Franskmand videofilmede overtrædelser af færdselsloven

Tabt videokamera fundet af politiet
Anslået læsetid: 1 Minutter

Det er ikke særligt fikst at fange egne overtrædelser af færdselsloven på video, og derefter gøre materialet offentligt tilgængeligt via internettet.

Etaten følger også med i hvad der sker på nettet, og der er flere eksempler på personer som efter udgivelse af video indeholdende lovovertrædelser er blevet retsforfulgt.

En 25årig fransk motorcyklist besluttede sig for at montere et videokamera på motorcyklen, og derefter optage en sekvens hvor han kørte stærkt – meget stærkt.

Uheldigvis fik den unge mand ikke fastspændt videokameraet forsvarligt, hvorfor det faldt af under kørslen.

Heldigvis blev videokameraet fundet, men skæbnens ironi var at fundet blev gjort af det lokale politi.

På videoen kunne de lokale gendarmer nyde optagelserne af en motorcykel som bragede af sted med op til 177km/t, og fandt derudover på det 50 minutter lange videoklip 64 andre overtrædelser af færdselsloven.

Efter gennemgang af videomaterialet, konstaterede ordensmagten at motorcyklen var en Triumph Daytona, og spejlbilledet i motorcyklens sidespejl gav et fint indtryk af førerens beklædning.

Da betjentene senere efterforskede i vejsiden hvor kameraet blev fundet, blev de en kende overrasket over at motorcyklisten vendte tilbage for at lede efter det tabte videokamera.

Da betjentene spurgte hvad motorcyklisten ledte efter, lød svaret: ”Et kamera jeg havde monteret på min motorcykel”.

Med det svar mistede den unge franskmand både motorcykel, videokamera og fik en dato hvor han skal møde i retten.

Carsten Olesen
Skrevet af
Journalist

Carsten har skruet i og kørt på et væld af forskellige motorcykler i mere end 40 år, og har gennem utallige oplevelser på både landevej og racerbaner over hele verden, samt som instruktør på flere hundrede kørekurser, erhvervet sig en enorm viden om, hvordan motorcykler fungerer, og hvordan de håndteres.
Den viden bruger Carsten fra tid til anden, når han skriver en historie på MagaCin, hvor han konsekvent formår at koble nyheder sammen med sine egne oplevelser fra et langt liv som motorcyklist.

Del med en ven

0 personer snakker om “Franskmand videofilmede overtrædelser af færdselsloven”

Skriv et svar