I dag åbnes der for køreprøver

Nu er det igen muligt at komme til teori- og køreprøve.
Anslået læsetid: 2 Minutter

Den seneste måned har forældre landet over været ret pressede med hjemmegående børn, ophobende opvask, forfalden husholdning, og oven i det, et arbejde der skal passes fra hjemmefronten med skrigende unger i baggrunden. Men så forestil dig lige hvor presset man er, når der kun er få trin tilbage af ens køreskoleforløb, solen lister sig frem fra sit skjul, motorcyklister landet over triller fornøjeligt afsted på landevejen, og du er tvunget til at blive hjemme.

Sådan har de kommende danske motorcyklister uden tvivl haft det siden landet blev lukket ned i sidste måned, da det jo ikke har været muligt at komme til teori- og køreprøve. Men i dag åbnes der altså op for prøverne, og inden længe vælter Danmark i nyudklækkede glade motorcyklister.

Rigspolitiet skriver på Twitter, at politiet hurtigst muligt vil afvikle de prøver, der har været aflyst på grund af corona-situationen. Samtidig siger chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter Erik Terp, at man så vidt muligt vil sikre, at både køre- og teoriprøver kommer til at foregå sundhedsmæssigt forsvarligt.

Derfor er der udformet en række retningslinjer ud fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger, hvor både elev og den motorsagkyndige skal opretholde god håndhygiejne. Hertil skal der sprittes af mellem hver køreprøve; på samme måde som vi de seneste uger har set det ved testkørsler hos landets forhandlere.

Ved teoriprøver må der maksimalt være ti personer til stede i lokalet, og alle skal naturligvis holde to meters afstand til hinanden. 

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar