Lys fremtid for Norton - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Lys fremtid for Norton

Sørgeligt eventyr med lykkelig afslutning
CO
23/04-2020 kl. 11:30

Problemerne tårnede sig op over engelske Norton Motorcycles, og sorte skyer trak ind over virksomheden – og især den daværende ejer Stuart Garner – da det kom frem at kunder, pensions opsparere og samarbejdspartnere var blevet bedraget i stor stil.

Hvad der startede som et fantastisk eventyr da Stuart Garner erhvervede sig rettighederne til Norton Motorcycles, udviklede sig til et sandt mareridt.

Derfor var det en glædelig nyhed, da indiske TVS Motor trådte til og sikrede det ikoniske mærkes overlevelse, ved at købe den skrantende virksomhed for 16 mio. engelske pund.

Engelske Norton overlever altså trods den gigantiske skandale, og nu viser det sig at TVS Motor ikke blot satser på en nødtørftig overlevelse.

Der cirkulerer nemlig ikke blot forlydender om, at kunder som ikke har modtaget den bestilte model nu kan se lys for enden af tunnellen, men også at TVS Group har planer om at udbrede mærket globalt.

Vil ekspandere globalt

Sudarshan Venu der er en af topcheferne i TVS har offentligt udtalt, at man håber på at ekspandere globalt og måske endda vil udvide produktionskapaciteten med flere nye fabrikker forskellige steder i verden.

Venu fortæller også, at man håber at genoptage produktionen snarest muligt, men at der også lige er en bunke udfordringer efter Stuart Garner's alternative forretningsførelse der skal løses.

Men produktionen vil blive genoptaget lige så snart der er styr på situationen med underleverandører og kvalitetskontrollen af reservedele er på plads.

Norton's nye ledelse vil også sikre, at levering af allerede bestilte modeller vil blive prioriteret.

Norton “er i de bedste hænder”.

Det viser sig at Sudarshan Venu tilsyneladende altid har været begejstret for engelsk håndværk og det unikke britiske design, som han synes har stor charme og viderefører en enorm historisk arv.

Og selv om TVS nu ejer Norton – hvor mærket i høj grad bliver en væsentlig del af TVS – vil man sikre at Norton bevarer sit helt eget eftermæle, består som særskilt mærke og brand, med sin egen identitet under engelsk ledelse i England.

Venu fortæller også at man fremtidigt satser på et forbruger segment der virkelig værdsætter Norton, at man vil gøre alt for at sikre at Norton kunder fremover modtager de bedste motorcykler, og runder af med at fortælle, at Norton Motorcycles nu “er i de bedste hænder”.

Kendte modeller videreføres

TVS har sikret sig retten til at benytte de eksisterende produktionsfaciliteter i de næste seks måneder, men derudover er der også planer om at opføre en helt ny fabrik i England.

Produktion af kendte modeller som Commano, Dominator og V4 modellerne vil blive genoptaget, og nye modeller som eksempelvis Norton Atlas modellerne udstyret med en 650cc twin vil også finde vej til slutbrugerne.

Om den forrygende Norton Superlight SS med 170 hestekræfter til blot 153 kg indgår som en del af planen ved vi endnu ikke.

961 motoren solgt

Men 961 motoren fra Norton kommer vi nok ikke til at se ret meget til under Norton mærket, så der må TVS Group en tur i tænkeboks. For Stuart Garner nåede nemlig lige netop at sælge rettighederne til motoren i slutningen af 2019.

Kinesiske Jinlang – som fortrinsvis producerer scootere og 125cc motorcykler, samt producerer motorer til Zongshen – købte både rettigheder og produktionsværktøjer, og har annonceret at man i samarbejde med en italiensk designer vil udvikle en motorcykel, som “vil blive markedsført og solgt globalt”.

En lykkelig afslutning

Der hersker ingen tvivl om at TVS må i arbejdstøjet for at retablere driften af Norton Motorcycles, men heldigvis er TVS Group en økonomisk sværvægter, der ikke er kendt for at smide håndklædet i ringen ved det mindste bump på vejen.

Vi synes det er så fedt at Norton Motorcycles overlever – og endda i England under engelsk ledelse – så vi forhåbentlig i mange år fremover kan nyde godt af mange nye spændende modeller med det ikoniske britiske logo på benzintanken.

Så fedt når det der startede som et lykkeligt eventyr – og sidenhen udviklede sig i en rigtig ulykkelig retning – trods alle genvordighederne får en lykkelig afslutning.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start