Kawasaki W800: Klassisk på den helt rigtige måde?
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Klassisk på den helt rigtige måde

I februar næste år lander Kawasaki's bud på en klassiker der - efter en række opfyldte kundeønsker - skulle fremkalde en helt speciel følelse.
Steffen F. Olesen
02/11-2019 kl. 10:00

Ved den store internationale mc-messe EICMA sidste år, bekendtgjorde Kawasaki under den officielle pressepræsentation, at man pønsede på en lækkerbisken for dem som mindes de gode gamle dage med vemod. Den eneste ledetråd vi nysgerrige motorjournalister fik foræret, var bogstavet W. Og af det kunne vi blot udlede, at den kommende serie ville få rødder i den tudsegamle Kawasaki W1.

Det skulle senere vise sig at Kawasaki havde gravet sig gennem nogle af virksomhedens ældste familiealbummer, og derefter besluttede sig for, at motorcykelentusiaster verden over igen skulle have mulighed for at nyde synet af en ”rigtig motorcykel” – du ved, lige som en af dem fra dengang far var dreng. 

For knap et halvt års tid siden drog Gunnar Skrydstrup ud på en nostalgisk tur, da han i slutningen af juni fornøjede sig i selskab med Kawasaki W800 Street. Læs mere om mødet og historien om Kawasaki’s W-serie i Gunnar’s skriv her.

Modellen Gunnar stiftede bekendtskab med, var én af de to W-modeller Kawasaki føjede til modelprogrammet i 2019. Hvis du efter at have læst Gunnars artikel synes at W800 Street og W800 Café er aqet godt bud på en nyfortolkning af Kawasaki’s W1 fra 1966, så kan du godt glæde dig til februar 2020!

Kawasaki har nemlig lyttet til kundernes tilbagemeldinger og opfyldt en række ønsker, som ifølge forbrugeren skulle give W800 den helt rigtige vibe. På baggrund af billederne – samt en længere snak med den danske importør – kan vi vist godt sige, at Kawasaki umiddelbart er kommet rigtig fint i mål.

Den seneste model i rækken – som lander hos danske forhandlere i starten af 2020 – adskiller sig rent mekanisk ikke fra de første W-modeller, men er til gengæld blevet trukket i de helt rigtige klæder, som blandt andet omfatter klassisk udseende krombelagte skærme og et super lækkert farveskema.

Førerergonomien er ændret en smule i kraft af det traditionelle 'cykelstyr', som placerer føreren i en mere opret stilling end på både W800 Café og W800 Street, og det skulle angiveligt i kombination med en lidt sløvere styring end søster-modellerne, give den helt rigtige fornemmelse når man triller ud på vejene en mild sommeraften.

HOV! Hvad sagde han lige? Sløvere styring!?… 

Selvom det umiddelbart virker som om, at producenten styrer den helt forkerte vej med et møllehjul forrest, er idéen måske alligevel ikke så tosset.

Kawasaki har nemlig valgt at udstyre W800 med et 19″ forhjul, som i sagens natur vil give lidt trægere styring, end man vil opleve på søskendemodellerne W800 Cafe og W800 Street med 18″ forhjul.

Det har Kawasaki ganske enkelt gjort, for at forstærke oplevelsen af at køre ægte klassiker, selvom man reelt holder en spritny motorcykel i hornene.

Er det smart? Virker det?… Det vil tiden vise.

Men der hersker ingen tvivl om, at W800 rent visuelt udstråler klassiker på den helt rigtige måde med et væld af lækkert forkromede stumper, gigantiske forkromede emblemer på benzintankens sider, krombelagte lange dækkende skærme med de helt rigtige skærmstivere, flot historisk korrekt udformet udstødningssystem, dobbelte forkromede støddæmpere bag med synlige fjedre og mange flere fede detaljer.

Detaljer som instrumenteringens analogt udseende speedometer og omdrejningstæller, med hvid skrift på sort baggrund og fysisk bevægelige visere, traditionelt udseende advarselslamper og en digital tv-skærm der er begrænset til et absolut minimum.

Og som prikken over i’et bliver W800 faktisk produceret på nøjagtig samme fabrik som inspirationskilden Kawasaki W1.

Historisk korrekt udformet udstødning, og dobbelte forkromede støddæmpere med synlige fjedre bag.


Vi forventer på ingen måde en motorcykel, der er mere håndterbar, eller tilbyder bedre komfort end sine søstre, og det er jo heller ikke Kawasaki's plan med den nyeste i W-rækken. Men det bliver super interessant, at se om den lever op til Kawasaki's tanker og idéer, og lige som det gik for Gunnar sender MagaCin's andre testkørere en tur ned af mindernes boulevard.

Vi glæder os til ikke blot at se men også at teste den seneste tilføjelse i W-serien, og det bliver ret sjovt at reaktionerne fra redaktionens forskellige aldersgrupper, på modellen der lanceres under overskriften The Original Icon.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start