen os motorcyklister?
Anslået læsetid: 2 Minutter

Da statsministeren dukkede op på skærmen og ”lukkede Danmark ned” tænkte du måske det samme som os her på redaktionen; hvad betyder det for den sæsonstart vi gennem mange måneder har set frem til?

Men heldet er med os, for ind til videre ser det ud til, at det at snuppe sig en tur på kværnen er en af de aktiviteter man med fordel kan gøre brug af, for at få et afbræk fra en hverdag fuld af Corona-nyheder og hamstring.

Da undertegnede i går aftes fordrev tiden med lidt internet-kiggeri, stødte jeg på et Instagram opslag fra en af vort lands Youtubere, som på sin motorcykeltur gennem det midtjyske stødte på en patruljevogn. Meldingen fra ordensmagten var, at så længe man som motorcyklist ikke samles i grupperinger på over ti personer, er der ingen alarm.

Få minutter efter ovennævnte opslag dukkede et Facebook opslag op fra Kawasaki Danmark, hvor et billede af én af den danske importørs egene cykler sammen med et par linjer, opfordrer folket til at dele et billede af forårsturen; og det skal jeg da lige love for at folk tog til sig.

Ikke mindre end 56 kommentarer og en fornuftig omgang billeder, bekræfter i skrivende stund, at de danske motorcyklister ikke lader sig skræmme af den verdensomspændende pandemi. Og hvor er det da dejligt at se at folket benytter sig af det gode vejr samt den ekstra plads på de danske landeveje, men samtidig er fuldt forstående overfor at vi skal passe på hinanden.

Nok er foråret godt på vej med solen højt på himlen, men vejrudsigten melder at der i den kommende tid stadig vil være morgenfrost, så kør nu pænt og få teknikken ordentligt ind under huden inden der går Valentino Rossi i den; vi skulle jo nødig belaste sygehusene i denne i forvejen ret pressede tid.

Men når det er sagt, så ses vi vel på landevejene inden længe.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar