Chefen for TVS Motor Company prøvekører ny Norton - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Chefen for TVS Motor Company prøvekører ny Norton

TVS bossen Sudarshan Venu har for nylig prøvekørt prototypen for en ny kåbeklædt Norton med V4 motor.
CO
21/07-2025 kl. 09:18
Anslået læsetid: 3 Minutter

For et års tid siden kunne vi fortælle, at Norton Motorcycles ekspanderer globalt og teaser for seks nye modeller, og for mindre end en uge siden bekendtgjorde den engelske motorcykelproducent, at virksomheden indvarslede en ny æra, og snart var klar med spændende nyt.

Det lød dog i den forbindelse, at vi må vente til 4. November 2025 på at se Alt hvad du ville forvente fra Norton, men også noget du aldrig før har set, men nu er der trods denne udmelding alligevel løftet en lille flig af sløret for, hvad vi kan forvente.

Norton Motorcycles har nemlig selv som en lille teaser delt nogle få ikke voldsomt afslørende billeder af en kommende ny eller opdateret model udstyret med mærkets 1200cc V4 motor, hvor direktøren for TVS Motor Company Sudarshan Venu i egen person kører på prototypen for den nye model.

Testkørslen fandt for nylig sted på en uspecificeret lokation i England, og blandt deltagerne ved den private session var blandt andet Chief Technical Officer Brian Gillen samt udvalgte medlemmer fra Norton’s udviklingsafdeling.

TVS bossen Sudarshan Venu er tilsyneladende ikke specielt utilfreds med den nye Norton V4

Den kommende kåbeklædte model er med Norton’s egne ord designet til at leve op til de højeste standarder hvad angår udvikling, design, detaljer og dynamik, og ser umiddelbart væsentlig anderledes ud end Norton V4SV, som Norton præsenterede officielt i 2022.

En uges tid efter lanceringen af V4SV kunne kunderne igen købe motorcykler fra Norton Motorcycles, og MagaCin’s udsendte kunne i forbindelse med vores besøg på Motorcycle Live i England i slutningen af 2024 konstatere, at motorcyklerne fra Norton faktisk slet ikke ser så tossede ud.

De er faktisk ret fede at se på, og man får godt nok lyst til at vride gasrullen, når man kravler en tur i førersædet.

Det er ved at være nogen tid siden Norton sidst har lanceret nye modeller. Men nu varmer vi altså igen op til flere spændende nyheder fra Norton Motorcycles, hvor blandt andet forlygterne på denne kommende model tydeligvis er helt anderledes end dem vi i sin tid så på V4SV.
Og der er vel ikke noget forgjort i at spekulere i, at der formentlig også skjuler sig en del andet nyt bag det aggressive visuelle udtryk.

Norton Motorcycles har desværre endnu ikke delt detaljer om denne kommende nyhed, så det bliver interessant at følge, om vi snart bliver klogere på både denne og andre kommende nyheder fra Norton.
Meget gerne inden lige præcis denne sportslige model ifølge Norton selv afsløres på EICMA 2025, der i år afvikles i dagene 4.- 9. November.

Det er dog ikke den eneste interessante nyhed i forbindelse med TVS Motor Company og Norton Motorcycles. Så vi skal måske også som en lille indskudt bemærkning her på falderebet huske at ønske Sudarshan Venu tillykke med den seneste udvikling i karrieren.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2025