Disney fejrer 100 år med Mickey Mouse Vespa - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Disney fejrer 100 år med Mickey Mouse Vespa

Er du Disney-nørd, eller tænker du bare tilbage på dengang du var barn, og drømmer om at leve et mere frit liv, så har Vespa måske skabt den helt rigtige rejsekammerat for dig.
Steffen F. Olesen
22/06-2023 kl. 10:33

I år fejrer Disney 100-års fødselsdag, og set med en motorcyklists briller har de fundet den helt rigtige samarbejdspartner at gøre opmærksom på dette med; nemlig Vespa.
Men hvordan giver det mening, at Disney og Vespa går sammen om at lancere en scooter med et finurligt farveskema i begrænset oplag?

Ifølge Vespa selv, så har de to virksomheder faktisk en del til fælles, når det kommer til brug af umiskendelige former og farver, som bidrager til et højt niveau af sjov og leg.

Måske er det også af den årsag, at Vespa scooteren blev omdrejningspunktet i filmen Luca, som handler om havvæsner der bor under overfladen ud for den italienske riviera, og som bliver forvandlet til mennesker når de stiger på land.
Og når de nysgerrige drenge – selvfølgelig uden forældrenes viden – går på land og vandrer i de italienske stræder, er der helt naturligt større fokus på, at få fingrene i en funklende Vespa, end kulinariske oplevelser.

Men modellen der markerer hundredeåret for Disney fremstår dog ikke med et særligt havinspireret visuelt udtryk, til trods for ovennævnte films popularitet, men derimod i et ret så ikonisk farveskema.
Og som du sikkert allerede har gættet ud fra både billedet og overskriften over artiklen, så er farverne snuppet fra musen med det bemærkelsesværdige grin.

Når to ikoner mødes
Vespa beskriver deres scooter som meget mere, end blot et transportmiddel; det er ifølge producenten en livsstil og en forlængelse af førerens personlighed, historie og rejse.
Og Mickey Mouse-Vespaen er tænkt som en rejsekammerat der sætter fantasien fri, samt tillader og opfordrer føreren til at drømme stort.

Michele Colaninno, som er Chief Executive for global strategi hos Vespa, siger: Drømme giver os mulighed for at se på fremtiden med optimisme, selv i komplekse tider som disse. Et tidløst ikon som Vespa kunne ikke lade være med at fejre, ved denne helt særlige anledning af Disneys 100 års jubilæum, et lige så evigt ikon som Mickey Mouse, med en hyldest til kreativitet, fantasi, lethjertethed og sjov; netop de værdier, der altid har forankret Vespa i dag, som dengang. Dette samarbejde mellem Vespa og Disney repræsenterer fejringen af to historiske virksomheder, der har en fælles drøm om, at give alle mulighed for frit at udtrykke deres fantasi.

Og Senior Vicepræsident hos Disney, Claire Terry, er enig i, at der er en form for ikonisk lighed mellem Mickey Mouse og Vespa: Ligesom Mickey Mouse er Vespa et kulturelt ikon, der fremkalder en følelse af sjov og eventyr, og sammen danner de en vidunderlig kombination, der virkelig udvider vores tidløse historiefortælling. Vi er utrolig glade for, at bringe denne version af den ikoniske scooter til vores fans i forbindelse med vores jubilæum, og bringe al Mickeys charme og personlighed til roadtrips, hvor end folk vil hen!

Flere versioner
Den muse-malede scooter er af modellen Primavera, og kan erhverves i størrelserne 50cc, 125cc og 150cc, og hvis du ikke lige skulle have fanget ligheden mellem Mickey Mouse og farverne på scooteren, giver Vespa lige en hurtig gennemgang der lyder som følger:

De gule hjul repræsenterer Mickey Mouses sko, mens de sorte spejle minder om hans umiskendelige runde ører. Et grafisk mønster, der skitserer karakterens silhuet, dekorerer begge sider af scooteren såvel som fronten.
Og endeligt er Mickey Mouses signatur at finde både på sadlen og frontskallen.

Men er du endnu ikke helt overbevist om, at det er pengene værd at investere i den enestående Disney-Vespa, så hold lige fast…
Kører du kortet igennem maskinen medfølger der nemlig en matchende styrthjelm!

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start