FDM MC Kørekursus: Anmeldelse og test af kursus
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Brugeranmeldelse af FDM A kørekursus

På kursus med min Yamaha MT-03
Thomas Frederiksen
06/01-2013 kl. 15:00

Min baggrund for at tilmelde mig FDM A kurset var at selvom jeg kørte en del kilometer, gik min udvikling langsomt og jeg var pinlig bevidst om at jeg havde meget at lære på 2 hjul. Ved tilmelding var jeg ikke sikker på om jeg burde starte med et decideret begynderkursus, men FDM A kurset starter ca. der hvor køreskolen stopper og man bruger endda en del af første dag på repetition af køreskole-pensum hvis der skulle være enkelte huller, så mit grundniveau var aldrig et problem.

Køb en Yamaha MT 03 her.

Deltagerne blev inddelt i 4 grupper med 2 hold på hver, så vi var 4-5 mand på hvert hold. Dagen forløb herefter i 20min. pas med først teori, så øvelse i ”kravlegård”, og til sidst øvelse på Jyllandsringens brede asfalt hvor der køres efter instruktør. Selvom der er 20 min. feedback/pause mellem hver cyklus virker det nogenlunde effektivt og giver knap 7 timers kørsel i alt.

Sammen med repetition af grundteknikker som bremsning og kontrastyring var det primære i indhold starten af kurset at lære at slappe af under kørslen. Selvom det lyder oplagt og banalt var der et par lærerige øvelser som illustrerede at det er noget man bør tage mere seriøst – f.eks. at køre med helt lukket hjelm og holde farten så lav at visiret ikke dugger.

Næste punkt på dagsordnen var hvilke linjer der er rigtige i sving og den helt store åbenbaring for mig: forsvindingspunkter. Forsvindingspunkt er egentlig blot en lektion i at motorcykler har en tendens til at køre derhen hvor man kigger, og at man i stedet for at kæmpe imod (det har alle vist prøvet), skal bruge instinktet til sin fordel ved at kigge der hen hvor man gerne vil køre.

Når man kun har lært at man skal køre så langsomt at man slapper ordenligt af, er man næsten gået helt i stå… eller sådan føles det på Jyllandsringens brede asfalt og det bliver måske lige rigelig politisk korrekt. Når man så efterfølgende lære at lade være med at sidde og holde øje med sit forhjul stiger farten helt automatisk til mindst samme niveau som da man startede, men nu helt uden stress. Det var nærmest en åbenbaring for mig og egentlig for dårligt at man kan tage kørekort helt uvidende om noget så essentielt.

På kurset bliver der også arbejdet med f.eks. kørsel gennem ”farlige” elementer, som sand, hvor man lærer at det ikke er alt der ligger på asfalten der er så farligt at man behøver at stresse over det, men at man faktisk oftest er bedre tjent med at lade som ingenting. Noget der er enormt let at forstå når man har prøvet det, men lige så svært at få ind på ryggraden.

Kurset afholdes af en broget flok af ex-racerkører, journalister, kørelærer og MC-betjente. Fælles for dem alle er dog at de virker som om de brænder for at man skal være en sikrere og gladere motorcyklist når man kører hjem. Tonen var befriende uhøjtidelig og uformanende og på det punkt helt anderledes end da jeg tog kørekort. Derfor får man også i nogen grad glæde af, at kurset afholdes på en rigtig racerbane, selvom der aldrig er egentlig ”race” på programmet.

Jeg er ikke i tvivl om at FDM A kurset har virket for mig. Teknikkerne har ikke kun givet mig et større overskud, men også gjort mig bedre til at læse signalerne på når overskuddet skrumper – lige meget om det skyldes fart, overblik, træthed eller andet. Som med så meget andet gælder det at kurset kun er starten og at man bagefter skal man ud på vejene og øve sig, så det man har lært kommer ind på ryggraden og ikke er noget man behøver at tænke over. Det mest bemærkelsesværdige ved kurset var dog for mig, at jeg lærte teknikker der gjorde at jeg følte mig betydeligt bedre allerede på turen hjem.

Kørekurset er det bedste jeg har prøvet og kan varmt anbefales til de der har styr på det man skal kunne for at bestå køreprøven og som gerne vil opnå mere ro og overskud på to hjul. Med ro og overskud kommer glæden helt automatisk.

Del med en ven

0 personer snakker om “Brugeranmeldelse af FDM A kørekursus

  1. Fin anmeldelse. Kan på alle møde tilslutte mig konklusionerne.
    Jeg har MC kort fra dengang hvor vi fire fra Sjælsmark Kaserne i fritiden brugte samlet 6 timer og så en prøve, hvor et kig over skulderen og en vending i 1. gear var nok. Har kørt en del "studiekørsel" siden på MZ, og diverse Yamaha. Opdagede (eller rettere) blev bekræftet i foråret 2011 på A-kurset i Tune, at jeg aldrig har kunnet køre MC – i al fald ikke med nær samme udbytte og glæde – modsat Thomas var det bevidst brug af contrastyring, der på kurset var det nye for mig. Og så var det hyggeligt og meget hurtigt med fokus på vores maskiner – det at blive bedre – machobikefjolleriet så jeg slet ikke. Super. Prøv det. Gør det.

  2. Undskyld stavningen: Kan på alle måder tilslutte mig konklusionerne. Og så skal Honda Inova og en Versys føjes til MC-listen.

Skriv et svar

Giver børn en ny start