Hver tredje motorcyklist glemmer livsvigtigt sikkerhedsudstyr - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Hver tredje motorcyklist glemmer livsvigtigt sikkerhedsudstyr

Ny undersøgelse får Rådet for Sikker Trafik til at opfordre motorcyklister til at huske livsvigtigt sikkerhedsudstyr.
27/03-2026 kl. 04:18
Anslået læsetid: 5 Minutter

Vi er nået til den tid på året, hvor antallet af motorcykler på de danske veje øges betragteligt, men hvor sikkerhedsudstyret for nogle desværre stadig bliver nedprioriteret.
Rådet for Sikker Trafik opfordrer derfor til at huske livsvigtigt sikkerhedsudstyr.

Mange af os er en smule rustne efter vinteren, så derfor deltager en del danske motorcyklister på køretekniske kurser for at banke rusten af og forbedre de køretekniske færdigheder. Men der er nok noget om snakken, når Rådet for Sikker Trafik opfordrer landets motorcyklister til ikke at glemme sikkerhedsudstyret.

For det personlige sikkerhedsudstyr kan reducere risikoen for alvorlige skader i forbindelse med uheld betragteligt, og vi kan ikke dy os for at henvise til en nært relateret artikel på MagaCin med en skræmmende video, der kan ses under disse linjer.

Beskyt hele kroppen

Videoen i artiklen, der er linket til herover, anbefaler i overskriften beskyttelse af hele kroppen under enhver køretur.
Og det samme er budskabet i den seneste udmelding fra Rådet for Sikker Trafik.

Ny undersøgelse

En ny stor undersøgelse udført af Norstat for Rådet for Sikker Trafik og brancheorganisationen for forsikrings- og pensionsselskaber viser nemlig, at alt for mange glemmer at iføre sig sikkerhedsudstyr som motorcykeljakke og tilhørende bukser, når motorcyklen skal luftes.

I en pressemeddelelse fra FDM lyder det, at det godt nok er 91 procent af motorcyklisterne, som på de fleste eller alle ture bruger godkendt hjelm, men at kun 70 procent af motorcyklisterne på de fleste eller alle ture er iført motorcykelbukser.

Undersøgelsen, der er gennemført blandt 18.958 danskere i alderen over 18 år viser blandt andet, at det ikke overraskende er de yngste danske motorcyklister, som i langt højere grad tager ny teknologi som airbagveste i brug, mens de lidt ældre hænger lidt i bremsen på det område.

Men det mest interessante er måske punktopstillingen, som giver et overblik over, hvilke typer af sikkerhedsudstyr deltagerne er iført, og hvor ofte det anvendes, når de kører motorcykel.

Godkendt motorcykelhjelm:

  • På alle ture eller på de fleste ture: 91 % 
  • På cirka halvdelen af turene eller på de færreste ture: 6 % 
  • Aldrig, men kunne godt finde på at bruge det: 2 % 
  • Aldrig, og kunne ikke finde på det: 0 % 
  • Ved ikke: 1 % 

Motorcykeljakke:

  • På alle ture eller på de fleste ture: 81 % 
  • På cirka halvdelen af turene eller på de færreste ture: 13 % 
  • Aldrig, men kunne godt finde på at bruge det: 4 % 
  • Aldrig, og kunne ikke finde på det: 2 % 
  • Ved ikke: 0 % 

Motorcykelbukser:

  • På alle ture eller på de fleste ture: 70 % 
  • På cirka halvdelen af turene eller på de færreste ture: 19 % 
  • Aldrig, men kunne godt finde på at bruge det: 7 % 
  • Aldrig, og kunne ikke finde på det: 2 % 
  • Ved ikke: 2 % 

Airbagvest:

  • På alle ture eller på de fleste ture: 17 % 
  • På cirka halvdelen af turene eller på de færreste ture: 12 % 
  • Aldrig, men kunne godt finde på at bruge det: 50 % 
  • Aldrig, og kunne ikke finde på det: 18 % 
  • Ved ikke: 3 % 

Pressemeddelelsen og citaterne i den efterlader et indtryk af, at der ikke kun er fokus på sikkerhed, men også på udbredelsen af en relativt ny type udstyr, som MagaCin i øvrigt også har en del erfaringer med.

Læs eksempelvis vores artikler om Dainese læder med indbygget airbag, se videoen fra MagaCins test af Airbag uden elektronik, og læs mere om de svenske airbag-jeans fra MO’CYCLE, vi bestilte for nogle år siden.

Kunne også være interessant

I undersøgelsen blev motorcyklisterne ifølge pressemeddelelsen blandt andet spurgt om ovenstående. Det havde måske været lidt interessant, hvis vi også havde set tilsvarende punktopstillinger som viser, hvor mange motorcyklister der bruger dedikerede motorcykelhandsker og støvler, og hvor mange der kører med rygskjold eller fuldt kropspanser.

Opbakning herfra

Det rokker dog ikke ved, at vi bakker hundrede procent op bag anbefalingen om altid at iføre sig hensigtsmæssigt udstyr under kørslen.

Reducer risikoen

Vi har et utal af gange beskrevet motorcyklismens mange fortræffeligheder, og bragte i 2025 en artikel om, hvordan risikoen for styrt på motorcykel kan reduceres.
Men ind imellem må nogle af os enten uforskyldt eller det modsatte ned og bide i græsset, og så er det altså ret smart, at have sikkerheden i orden.

Denne skribent var for nogle år siden på første parket, da en motorcyklist iført bløde ørkenstøvler knuste knogler i foden ved et ellers udramatisk styrt, og den tynde hud på hænder og fingre ved vi af erfaring kan skades alvorligt selv ved styrt med langsom hastighed.
Og lad os for en god ordens skyld tilføje, at jeg i sin tid var taknemmelig for et kæmpe blåt mærke med et fint omrids af et rygskjold, da jeg på racerbane røg på taget, men slap uden brud på ryggen.

Og skal vi som et sidste pip opfordre til, at styrthjelmen ikke bruges som albuebeskytter ved lav hastighed, for det er den faktisk ikke ret god til, snarere tværtimod.

Del med en ven