Byg din egen Smart-hjelm

Argon Transform opgraderer styrthjelmen
Anslået læsetid: 3 Minutter

Der er ingen ende på de teknologiske tilføjelser, der i en lind strøm proppes ind i moderne motorcykler. Vi ser en kontinuerlig vækst i mængden af informationer, der er til rådighed i motorcyklernes ofte berøringsfølsomme skærme i instrumenteringen. Og derudover en vækst i antallet af knapper og kontakter på styrhalvdelene, man benytter til at navigere gennem et utal af muligheder.

Mange informationer

Udover justering af utallige parametre relateret til motorcyklens køreegenskaber, er det ikke længere usandsynligt at finde informationer som omgangstider, nedlægning, G-påvirkning og meget andet. Derudover ser man også motorcykler udstyret med eksempelvis Bluetooth connectivity, Navigation, medieafspiller, osv., og enkelte motorcykler kan kontakte værksted og/eller redningstjeneste.

Mulighederne er efterhånden så mange og mængden af informationer så rigelig, at man let distraheres og sikker kørsel kompromitteres.

Forskellige indgangsvinkler

Derfor er det måske ikke så underligt – og nok reelt en naturlig udvikling – at mange hjelmproducenter og udbydere af eftermarkeds-udstyr sysler med produkter, der flytter en del af distraktionerne op i styrthjelmen.

Mange kører i dag med kommunikationsudstyr i styrthjelmen, og vi har gennem de senere år set en række styrthjelme med mere eller mindre heldige bud på fremtidens Smart-styrthjelm.

Vi er slet ikke i tvivl om, at de etablerede hjelmproducenter arbejder benhårdt på at tilbyde flest muligt teknologisk features indbygget i kommende styrthjelme, men andre har en anden tilgang til tingene.

Se bare videoen herunder.

Argon Transform

Det Singapore baserede firma Whyre er en af de seneste i rækken, med et alternativt bud på en Smart-hjelm, og her er det faktisk din egen styrthjelm der er fundament for en tilbygning.  

Argon Transform sættet der eftermonteres på styrthjelmen, tilføjer på hjelmens kæbeparti et HUD (Head-Up-Display) med flere mulige skærmbilleder, bagudrettet kamera, fremadrettet kamera/dash-cam, Bluetooth forbindelse, intercom, og GPS-navigation.

Et trådløst betjeningsmodul monteres på styret.

HUD-enheden der monteres på kæbepartiet, samt den store batteripakke med 8 timers strømforsyning og indbygget kamera der monteres bagpå hjelmen, limes på styrthjelmen med et 3M produkt. Forreste og bagerste enhed er forbundet med ledning for at sikre stabil forbindelse.

HUD-enheden viser hastighed og og retningsangivelser på samtlige valgfri skærmbilleder. Enheden har indbygget kamera, der kan bruges som dash- eller action kamera. Kameraet optager i 1080p/30 eller 720p/60 via den interne hukommelse eller SD-kort, og kan indstilles til at køre i loop mode.

Displayet kan derudover fungere som bakspejl via batteripakkens bagudrettede kamera, eller eventuelt bruges til at se passagerens ansigtsudtryk, når motorcyklen vippes på baghjul.

Batteripakke med kamera, betjeningsmodul og HUD enhed

Indbygget Bluetooth audio system

Det indbyggede Bluetooth audio system giver mulighed for synkronisering med mobiltelefonen og andet kommunikationsudstyr, så der kan sludres med gutterne under kørslen, høres musik, modtages GPS notifikationer og føres samtaler over telefonen.

Er det virkelig SMART?

Argon Transform tilbyder altså forvandling af egen hjelm til Smart-hjelm, så en række informationer så at sige er umiddelbart tilgængelige i øjenhøjde, og fokus kan holdes på omgivelserne.

Whyre oplyser at udstyret bliver CE godkendt, men selv om produktet umiddelbart lyder SMART, er det ikke specielt svært at diske op med lidt kritik. Enhederne for og bag vejer 150g stykket, og de ekstra 300g på knolden lyder ikke specielt komfortfremmende.

Og hvad sker der med aerodynamikken, når de to “klodser” er monteret?

Et fint sikkerhedsfremmende aspekt når nakken ikke skal bøjes for at aflæse instrumenteringen, men vi tvivler på, at ret mange hjelmproducenter har taget montering af Argon Transform i betragtning under udviklingen.

Whyre er endnu ikke alment tilgængelig hyldevare, men producenten har etableret en Indiegogo kampagne for at finansiere produktion, og har i skrivende stund nået halvdelen af målet.

En Super Early Bird Special udgave til levering i Februar 2020 kan bestilles for dkr. 2.666,-

Ingen tvivl om at Smart-hjelme har en fremtid. Men selv om Argon Transform er en meget sjov ide, så klapper vi nok hesten og springer over i denne omgang.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar