Kenzo – Death Machines of London

Form, funktion og fuldstændig vanvittig fokus på detaljer

Nicolaus Johansen

30/12-2019 kl. 05:00

Nyheder

Vi har alle set mere eller mindre succesfulde motorcykelombygninger; nogle er jammerlige, andre er smukke og veludførte endelig er der dem, som er af en anden verden. Kenzo fra Death Machines of London hører til i sidst nævnte kategori. Smag og behag er naturligivs forskellig, men jeg synes ganske enkelt at Kenzo er en af mest veludførte ombygninger jeg nogensinde har set, særligt når det holdes in mente, at donorcyklen er en aldrende Honda Goldwing GL 1000 fra 1977.

En Goldwing fra 1977 var projektets udgangspunkt

Hvem står bag ombygningen?

Folkene bag den imponerende maskine hedder James Hilton og Ray Petty, de kalder deres firma for Death Machines of London og holder, som navnet antyder, til i den engelske hovedstad. Når du hører navnet, kunne du også tro, at det skulle være med særdeles stor risiko, at bevæge sig ud i trafikken på firmaets kreationer. Det er dog ikke tilfædet, da navnet udspringer af et råd, en af grundlæggerne fik som barn af sin onkel, som sagde at motorcykler var de rene dødsmaskiner og dermed noget man skulle holde sig fra. Det råd faldt, heldigvis, for døve ører og vi kan i dag nyde de specialdesignede maskiner.

Projektets start

En kunde henvendte sig til Death Machines og ville gerne have hjælp til en mindre ombygning af sin Honda Goldwing GL 1000 årgang 1977, dog endte det med at han alligevel ikke havde lyst til at gennemføre projektet og da der sædvanligvis arbejdes med Moto Guzzi og Ducati hos Death Machines of London, havde de lyst til at udfordre sig selv med en klassisk japansk motorcykel og købte de kundens gamle Honda. Når James og Ray laver ombygninger, går de ikke bare i gang med projektet uden videre, der skal være en årsag og en historie bag, som skal danne fundament for ombygningen. Derfor kastede James og Ray sig ud i en ordentlig omgang research med en japansk vinkel qua donorcyklens oprindelsesland. De fandt blandt andet frem til en japansk samuraigeneral fra det 16. århundrede med navnet Honda, der dog ikke har en klar forbindelse til Soichiro Honda, som grundlagde “Big Red” i 1948. Det næste navn der dukkede op under researchen, var Kenzo Tada, der var den første japaner til at køre med i Isle of Man TT. Angiveligt tog det ham 40 dage at komme fra Japan og frem til løbet øen, hvor han i øvrigt styrtede et utal af gange, men rejste sig, børstede støvet af sig og kom tilbage i løbet hver gang. Den slags ihærdighed er der også brug for, når en Goldwing skal forvandles til ukendelighed, derfor valgte James og Ray navnet Kenzo, som i øvrigt også betyder at bygge eller at skabe på japansk. Et mere passende navn til projektet havde været svært at finde.

Kenzo Tada der var første japaner til at deltage i Isle of Man TT

Design og teknik

Selvom der ikke var et direkte link mellem Honda og den gamle japanske general, blev det alligevel samuraitemaet, specielt rustningen, som designet skulle bygges op omkring. Når Kenzo-cyklen ses fra siden, er det meningen at tankerne skal ledes hen på en samuraikriger der står i agressiv angrebspositur, og måden de forskellige kåbedele overlapper hinanden på, giver indtrykket af pladerne i en samurais rustning. Styrkåben, hvis den kan kaldes det i denne sammenhæng, skal forestille samuraisværdet; også kendt som katanaen.

Kenzo skal ligne en samurai

Læg i øvrigt også mærke til små “vinger” på siden af kåben, den slags er blevet come il faut på moderne sportsmotorcykler, som f.eks. på den nye Honda CBR 1000 RR-R. Delene som er brugt til at fremstille dette unikum af en motorcykel, er skabt med en myriade af teknikker og materialer; blandt andet: CNC-fræsning, 3D print, kompositter og håndbanket aluminium. Death Machines of London gør intet halvhjertet og bruger gerne umanerligt, ja nærmest pervers lang tid og energi på de enkelte detaljer. Hvis vi eksempelvis kigger på sædet, er det ikke bare en omgang tilfældig kohud klasket på noget skumgummi. Nej det skal forestille den tunika som blev båret under samuraiernes rustning, mønsteret herfra går igen flere steder, blandet andet ved karburatorerne og i speedometeret. Bremsegrebene er blevet fremstillet helt fra bunden, da der ikke kunne opsnuses nogen der passede ordentlig på cyklen. Bemærk håndtagene som er designet efter samuraisværdets samme, ud over at se helt formidable ud, skulle de være helt fantastiske at holde ved.

Ingen kabler titter frem på Kenzo

Det er blot ét eksempel på hvordan Death Machines insisterer på at form og funktion skal gå op i en højere enhed. Det mantra finder vi også en i den anden ende af de føromtalte bremsegreb. Da Kenzo er en temmelig tung maskine, duede de originale forgaffelben ikke, men blev derfor erstattet af et par fede Öhilins USD-gaffelben fra en Aprilla RS Factory, hvilket gjorde det muligt at montere potente M4 kalibre fra Brembo til at stoppe ekvipagen. Bagsvingeren er forlænget i forhold til originalen, hvilket skabte en udfordring omkring affjedringen, da man ikke kunne det anvende oprindelig beslag. Death Machines of London forsøgte sig med en monodæmper, men var ikke tilfredse med resultatet, selvom de prøvede med forskellige metoder. Løsningen blev to fjederben, der som forgaflen også er fra Öhlins, parallelt monteret centralt i cyklen. Som James og Ray siger, skal man ikke lave en ombygning fordi det er let og sjovt, men også fordi det er svært. Det er en tilgang der har resulteret i blod, sved, højlydt banden og lejlighedsvis kasten med værkstedsinventar. Noget der heller ikke var lige til at løse, var lyset på Kenzo. Det tog skaberne, hold nu fast, det meste af seks måneder at finde frem til en tilfredsstillende løsning omkring forlygten. Den løsning fandt de hos et californisk firma som kalder teknologien for holografisk diffusionsfilm. I sig selv lyder det fedt, men rent praktisk betyder det også, at man ikke kan se de enkelte LEDer i lygten, hvilket giver lygten og lyset et helt særligt udtryk

De færreste får det lygtedesign at se i den virkelige verden

En anden del af cyklen hvor fokus på detaljen har nået et næsten sygeligt niveau er speedometeret. Det er inspireret af de emblemer, som de legendariske samuraikrigere bar på deres rustninger, og bunden af instrumentet er en afstøbning af et japansk smykkeskrinslåg fra 1800-tallet, som forestiller en drage. Ovenpå er der en række linser, herunder en med speedometerets tal, og inden det sidste lag glas, er der en krans af nikkel med samme mønster, som også ses på bl.a. sædet. Hele kunstværket bor i et CNC-fræset aluminiumshus og instrumentet er belyst med samme holografiske diffusionsfilmsteknologi, som også er anvendt i forlygten. James og Ray beretter, at ud over speedometeret ser blændende ud, er det meget let læseligt når man kører. For lige så meget som de to bagmænd går op detaljer og perfektion, går de i nøjagtig samme grad, op i at tingene rent faktisk fungerer.

Selv speedometeret passer til samuraitemaet

Motoren skal selvfølgelig også være i topform og drivværket er ret beset det eneste genkendelige fra den originale donorcykel. Du tænker måske, at en motor der er mere end 40 år gammel, vitterligt trænger til en gennemgribende renovering, men gutterne fra Death Machines fortæller, at bortset for en omdysning, som kompenserer for de nye udstødningsrør, krævede motoren ikke anden mekanisk kærlighed. Motoren er den del af projektet, som har fået mindst opmærksomhed, hvilket måske ikke siger så meget i denne sammenhæng. Dog er den naturligvis blev gjort ren, få en nye navneplader på ventildækslerne samt fået en lakering der passer til resten af motorcyklen. Apropos lakering, forsøgte James og Ray sig med 15 – 20 forskellige farver før de fandten tilfredsstillende lak til Kenzo, som meget passende har fået navnet ”Titanium Samurai”

Kenzo fra Death Machines of London kan i øvrigt blive din, da den er til salg for 56.000 britiske pund eller godt vel en halv million danske kroner. Og det er inden afgift og før du har overtalt synsmanden til at udlevere en nummerplade til dig.

Kenzo – Death Machines of London

Omtalte emner

Skriv et svar Annuller svar