Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Gade MC vs. MotoGP racer

Forskellen mellem en gadeorienteret motorcykel og en MotoGP racer forklaret

Steffen F. Olesen
08/05-2020 kl. 05:00

Har du nogensinde tænkt over hvor stor forskel der er på en helt almindelig sportsorienteret gadecykel, og en fuldblods MotoGP racer? Hvis du har deltaget i en af de danske motorcykeludstillinger de sidste par år, har du faktisk haft muligheden for at komme lidt tættere på sandheden om, hvor langt de to ligger fra hinanden, da der til flere af arrangementerne på Suzuki’s stand, har været udstillet en baneorienteret Gixxer.

Gennem de sidste par uger har du her på siden haft mulighed for at se en række videoer, hvor den yderst kompetente racerkører Sylvain Guintoli går i dybden med avanceret køreteknik, og forklarer hvad meningen med Valentino Rossi’s dinglende ben egentlig er.

I dette afsnit fortæller Guintoli om de største forskelle mellem en standard superbike, og den konstruktion kørerne benytter under de hæsblæsende racerløb.

Indledningsvis fortæller Guintoli hvordan han efter at have kastet sin GSX-R 1000 rundt på Donnington Park en del gange, endte dagen med en omgangstid som var cirka ti sekunder langsommere end en rigtig god MotoGP tid. Det lyder måske ikke af meget, men i racerverdenen hvor resultatet afhænger af en hundrededel af et sekund, er ti sekunder rigtig lang tid. Men når du har set nedenstående video, og dermed har fået en idé om hvor meget forskel der er på de to maskiner, er det faktisk imponerende at en moderne gadeorienteret motorcykel kan komme så tæt på.

Herefter forklarer Guintoli at stellet på begge maskiner er fremstillet af samme materiale, men geometrien på de to er langt fra ens. Akselafstanden på en MotoGP-racer er øget i forhold til gadecyklen, for at kunne sende flere kræfter ned i asfalten uden at føreren skal kompensere for wheelies.

Det giver sig selv at motoren på topkørernes motorcykler er optimeret en del, og desværre er Guintoli pålagt tavshedspligt, og kan derfor ikke gå i dybden med hvor meget der egentlig er pillet ved de hårde maskiner. Men han fortæller at det varierer meget fra bane til bane, hvor meget motorforskellen egentlig betyder, og at det i sidste ende ikke gør det store på en lille bane som Donnington Park.

Når der med hjælp fra variabel ventilstyring er kommet got fart i maskinen, skal der hold på dyret. Og selvom Gixxer’ens radialt monterede Brembo bremser klarer sig suverænt på offentlig vej, er der alligevel nogle svagheder i forhold til seriøs banekørsel.

Guintoli lavede under legedagen på racerbanen en G-måling, for at sammenligne med de data han har fra sin MotoGP-racer. Mellem de to motorcykler er der en forskel på cirka 0,5 G, hvilket i virkeligheden er en del. Grunden til den relativt store difference er, at gadecyklen kører med traditionelle klodser og stålskiver, hvor MotoGP-cyklen benytter sig af carbon bremser.

Herfra springer Guintoli videre til en beretning om gearkasser, hvor han indskyder et klip fra dagen på Donnington Park, som skal fremhæve hvor god gadecyklens quickshifter og autoblipper faktisk er. Og for at forstå hvor meget den lille blå presses på banen, beder Guintoli dig om at lægge mærke til lyden fra det dansende baghjul; det lyder for fedt!

Elektronikken spiller selvfølgelig også en stor rolle i hvor meget motorcykel kan presset på bane, men det er interessant at se hvordan Guintoli fortæller, at han skruede rigtig meget ned for flere af maskinens hjælpesystemer, for at opretholde en fornuftig omgangstid.

Ud fra det må vi nok erkende at en stor del af det at køre en hurtig omgang, nok handler om rytterens evner, og selvfølgelig dækvalg, samt affjedring. MotoGP rytterne kører på en helt anden type dæk end vi dødelige, og kombineret med en opsætning af affjedringen – som på gaden ville være absolut ubrugelig – bliver det altså muligt at opretholde den vanvittig hurtige svinghastighed vi ser i racerløb.

Slutteligt bliver der snakket om motorcyklernes vægt samt førerergonomi, og som du kan se er der altså kæmpe forskel på de to motorcykler, og punkterne i videoen er kun en del af det der adskiller en gadecykel fra en GP-racer; så vi kan vel sagtens blive enige om, at det er imponerende at der ikke er mere end ti sekunders forskel på omgangstiderne.

Skriv et svar

Denne side bruger cookies

Læs mere