LiveWires forsinkede maxiscooter lever stadig
LiveWires elektriske maxi-scooter skulle efter den oprindelige plan allerede have været lanceret. Det er ikke sket endnu, men et nyt designpatent og en revideret produktionsaftale med KYMCO viser, at projektet langt fra ser ud til at være opgivet.
Det er efterhånden syv år siden, MagaCin drog til Portland i USA for at prøvekøre Harley-Davidsons første elektriske LiveWire, og dengang var vi faktisk pænt begejstrede for den elektriske amerikaner, der var både velkørende, let anvendelig, ganske potent og havde en fin rækkevidde.
Historien om LiveWire har siden dengang budt på endnu flere sving og mere dramatiske kursændringer end dem, vi morede os med i Oregon.
Blandt eksemplerne droppede Harley-Davidson en interessant elektrisk model i 2021, nogle måneder senere blev LiveWire skilt ud fra Harley-Davidson som selvstændigt mærke, S2 Del Mar viste sig i 2023 at være forsinket, og salget af mærkets elektriske motorcykler har gennem årene haft svært ved at leve op til de store ambitioner.
Men nu er der igen bevægelse omkring et LiveWire-projekt, og denne gang handler det også om en model, som efter den oprindelige plan allerede skulle have været på markedet.
Maxiscooteren skulle have været her
LiveWire og taiwanesiske KYMCO offentliggjorde i november 2024 planerne om i fællesskab at udvikle en elektrisk maxi-scooter, hvor modellen skulle baseres på LiveWires S2 Arrow-drivlinje. Maxiscooteren var målrettet det europæiske marked og skulle efter planen lanceres i første halvår 2026, men den tidsplan er tydeligvis overskredet.
Selvom LiveWire altså endnu ikke har lanceret den ventede elektriske maxiscooter, er projektet tilsyneladende ikke skrinlagt. United States Patent and Trademark Office udstedte nemlig 11. august 2026 designpatent D1,140,783 til LiveWire EV, LLC med betegnelsen Electric scooter.
Patentet stammer fra ansøgning 29/971,714, der blev indleveret 5. november 2024. Billederne, der kan ses i galleriet over artiklen, viser scooterens udformning fra ni forskellige vinkler, mens artikelbilledet er redigeret. Et designpatent fortæller intet om hverken motoreffekt, batterikapacitet eller rækkevidde, og det er heller ikke i sig selv nogen garanti for, at en motorcykel kommer i produktion. Men i dette tilfælde står patentet ikke alene.

Parisian-projektet
I et mindst lige så interessant dokument, som er dateret 19. maj 2026 og indsendt til den amerikanske børsmyndighed SEC, optræder navnet Parisian i en ændret og genfremsat produktionsaftale mellem LiveWire EV og KYMCO med overskriften Amended and restated contract manufacturing agreement. LiveWire har tidligere offentligt omtalt modellen som S2 Maxi-Scooter.
Produktionssamarbejdet mellem de to virksomheder er ikke nyt, og dokumentet afløser en tidligere produktionsaftale fra 26. september 2022 og refererer til en langsigtet samarbejdsaftale fra december 2021.
Men det interessante i denne sammenhæng er, at den reviderede aftale også omfatter Parisian. Dokumentet henviser direkte til et såkaldt Parisian MOU, som LiveWire og KYMCO indgik den 17. oktober 2024 om fælles design og produktion af en elektrisk maxiscooter.
I den reviderede aftale beskrives Parisian som et konkret produkt, hvor KYMCO skal levere design-, produktions- og indkøbsydelser til LiveWire. KYMCO udpeges samtidig som LiveWires eksklusive producent af modellen i fem år fra tidspunktet, hvor produktionen indledes.

Eksklusiviteten omfatter ikke selve drivlinjen, der fortsat skal fremstilles af LiveWire eller en producent udpeget af det amerikanske mærke. Aftalen forpligter desuden KYMCO til at opretholde tilstrækkelig produktionskapacitet til de forventede mængder.
Der er fortsat ingen lanceringsdato, men Parisian er altså i 2026 skrevet direkte ind i den produktionsaftale, som regulerer samarbejdet mellem LiveWire og KYMCO. Det er væsentligt mere konkret end et koncept og en hensigtserklæring.
LiveWire har haft rigeligt at kæmpe med
At den oprindelige tidsplan er skredet, kommer ikke helt ud af det blå.
Vi har som nævnt i indledningen, og som du kan se ved en søgning på LiveWire her på siden, fulgt det amerikanske elektriske projekt siden den første prøvekørsel i Portland i 2019, hvor den oprindelige LiveWire efterlod et ganske positivt indtryk.
Hele forretningen omkring LiveWire har gennem årene været problematisk, og MagaCin beskrev i 2023 både LiveWires økonomiske udfordringer og forsinkelsen af S2 Del Mar. Da S2 Alpinista blev lanceret i begyndelsen af 2025, var der altså god grund til at forholde sig undrende over, om den nye model kunne fyre op under salget.
I tredje kvartal 2024 var LiveWires salg ganske vist steget 98 procent sammenlignet med året før, men i konkrete tal betød det en stigning fra blot 50 til 99 elektriske motorcykler. På daværende tidspunkt forventede LiveWire et tab på $ 115 mio. for året, så der er altså god grund til at holde fødderne solidt plantet i jorden, når nye LiveWire-projekter dukker op. Men den seneste udvikling i 2026 vækker ikke desto mindre interesse.
LiveWire sælger nu flere motorcykler
LiveWires seneste regnskab for andet kvartal 2026 viser en markant fremgang i antallet af solgte elektriske motorcykler, hvor der blev solgt 267 eksemplarer mod 55 i samme periode i 2025. Det er en fremgang på 386 procent, mens omsætningen fra de elektriske motorcykler steg fra 0,8 til 3,6 mio. dollar.
Det lyder måske umiddelbart beundringsværdigt, men procentregning bliver som bekendt ekstra imponerende, når udgangspunktet er beskedent. Og der er reelt stadig lang vej til sorte tal i regnskabet. LiveWires elektriske motorcykelforretning leverede i andet kvartal 2026 et driftsunderskud på $ 18 mio., hvilket matcher det foregående år.
Der bliver altså solgt væsentligt flere motorcykler, uden at det endnu har flyttet det kvartalsvise driftsunderskud, og det er et perspektiv, som er værd at inddrage, når LiveWire forsøger at udvide modelprogrammet.
KYMCO producerer allerede for LiveWire
I den forbindelse er relationen til KYMCO særlig interessant, da samarbejdet mellem de to virksomheder ikke længere blot eksisterer på papiret og i ambitiøse fremtidsplaner.
LiveWire oplyste i forbindelse med regnskabet for andet kvartal, at produktionen af de nye S4 Honcho Street og S4 Honcho Trail var begyndt sidst i maj 2026, og netop disse modeller produceres af KYMCO.
Set i det lys er det mangeårige samarbejde mellem de to virksomheder nu også blevet meget konkret, for KYMCO producerer allerede LiveWire-motorcykler. Når KYMCO ydermere i den reviderede produktionsaftale fra maj er udpeget som eksklusiv producent af Parisian i fem år fra produktionsstart, får aftalen alt andet lige mere vægt.
Parisian lever, men hvornår kommer den?
Det er det åbne spørgsmål, som LiveWire stadig mangler at løfte sløret for. Den oprindelige plan om lancering i første halvår 2026 holdt beviseligt ikke, og hverken designpatentet eller produktionsaftalen giver en ny dato. Derfor vil det være at strække dokumentationen for langt at konkludere, at Parisian står umiddelbart foran serieproduktion.
Men så sent som i maj ændrede LiveWire og KYMCO altså deres eksisterende produktionsaftale, så den specifikt omfatter design, indkøb og produktion af Parisian og regulerer KYMCOs rolle som eksklusiv producent. Og nu er det amerikanske designpatent på LiveWires scooter også udstedt.
Den elektriske maxiscooter ligner altså ikke et projekt, der er gået i glemmebogen, og selv om den har misset sin første deadline, ser Parisian ud til at leve videre.
Og hvis LiveWire og KYMCO får den ud på de europæiske veje, bliver det interessant at se, om en mere praktisk elektrisk maxi-scooter kan gøre noget, som LiveWires hidtidige motorcykler endnu ikke for alvor har formået. Nemlig at omsætte interessant amerikansk elektrisk teknologi til salgstal, der også er interessante.



