Kawasaki arbejder på en 2-takter med kompressor - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Kawasaki arbejder på en 2-takter med kompressor

Patenttegninger afslører at Kawasaki leger med tanken om en kompressorladet 2-takts crossplane motor
Steffen F. Olesen
03/07-2020 kl. 05:00

Med evigt skærpende emissionskrav er det motorcykelproducenternes fornemmeste opgave, at udvikle nye motorer med en renere forbrænding, uden at de må gå på kompromis med effekt.

Gentagende gange har vi set ingeniører kombinere banebrydende teknologi med traditionelle designs, men i langt de fleste tilfælde har producenterne pyntet traditionel mekanik, med en ordentlig skovlfuld moderne gadgets. Der er altså ingen der har gået planken HELT ud – ind til nu!

Tegninger opsnappet på det japanske patent kontor viser, at Kawasaki er klar til at revolutionere motorcykelmotorens design, og hvis den grønne gigant kommer i mål med dette projekt, bliver det uden tvivl et af de mest innovative kunstværker vi nogensinde har set – ihvertfald hvad angår motorcykler.

Patentet viser en firecylindret totakts crossplane motor med dobbelt overliggende knaster og kompressor! Og som om det ikke var nok, så leverer motoren faktisk energi til et hybrid system, og altså ikke til baghjulet via kæde- eller remtræk.

Men forurener en totakter ikke for meget?
Traditionelle 2-takts motorer bliver hurtigt spillet af banen af staten når vi snakker klima og forurening, men begrænser man motorens omdrejningstal til et bestemt område, kan det faktisk lade sig gøre, at få den til at svine mindre end mange andre motortyper. Og da Kawasakis nyeste projekt udelukkende skal levere energi til en batteripakke, og ikke baghjulet, er netop det muligt.

Innovativ tankegang
For at hjælpe motoren til en renere forbrænding, er den udstyret med en kompressor som øger lufttrykket i indsugningen.
Hertil har Kawasaki gjort endnu et innovativt tiltag; i stedet for traditionelle porte i cylindervæggen, har producenten monteret et sæt ventiler i toppen af forbrændingskammeret som hjælper motoren med at trække vejret.
Der er ventiler til både indsugning og udstødning som på hver cylinder åbner samtidig, således at frisk luft kan trænge ind i kammeret, samtidig med at udstødningsgasser kan undslippe.

Motoren er udstyret med en 360 graders crossplane krumtap, som leverer en trændingsrækkefølge der hedder 1,3,2,4. Krumtappen sørger for at motoren konstant kører jævnt, hvorved man kan holde det ønskede omdrejningstal meget præcist, og herved minimere forurening, samtidig med at der er et godt flow i produktionen af juice til hybrid systemet.

Der er altså fuld smæk på fremtidstænkning hos japanerne, og selvom man umiddelbart kan blive betaget af al den teknologi i én enkelt motor, er det værd at huske på, at den udelukkende er udviklet til at være en miljørigtig generator til hybridsystemet.
Motoren er designet til kun at være effektiv inden for et specifikt omdrejningsområde, og ikke over hele registret, hvorfor den ikke ville være særlig spændende som ene drivværk i en motorcykel.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start