Harley-Davidson får bryggeri i baghaven - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Harley-Davidson får bryggeri i baghaven

Der er ingen forlydende om, hvor vidt ideen om et nyt projekt i Harley-Davidson’s baghave er undfanget i hyggeligt samvær under indtagelse af rigelige mængder alkohol
CO
26/06-2025 kl. 05:57
Anslået læsetid: 4 Minutter

Der er ingen forlydende om, hvor vidt idéen om et nyt projekt i Harley-Davidson’s baghave er undfanget i hyggeligt samvær under indtagelse af rigelige mængder alkohol. Men det er ikke desto mindre den skinbarlige sandhed, at der fra 2026 fremstilles sprut i den amerikanske motorcykelproducents baghave.

Harley-Davidson har gennem de senere år undergået noget, der kan beskrives som en helt egen eller ret speciel udvikling, hvor CEO Matthew Levatich for en god håndfuld år siden forlod den amerikanske motorcykelproducent, og blev erstattet af Jochen Zeitz.
Efter en del virak med kupforsøg og andet bøvl i firmaets bestyrelse, har sidstnævnte nu også set sig nødsaget til at vinke farvel til virksomheden.

Det nuværende postyr i firmaets bestyrelse springer vi let og elegant henover i denne omgang, men hæfter os i stedet ved et nyt opsigtsvækkende tiltag hos Harley-Davidson, hvor der nu skal brygges sprut i baghaven.
Som en lille ikke uvæsentlig indledning skal vi måske lige først rette opmærksomheden mod de nye energiske initiativer Harley-Davidson iværksatte i 2023.

I artiklen der er linket til over dette afsnit kan du læse om dengang nogle af virksomhedens ansattes parkeringspladser blev inddraget i Harley-Davidson’s planlagte nye park, som efter planen skulle give parkeringsmuligheder for 700 motorcykler, og hvor området både skulle rumme amfiteater, en markedsgade og rekreative områder med beplantning.
Nu får området ved Harley-Davidsons hovedkvarter på 3700 West Juneau Avenue i Milwaukee altså endnu en tilføjelse, af en ret uventet karakter.

Det er som du blandt andet kan læse i medierne The Daily Reporter, GlobeNewswire og det lokalt orienterede OnMilwaukee bryggeriet Central Standard Craft Distillery, der har købt en bid af grunden og flytter ind i baghaven hos Harley-Davidson.
Chief Human Resources Officer of Harley-Davidson and President of the Harley-Davidson Foundation Tori Termaat er i et sammendrag fra flere amerikanske medier frit oversat citeret for følgende:-

“Som en overbygning på fremstødet med at forynge Juneau området, ser vi frem til dette nye spændende kapitel, og vi er rigtig glade for at byde Central Standard velkommen til området i den fase af investeringer.
Med mere end 120 års uafbrudt virke i byen er intet mærke mere synonymt med Milwaukee end Harley-Davidson, og vi kunne ikke være mere stolte over at investere i Juneau Avenue.”

Mindst lige så begejstret er Central Standard’s co-founder and president Pat McQuillan, der i forbindelse med handlen udtaler, at destilleriet med købet af grunden er opstemte over, at slå dybere rødder i byen de elsker og understrege deres engagement og investeringer i Milwaukee og byens fællesskab.

Det nye tiltag fremstår altså umiddelbart ret fantastisk, men The U.S Sun forholder sig diplomatisk sagt en anelse mere skeptisk.
De mener tilsyneladende, at Harley-Davidson er tvunget af uheldige omstændigheder.
Det kan du læse mere om i artiklen, Harley Davidson forced into major change at headquarters after boardroom blow-up, failed coup, and declining sales.

I den artikel omtaler mediet blandt andet et fald i salget på 21% hos Harley-Davidson og bestyrelsesmedlemmet Jared Dourdeville’s afgang fra bestyrelsen i April måned med en kommentar om “kulturel udmattelse” og hans alvorlige bekymringer firmaets nuværende tilstand.

Uagtet hvordan man forholder sig til nyheden, så er det ikke desto mindre et faktum, at destilleriet har købt 6782 kvadratmeter af matriklen hos Harley-Davidson. Grundstenen til bryggeriets nye bygning lægges i sensommeren 2025, og bygningen forventes at stå færdig i 2026.
Det fortæller de selv i artiklen, Our distillery will expand production ‘by 20 times’ by becoming part of the Harley-Davidson historic campus, hvor destilleriet også beskriver tiltaget som et partnerskab med Harley-Davidson.

Om partnerskabet fremadrettet medfører, at drikkevarer fra Central Standard som eksempelvis mærkets Cabin Strength Bourbon, North Wisconsin Brandy, Door County Cherry Vodka, Guided Trail Gin eller deres Bourbon Cream Liquers med tiden bliver en del af sortimentet ved kommende koncerter i Harley Park, har vi ingen ide om.

Men det ville måske ikke komme som den helt store overraskelse, hvis et sponsorlogo fra Central Standard finder vej til racerne i den nye løbsserie, som Harley-Davidson informerede om for en måneds tid siden.

Den nye løbsserie med store cruisere, som du kan læse om i artiklen der er linket til over dette afsnit, skal efter planen afvikles sideløbende med MotoGP allerede fra 2026, hvor der køres ræs på det amerikanske mærkes motorcykler i hele tolv løb fordelt over seks løbsweekender.

Deltagelse i MotoGP er imidlertid ikke specielt billigt, så det er vel ikke helt urealistisk at forestille sig, at Harley-Davidson’s nye partner eller sambo til den tid står klar med en økonomisk håndsrækning.
Vi må se hvordan forholdet udvikler sig over tid, og runder i denne omgang af med at ønske både Harley-Davidson og Central Standard Craft Distillery tillykke med bofællesskabet.
Som de måske allerede selv har fejret med en lille skarp eller to?

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2025