BMW boxer med ny teknologi og 136hk på Intermot
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

BMW boxer med ny teknologi og 136hk

Præsenteret på Intermot
CO
04/10-2018 kl. 18:15

Den officielle lancering af BMW's 2019 nyheder BMW R1250GS og BMW R1250RT, var en lidt tam affære ved motorcykeludstillingen Intermot i Køln, når man tænker på at producenten faktisk medbragte rigtig spændende nyt.

Det har i nogen tid været kendt at modellernes boxer-motorer – som er vokset fra 1200 modellens 1170cc til den nye 1250'ers 1254cc – er udstyret med shiftcam (variabel ventilstyring) og får et boost i effekt til 136hk. Du kan læse MagaCins artikel om snydepremieren på de nye R1250 modeller her.

Tidligt lækkede specifikationer og billeder, er måske årsagen til at BMW ikke gjorde ret meget ud af introduktionen af 2019 BMW R1250GS og BMW R1250RT, hvor begge modeller stod udækket til offentlig beskuelse, inden den officielle pressepræsentation løb af stablen.

Der var således god mulighed for at tage et grundigt kig på begge modeller uden for megen trængsel, og førstehåndsindtrykket af de to nye modeller giver en velkendt tryg og familiær fornemmelse. Diplomatisk sagt er BMW ikke gået specielt radikalt til værks vedrørende modellernes udseende, men så skræmmer man jo heller ikke de trofaste tilhængere væk.

En ting er at læse beskrivelsen af shiftcam teknologien, et andet er hvordan systemet opleves i praksis. De fleste husker omtalen, eller har selv i sin tid oplevet irritationsmomenter på første generation Honda VFR 800 VTEC, hvor ikke alle brugere var helt overbeviste om VTEC teknologiens fortræffeligheder. Udfordringerne er omfattende når ny teknologi implementeres i motorerne, og der findes belært af fortiden en portion sund skepsis blandt forbrugerne.

Den nye 1250'er motor er let genkendelig

MagaCin har hørt fra kilder som har været dybt involveret i udviklingen af shiftcam systemet, at teknikken i dette tilfælde er bagt helt færdigt. BMW har kørt omfattende testprogram med de nye motorer, og skiftet mellem knastakselprofilerne fungerer efter sigende rigtig fint og gnidningsløst. Testkørerne mærker nærmest ikke overgangen til den skarpe knastprofil, og systemet er udviklet således at skift mellem profilerne ikke kun er afhængig af motorens omdrejninger, men også beror på faktorer som gasgivning, belastning og andre parametre.

MagaCin talte med flere mc-journalister som stillede sig lidt tvivlende vedrørende systemets holdbarhed, og nævnte muligheden for at strande i ødemarken ved fejlfunktion af shiftcam systemet.

BMW kilder oplyser at en eventuel defekt af eksempelvis aktuatoren som flytter knastakslen, ganske enkelt efterlader knastakslen i det mildeste trin så videre kørsel er mulig.

Blandt nyhederne på R1250GS og R1250RT er også ny instrumentering på begge modeller, hvor GS får en 6,5″ TFT farveskærm og RT får en 5,7″ TFT suppleret af analogt udseende omdrejningstæller og speedometer. Derudover er der blandt andet tilføjelser til riding modes, Hill start control og ESA affjedringen har også fået en overhaling.

MagaCins testkørere har haft mange fede oplevelser på BMW motorcykler, og specielt GS modellerne har lagt ryg til mange fornøjelige test-kilometer. Vi ser med store forventninger frem til test af 2019 modellerne, for den nye motor lyder altså rigtig spændende.

Søg efter BMW MC.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start