Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Det kører for Norton

Engelsk direktør ansat

CO
29/04-2020 kl. 09:00

Efter en turbulent tid præget af skandaler, var der mange som åndede lettet op, da indiske TVS Motor trådte til og sikrede engelske Norton Motorcycles' overlevelse.

Det gælder ikke blot os som krydsede fingre for det ikoniske mærkes fortsatte eksistens, men især for pensionister der var blevet franarret pensionsopsparingen under falske forudsætninger, samt de kunder som havde bestilt og helt eller delvist betalt for en Norton motorcykel de aldrig modtog… og så lige de kunder der havde indleveret en motorcykel til service, hvor motorcyklen under det såkaldte 'service' blev plyndret for reservedele.

TVS Motor annoncerede i forbindelse med overtagelsen, at man hurtigst muligt ville rydde op i kaos, at indgåede aftaler ville blive overholdt, samt at produktionen af motorcykler ville blive videreført i England.

Det ville være synd at sige, at Inderne ligger på den lade side, for nu er engelske John Russel indsat foreløbigt som midlertidig chef.

John Russel startede Russel Avalon Ltd. – et konsulentfirma med speciale i ledelse – efter en karriere i den automotive industri, hvor han blandt andet har haft ledende stillinger indenfor salg og marketing hos Peugeot, Land Rover og Harley-Davidson, og har været ansat hos Manganese Bronze Plc der fremstiller den verdenskendte London Taxi.

Fine forudsætninger for en leder med ansvar for at rydde op i biksen. Og så skader det nok heller ikke, at Russel har stor indsigt i den lokale industri, samt indgående kendskab til kæden af underleverandører.

Tidlige forlydende lader os forstå, at det allerførste punkt på dagsordenen bliver, at få produceret og leveret de motorcykler der allerede er bestilt, og i mange tilfælde allerede helt eller delvist betalt for.

Hatten af for den beslutning.

Norton Motorcycles' hjemmeside er faktisk allerede opdateret, så kunder der har et uafklaret mellemværende med Norton Motorcycles kan kontakte virksomheden og finde en løsning.

Når det er på plads, bliver næste punkt på dagsordenen, at flytte produktionen fra de statelige faciliteter på Donington Hall til en mere hensigtsmæssig lokation i England hvor fremtidig produktion skal foregå.

TVS Motor har allerede bekendtgjort at produktionen af motorcykler skal flyttes, og med den fart inderne har på, kan det ikke være længe inden vi hører om det første spadestik til en ny fabrik eller overtagelsen af egnede eksisterende bygninger.

Det glæder vi os til at høre mere om, og så glæder vi os over at opdateringen af Norton Motorcycles hjemmeside – i hvert fald ikke endnu – har medført at den forrygende Norton Superlight SS bestykket med kompressorer er røget af programmet.

Vi krydser fingre for at inderne snart bliver leveringsdygtige i en tocylindret 650'er med 170hk til 153kg.

 

Skriv et svar