Nye MC regler: Justitsministeriet uden styring
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Justitsministeriet sjofler køreskolerne

Justitsministeriet uden styring på nye MC regler
Tommy Rønn
05/03-2013 kl. 13:30

Endnu ingen klare regler omkring A2 og A kørekortet på skrift, fra Justitsministeriet. Dette placerer de danske MC køreskoler og de danske MC forhandlere under et enormt pres. Nu skinner solen og danskerne vil have MC kørekort, men ingen er 100% sikker på reglerne.

Det eneste der vides med sikkerhed, er at A1 kørekortet skal erhverves på en motorcykel med maksimum 125 ccm, 15 hk, og skal kunne køre mere end 100 km/t.

I andre lande er reglerne, at A2 kørekortet skal erhverves på en motorcykel med mere end 125 ccm, og mellem 15 og 48 hk. Her tæller også droslede maskiner, der dog maksimalt må drosles 50%. Droslede maskiner må altså højest have 96 hk standard. A kørekortet skal erhverves på en motorcykel med mere end 594 ccm og 48 hk.

Nu har de skarpe embedsmænd i justitsministeriet ytret at i Danmark kan kun godkendes motorcykler mellem 400 og 600 ccm, og med maksimalt 48 hk til A2 kørekortet. Det begrænser mængden af mulige A2 skole-maskiner kraftigt.

Desværre er intet endnu på skrift, hvorfor mange køreskoler, og mange MC forhandlere endnu venter på at gøre forretning sammen. Ingen tør nemlig rigtig kaste sig ud i en ubeskrevet projekt.

Det eneste der kan siges med sikkerhed, er at KTM 125 Duke er den bedste maskine til A1 kørekortet. Den klarer nemlig 100 km/t kravet, og er eneste maskine der kan godkendes, som er udstyret med ABS. ABS bør alle skolemaskiner bør have. KTM125 Duke er ydermere fremtidssikret for køreskolerne, da ABS med sikkerhed bliver et krav til skolemaskinerne i fremtiden.

Del med en ven

0 personer snakker om “Justitsministeriet sjofler køreskolerne

  1. ja, og hvad er ideen med specielle danske regler for MC'er, hvem har dog glæde af det? – har embedsmændene et "self emplyment" program?

  2. De nye regler er jo ren chikane rettet mod de stakkels 18 årige. Og så skal de tilmed nøjes med en lille latterlig og til tider farlig 125-er med kun 15 HK. Det er da på tide justitsministeren vågner op.

  3. Sådan går det når politikere laver skrivebordsarbejde. Og måske burde vi splejse til en 125-er til justitsministeren så han kan få øjnene op for hvor farligt det kan være at føre en 125-er på motorvejen. Han kan jo altid tage Helle Thorning med bagpå.

  4. Vores politikere er nogle evnebrikker. Desværre gælder det i stor udstrækning både dem der sidder på taburetterne og dem der ikke fik nogen ved sidste stoleleg.

    Den KTM er fin. Motorrad er i gang med en langtidstest af maskine:
    http://www.motorradonline.de/dauertests/dauertest-zwischenbilanz-ktm-125-duke/439844

    Hvis man kan se bort fra det manglende ABS, er der flere fine 125'ere på markedet i år. Udvalget er meget mere begrænset i 35kW, 400-600cc kategorien. Her er der vel nærmest kun de 3 trillinger Honda der kan komme på tale (med ABS)?

  5. Jeg tro ikke at embedsmænd i justitsministeriet KAN lave regler om max 600 cc til den nye 48 hk klasse
    Tænk på den nye kawasaki Z800 i e version der skriver alle andre EU lande at den kan ned-droslet fra dens 95 hk til 48 hk.
    Det landene måtte var at rykke på aldersgrænsen

  6. Hvad er meningen med at unge på 18 år skal begrænses til kun at køre 125/15 ? De har jo stemmeret, betaler skat, kan købe hus og andet – herunder stor bil med masser af HK. MEN mc-en må kun være på 125 cm og med latterlige 15 HK. Og vi kan endvidere konstatere at det danske marked ikke har været til 125 kubik. Måske fordi man i mange andre sammenlignelige lande må køre på 125 som 16 år. Alle ved godt at markedet nu vil oversvømmes af billige legetøjsagtige 125-ere produceret i Kina. Motorcykler med ringe sikkerhed både for de 18-årige, men da også andre medtrafikanter

  7. Hvor mange motorcyklister sidder der egentlig i folketinget. Jeg har på fornemmelsen, at fleste derinde blot ser motorcyklen som noget farligt, der skal lægges alle hindringer i vejen. Det ligner dårligt gennemført arbejde!

  8. Jeg er ganske uenig i at skolecykler bør have ABS, tvært imod de bør være uden. Langt hovedparten af den Danske MC flåde er ældre cykler uden ABS og min mening er at alle bør lære at bremse sikkert og effektivt uden ABS. Forestil jer en novice som kun har kørt med ABS komme ud på sin ny erhvervede brugte MC uden. Når han/hun i en katastrofe situation hiver i bremsegrebet uden at kende til korrekt teknik (husk, køreuddannelsen foregik jo med ABS bremser) så sker ulykken helt sikkert!

  9. Helt enig Nichof! Derimod mener jeg, at selve motorcyklen ikke betyder meget for sikkerheden uanset alder, abs eller hk-tal. Det personen på cyklen der betyder noget. Jeg har set og kender motorcyklister, der kører fint på mc, når det hele går planmæssigt. Men kører motorcykel! Det kan de ikke. Køreuddannelsen til mc bør indeholde det samme som fdm og mtct´s kurser. Jeg har selv været på deres kurser 5 gange. Det ville være bedre at indføre det, og så blæse på begrænsninger.

  10. P.S. Efter alle de restriktioner, der er lagt på nye motorcyklister, er det mærkeligt, at det er tilladt for en attenårig med vådt kørekort, at sætte sig ind i en sportsvogn med flere hundrede heste. Er en bil ikke farligere i trafikken end en motorcykel? Der snakkes oven i købet om at sekstenårige skal have lov til at køre bil. Men det skyldes måske at bilen er et transportmiddel, mens motorcyklen blot er en fornøjelse, der kan undværes!!!

  11. Nichof og Sylvest, Der skal jo være ABS på skolecyklerne da jeg som kørelærer har det dårligt hver gang jeg ser en ny elev smide min cykel i asfalten grundet forkert opbremsning. Det koster kassen og eleven bliver bange og sikkert også skadet. I 2015 er der jo tale om at der ikke kan registreres cykler i EU uden ABS, så derfor. Skulle vi undervise i køreteknik som fdm. vil et mc kort løbe op i 20.000.- kr. og så er der ikke flere kunder her. Jeg sidder med mange nye mc´ister i skolen nu og venter bare på at Hr. Morten Bødskov gider at tage sig sammen da han har glemt at indføre max. antal kw. og ccm. for kat. A2 og A i den nye kørekortsbekendtgørelse. Jeg ønsker alle en god sæson på cyklerne og kør fornuftigt.

  12. Honda Peter.. Jeg har MC Køreskolen i Odense. Jeg vil gi' Sylvest og Nichof ret. Men som dig, føler jeg også ind imellem nervøsitet hvis en elev går lidt hurtigt ind i en situation…. Men argumentet med at "det koster kassen" er nok ikke så velvalgt i denne debat. ABS bør ikke være på skolemaskiner endnu, og bestemt ikke på de motorcykler vi bruger på KTA. Det samme gælder kombibremser.

  13. MC kørelærers opgave er at påvirke i en positiv retning… ABS er positivt og fremtiden. Om man har ABS eller ej så skal optimale opbremsninger trænes på den cykel man køre på, for at kunne reagere på det uforudsete.

    Wupti Wup Jeg har bestilt og får danmarks første KTM Duke 125 ABS som skal bruges til LET MC A1 kørekort. (Husk ingen vil have kørekort til "lille MC" alle vil gerne have kørekort til let MC:-)

    Nederen for jeg købte en BMW F 650gs i efteråret som nu har for få HK til A stor MC og for mange CCM til A2 mellem stor:-(

    Bobbelt nederen at vores booking system stadig ikke kan håndter 15 af mine elever der bestod teori prøven før 19 jan. i år.

    Mega nederen og en skandale at Helsingør og Kbh politi ikke lægge nogle praktiske prøve før Bakkens Åbning 21. marts

  14. Ja, de nye kørekortregler virker som en af de sædvanlige hovsaløsninger. A-kursus hos fdm koster 2600 kr., så mere kan det vil ikke fordyre kørekortet med. Flertallet af motorcykler har stadig ikke abs, så derfor er man nødt til at lære at bremse korrekt uden. En af kørelærene på Jyllandsringen havde en Kawazaki er6n udstyret med diverse bøjler, og hvor abs´n kunne slås fra til bremsetræning.

  15. Sylvest – det virker som en god idé med hensyn til at man kan slå ABS til og fra, da det jo er langt de færreste maskiner som sælges brugt som har ABS, så at man har bøjler på dyret og kan slå ABS til og fra så man som elev kan prøve begge dele virker som en super ide…

    fatter simpelthen ikke disse nye regler og det er endnu være hvor det hele er "låst" pga de ikk kan finde ud af hva de skal sætte de forskellige til…

  16. Har lige ringet til Justitsministeriet der er ikke nogle danske regler om max 600cc til A2 kørekort

  17. perb – Nej og der er heller ikke regler om det modsatte. Det er netop problemet, at Justitsministeriet endnu ikke har udformet reglerne på skrift. Alle vi kørelærer venter på den endelige tekst. Vi tør naturligvis ikke købe før vi får alt på tekst så vi har noget konkret at forholde os til. Ifølge chefen for Dansk Kørelære Uniun skulle vi få den endelige tekst en af de nærmeste dag. Flot for så har vi også kun ventet 1/2 år.

  18. Det her handler jo om at reglerne skal ændres meget hurtigt således at vi igen kan give vore unge mulighed for at køre på en ordentlig motorcykel. Her taler jeg ikke om en cykel med 90 HK, men 34 HK vil efter min bedste vurdering være det helt rigtigt.

  19. Det er ufatteligt, at politikerne kan lancere halvfærdig lovgivning fordi de pludselig opdager, at EU har sat en deadline. Det øger ikke ligefrem respekten for deres arbejde!
    Med hensyn til abs, kan man på de fleste moderne cykler pille sikringerne til abs´n ud. Man kan jo blinde lampen af, hvis man ikke gider se på den. Jeg har kørt med abs 4-5 år, og blev overrasket over hvor svært det at katasrofebremse uden.

  20. Jeg er ganske uenig i at det skal være køreskolernes ansvar at undervise eleverne i at køre på "det der er almindeligt på brugtmarkedet". Eleverne bør efter min mening undervises med de bedste forudsætninger = moderne maskine i top stand og med det bedste sikkerhedsudstyr.
    Man underviser jo heller ikke i alle MC typer!?

    Brugtmarkedet indeholder meget – undskyld formuleringen – gammelt lort og jeg mener at man med fordel kan bruge en halv lektion på at oplyse eleverne om hvorfor de bør undgå disse, og så lade den ligge der.
    Det kan ikke være køreskolernes ansvar at forberede eleverne på at komme på ryggen af en gammel sportsmaskine fra midt i halvfemserne med 250kg ugidelig dødvægt, slatten stel og bremser og støddæmpere som både er overhalet at udviklingen og tidens tand – dertil fladslidte dæk og 1½ årti tvivlsom vedligeholdelse.

    Der er mange fine nye/nyere og tidsvarende maskiner på markedet til meget fine priser. Jeg ser ingen grund til at alle ikke skulle have mulighed for at starte på en nyere maskine med ABS.

    Jeg har lige købt en 2011 med ABS til 36000kr til at starte sæsonen på. Det spiller altså bare!

  21. Trykpaa. Gammel lort fra midten af halvfemserne… Hvad fanden er det da for en generalisering du laver der ! Der er masser af super fine velholdte maskiner der har nogle år på bagen, det er da fint at du har skudt papegøjen og fundet et godt tilbud til hug-pris , men lad da være med at skyde sådan med spredhagl efter alle os der nyder at holde vores ældre maskine godt kørende !!!

  22. ^ Ikke min mening at skyde med spredehagl efter alle maskiner der ikke er nye. Blot efter forestillingen om at man skal uddannes til at køre på det man nu måtte ske at finde på brugtmarkedet.

    Jeg mener skam også der er fine maskiner fra 90'eren og endda et par stykker jeg endda drømmer om at komme til at eje en dag – dem fra dengang jeg var ung, men ikke havde råd.
    Men der er også bare maskiner der er så håbløst forældet at jeg vil betvivle deres berettigelse her små 20år efter de forlod udstillingsvinduerne.

  23. Og det her er jo netop pointen – hvad skal vi med 125-ere uden ABS eller andet sikkerhedsudstyr – billige maskiner produceret i Kina vil helt sikkert oversvømme markedet. Og det er hvad de ansvarlige politikere vil tvinge de unge ud på.

  24. Hvis man tænker lidt ud i fremtiden, kan man forestille, at de fleste nye køretøjer er med autopilot og alverdens sikkerhedsforanstaltninger. Skal køreundervisningen så kun bestå i at eleven lærer at trykke på startknappen og fodre autopiloten med destinationen? Selvfølgelig skal eleven lærer at betjene de køretøjer som er almindelige på vejene, og der er altså stadig flere motorcykler uden abs end med. Men jeg går absolut ind for at alle nye motorcykler skal have abs. Selv den bedste superkører kan ikke matche et abs-system. Derfor er det fuldstændig vanvittigt, at man i den nye lovgivning, kan sælge nye motorcykler uden abs til A1 kørekort.

  25. Tænk hvor få kinøjser cykler der er tilbage på vejene efter deres storhedstid omkring 2007-2008. Næsten ingen, og det fordi kvaliteten er elendig. Men tro mig – en masse står i disse tider på spring til igen at importere en masse legetøjsagtige 125-ere, og det skal da om noget give farlige situationer for de stakkels 18 årige og de øvrige trafikanter. Vågn nu op politikere – er har lavet en fejl, og den skal rettes hurtigst muligt.

  26. Der er vel den forskel på ABS og automatpilot at ABS'en først træder i funktion når føreren har fejlet, eller er på vej til det, hvorimod autopilot overtager førerens rolle. Køreskolecykler skal heller ikke være med automatgear selvom det findes, for så lærer de ikke at køre manuelt.

    Flashback: Jeg tog bilkørekort lige efter det var blevet lovkrav med ABS i biler. Køreskole inkl. køreteknik og glatbane foregik i en bil med ABS (kunne kobles fra som demo), men mine forældres brugte bil havde det ikke, og det havde min egen første bil heller ikke. Vi lærte ulempen ved ikke at have systemet, men ikke mere end det. Det virkede fint, synes jeg.

  27. Sig mig Trykpaa! Kender du nogen motorcyklister, der ikke har abs på deres mc, som mindst en gang i ugen øver maksimal bremsning? For det er faktisk det der kræves hvis man skal kunne det! Lad os få indført som lovkrav at der skal være abs på nye cykler. Se engang denne video: http://www.youtube.com/watch?feature=player_detailpage&v=dJ_UkAFW6cA Den viser klart forskellen på at køre med eller uden abs.
    Jeg har ikke som flere herinde ondt af at de unge skal starte på en lille cykel. Det er lettere at lære den rigtige teknik på en let mc end på en tung. Men politikerne skal sørge for entydige regler, der er til at administrere. Kære politikkere; Gør det bedre næste gang.

  28. Jeg startede selv på en lille cykel med 12 heste som jeg pendlede 40 km på hverdag, udelukkende fordi jeg ikke havde råd til bil. Men det var nok til at jeg fik mc-bacillen.

  29. Godt jeg ikke havde råd til bil dengang, ellers havde jeg nok ikke kørt mc i dag.

  30. Sylvest: Det korte svar er nej. Jeg gjorde heller ikke selv da jeg indtil for nyligt kørte uden ABS og har forøvrigt heller ikke gjort efter jeg fik ABS. Jeg er bevidst om at jeg burde og øver mig også jævnligt når jeg kommer forbi et egnet område.

    Men jeg er slet ikke uenig i at det er vigtig at lære og at det er svært stof. Jeg mener bare ikke at man bliver en god motorcykelist af at tage kørekortet uanset forholdene. Man lærer grundteknikken på køreskolen, og så skal man selv ud og øve sig for at blive god.
    Gerne ofte og længe og gerne på en lille let maskine til at starte med for sådan en er bare et nemmere sted at starte – her er jeg helt enig. Og man skal jævnligt på opfølgende og udbyggende kursus. Jeg er afsted hvert år.

    Jeg har selv haft en 125'er. Desværre var det ikke min første maskine, men jeg var ikke så klog dengang 🙂 Det var derimod den sjoveste på mange punkter.

  31. Jamen så er vi jo faktisk enige. Så kan jeg jo hive min kæphest frem igen; Kære motorcyklister, Hvis i ikke har været på kørekursus, så se at komme det hurtigst muligt. Det giver en helt anden sikkerhed og glæde, når man har lært at styre en motorcykel ordentligt. Alternativt kan man få hjælp af en erfahren kører, hvis man har skudt opsparingen af på mc og kørekort. Som du siger lærer man kun det grundlæggende på køreskolen.
    Begge mine forældre var kørelærere. De forsøge at lægge ekstra køreteknik ind i undervisningen, men mistede elever til andre kørelærere, der kunne gøre det billigere. Så de måtte tilbyde det som ekstraundervisning. Heldigvis kan man se på tilslutningen til mc-kurserne, at mange har set lyset.

  32. Glimrende med kørekurser, men det ændrer jo ikke på at staklerne kun har mulighed for at købe nogle ubrugelige legetøjsagtigte maskiner produceret i Kina. Det er den slags der om kort tid vælter ind på markedet, og det til skade for de 18-årige og alle andre i trafikken. Hvor blev de ansvarlige politikere bag fadæsen af?

  33. Det var dog en værre gang vrøvl! De fleste mc-fabrikker har da 125 kubikkere på programmet. Godt nok er det kun Honda, der har abs. De andre fabrikker skal nok komme med, for nu er markedet der.
    Man kan kun håbe, at det bliver lovkrav med abs på mc.

  34. Sylvest: Mener det er KTM som er den eneste med ABS… endnu. Honda skal nok komme efter det, når modellerne bliver opdateret.

    Jeg synes ikke de er noget skrammel men 125'erne fra KTM, Honda og Yamaha er faktisk lavet i enten Kina eller Indien og det synes jeg godt man kan se på kvaliteten.

  35. Hej
    Jeg har et ønske om at rejse fra Danmark til Afrika! Med motorcykel. Men jeg har en dårlige hånd! Dvs. Min højre hånds fingerfunktion kan jeg ikke bruge. Jeg har brug for jeres assistance til hvordan jeg kan lave et Gashåndtag til fodpedalen og rykke håndbremsen til Venstre side evt. Med hydraulikpumpe funktion. Er der nogen det kan hjælpe eller har nogen ideer til hvordan man kan lave disse funktioner om? Udover det, hvilke motorcykler I anbefaler til turen?
    hilsner. j

  36. @ Jamal: Det lyder sgu' spændende. Men du skal nok flytte dit spørgsmål til forummet for at få fuld respons på det.
    Min idé ville være noget i denne retning: Start med en motorcykel med automatgear F.eks Honda VFR 1200 jeg mener også NC700 serien kan fås med elastikgear.
    Flyt så både gas og forbremse til venstre side da fodgas bliver noget bøvl at køre med. Dit største problem bliver nok at få sådan en konstruktion godkendt, jeg er sikker på at "Bent betjent" himler hvis du bliver stoppet med det 🙂

    God fornøjelse med projektet.

  37. HOV HOV Nik Nik Jeg har nok DK´s første KTM duke 125 med ABS og jeg kommer gerne forbi og viser dig hvordan sådan en lille en skal behandles, som du selv sagde sidst på SKA endelig en kørelærer der selv kan køre MC. Hilsen Smeden 🙂
    Tak for sidst…. HVOR bliver køreprøverne af til mc ??? ring til køge og bestil, JEG har banen til det i Gislinge ved Holbæk

Skriv et svar

Giver børn en ny start