Autoconsult opruster med afdeling i Jylland
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Autoconsult opruster med afdeling i Jylland

Jyske ombyggere undgår turen østpå
CO
01/05-2020 kl. 08:00

Du husker måske artiklen Det lysner for danske ombyggere, hvor du her på MagaCin for et par år siden kunne læse om det danske firma Autoconsult, der blev stiftet af Preben Egelund for ca. 15 år siden. Et firma som har specialiseret sig i at hjælpe kunderne med køretøjsbeskrivelse og andet administrativt arbejde, når et importeret eller ombygget køretøj skal godkendes i Danmark.

Prøvekørsel i forbindelse med godkendelse af jydernes hjemmebyggede motorcykler har indtil nu krævet en tur til det østlige Danmark, men nu udvider Autoconsult med en filial i Jylland.

Det jyske kontor får sæde et sted i trekantsområdet, og vi oplyses under en telefonsamtale med Jan Nyboe om, at aftaler om testfaciliteter i skrivende stund stort set er på plads.

Jan fortæller endvidere under vores telefonsamtale, at den jyske afdeling åbner 1. Juni.

Andre klarer papirnusseriet

En lækker oplysning for jyske ombyggere med kreativ håndværksmæssig ekspertise, der ikke selv magter papirnusseriet, at man fremover kan overlade den del af arbejdet til specialister på området, og at den praktiske prøvekørsel ikke længere kræver en dagsrejse.

Eksperterne forestår ikke blot køretøjsbeskrivelsen, men Autoconsult's kloge hoveder assisterer også under hele godkendelses processen for køretøjet, og kan derudover være behjælpelige med gode råd og vejledning både før, under og efter ombygningen.

Siden vores artikel i Juli måned 2018, har aktivitetsniveauet hos Autoconsult været i rivende udvikling. Der har faktisk været så stor travlhed, at Jan Nyboe – som ved vores besøg i 2018 også fungerede som testkører af motorcykler – er indtrådt som administrerende direktør.

Artiklen fortsættes under billedet

Firmaets stifter Preben Egelund og den nye administrerende direktør Jan Nyboe

Der er et væld af regler, eksisterende samt ny lovgivning, bekendtgørelser, forordninger og meget andet at holde styr på når ombyggede motorcykler skal godkendes, men Autoconsult er heldigvis på forkant med udviklingen, så firmaet også fremover kan bistå håbefulde ombyggere.

Autoconsult er allerede godkendt som 'prøvningsinstans' og hvis alt går som forventet, bliver virksomheden snart akkrediteret som Teknisk Tjeneste hos Danak.

Hvad det betyder, kan du læse mere om i den fulde pressemeddelelse fra Autoconsult nederst i artiklen. Fint nok med lidt baggrundsinformation. Men vi gætter forsigtigt på, at jyderne er mest interesseret i, at der nu udvides med den nye landfaste afdeling.

Pressemeddelelse:

AutoConsult opruster med afdeling i Jylland og ny styrket ejerkreds


Danmarks største rådgivende ingeniørvirksomhed og prøvningsinstans for autobranchen, AutoConsult, opruster med nyt kontor i Jylland og en bredere ejerkreds. Dermed er virksomheden rustet til at kunne servicere branchen ift. implementeringen af krav til godkendelser og dokumentation af køretøjer i både Danmark og resten af EU.  

Kravene til dokumentation og godkendelse for køretøjer øges i den kommende tid ifb. med implementering af EUlovgivning. Det får store konsekvenser for en række danske virksomheder ift. godkendelse af opbygning og ombygning af køretøjer og kørende maskiner.  

Derfor opruster landets førende rådgivende ingeniørvirksomhed på området, AutoConsult, så man i fremtiden vil kunne levere dokumentation og godkendelse til hele branchen, som såkaldt ”teknisk tjeneste”.  

– Nye EU-regler gør at rigtig mange virksomheder, som leverer køretøjer til erhvervslivet, i fremtiden skal leve op til langt større krav ift. dokumentation og godkendelse. Som førende ingeniørvirksomhed på området udvider vi derfor med et kontor i Jylland og udvider ejerkredsen. Det ruster os til at kunne sikre at danske virksomheder i fremtiden fortsat kan både indføre, opbygge og ombygge køretøjer og kørende maskiner, der lever op lovgivningen, fortæller Jan Nyboe, som er ny administrerende direktør i selskabet AutoConsult A/S.  

Ny ejerkreds med stor brancheerfaring AutoConsult har de sidste 15 år været drevet af Preben Egelund, som selv er blandt landets førende eksperter ift. godkendelse og lovgivning på køretøjsområdet.  

Ejerkredsen af AutoConsult udvides med Jan Nyboe, som administrerende direktør og derudover med Kent Nielsen og Nicklas Krogholt. Alle tre har i en årrække været ansat i AutoConsult og repræsenterer en dyb erfaring fra branchen på både virksomheds- og myndighedssiden. De tre nye ejere fortsætter som en del af den daglige drift og som ejere og medlemmer af bestyrelsen. For Preben Egelund er det nye set-up en klar oprustning.  

– Vi repræsenterer tilsammen den største mængde erfaring og viden, der er herhjemme. Vi har samarbejde med de fleste større importører, produktions- og handelsvirksomheder på køretøjsområdet, og har desuden en række internationale kontakter og er underleverandør til bl.a. det tyske TÜV Nord. Med den nye ejerkreds er vi rustede til at sikre at dansk op- og ombyggede køretøjer kan blive EU-godkendt til brug både herhjemme og i udlandet, fortæller Preben Egelund, som også selv fortsætter i virksomheden som medejer og teknisk direktør.  

Dansk virksomhed som Teknisk Tjeneste AutoConsult A/S er allerede godkendt som ”prøvningsinstans” og bliver, som en af de første danske virksomheder, efter planen akkrediteret som Teknisk Tjeneste hos Danak.  Det er et krav for i fremtiden at kunne levere dokumentation og godkendelse ift. bl.a. Forordning (EU) 2018/858 som alle medlemslande i EU skal implementere. AutoConsult har været en del af følgegruppen omkring implementeringen af reglerne hos Trafikstyrelsen.  

– Det er afgørende, at der findes ingeniør-kompetencer til autobranchen her i Danmark, og der bliver AutoConsult A/S en afgørende partner for mange danske virksomheder. Nærheden til kunderne er samtidig afgørende ift. at kunne levere en tæt og tilfredsstillende service, og derfor etablerer vi os nu med en ny afdeling i Jylland. Samlet set bliver vi dermed rustet til i fremtiden at kunne hjælpe vores kunder endnu bedre, udtaler adm. direktør Jan Nyboe. 

   

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start