Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

AppScooter – Fremtiden i byen?

En flok driftige hollænderne har et 2-hjulet bud på fremtidens urbane mobilitet

Nicolaus Johansen
08/12-2019 kl. 07:00

For nylig kunne du her på MagaCin læse, at Bruxelles planlægger at forbyde motorcykler og scootere. Inspirationen kommer bl.a. fra Amsterdam som vil forbyde forbrændingsmotorer fra 2030. Disse initiativer kommer på trods af det faktum, at hvis blot 10% af bilisterne skiftede den 4-hjulede ud med en 2-hjulet, kunne trængslen reduceres med op mod 40%. Politikernes tanker om forbud kommer, fordi de gerne vil nedbringe forureningen. Der hersker heller ingen tvivl om, at ældre motorcykler og især gamle 2-takts scootere bærer en stor del af ansvaret.

Har to-hjulere en fremtid i storbyerne?

Det mener den hollandske iværksættervirksomhed Etergo. Ifølge virksomheden er løsningen deres AppScooter, som de kalder en elektrisk smartscooter. Hvad der gør scooteren smart, vender vi tilbage til, men lad os dvæle ved det med strømmen et øjeblik. Scooteren kan bestilles med enten et, to eller tre batterimoduler som leverer henholdsvis 2, 4 eller 7 kW, og antallet at batterier er ikke det eneste der skal vælges, for AppScooter kan også leveres med forskellige tophastigheder. Køber du den med et enkelt modul, kan den eksempelvis fås med en tophastighed på 45 km/t, hvilket ville passe fint til dem der ikke er i besiddelse af kørekort til motorcykel. Har du det ”rigtige pap”, er den mest spændende version, den udgave med 7 kW, tre batterimoduler og en tophastighed på 95 km/t. I det setup lover Etergo en rækkevidde på op til 240 km under optimale forhold. Pendler man i bynære områder, kunne den sammensætning være en super god løsning – Apropos gode løsninger, har ingeniørerne bag scooteren tænkt sig om. Ligesom der kan være trængsel ved storbyernes indfaldsveje, kan der også være kamp om de offentlige ladestandere. AppScooter er konstrueret således, at du nemt kan tage batterierne med dig og oplade dem hvor du finder det mest praktisk, f.eks. på chefens kontor eller hvor der ellers måtte være en ledig stikkontakt. Når det gælder præstationer, er scooteren ikke nogen raket. Dog lover hollænderne et moment på intet mindre end 135 Nm og en 0 – 45 km/t tid på 3.9 sekunder, som er mere end tilstrækkeligt, når det gælder hverdagsbrug i byen.


En digital smart scooter

Ud over at markedsføre scooteren som et miljørigtigt alternativ der frit kan færdes i fremtidens storbyer, hævder Etergo også, at AppScooter er sikkert køretøj. Ifølge hollænderne bruger alt for mange deres mobil under kørsel, hvilket en nylig undersøgelse fra DR Nyheder også viste. Derfor er AppScooter udstyret med et fuldt digitalt cockpit, der betjenes via knapper på styret, hvorfra chaufføren kan foretage opkald, styre musik og kontrollere navigationen. Desuden er scooteren altid på nettet via en 4G forbindelse og bliver opdateret automatisk ligesom vi kender det fra Zero SR/F. Så hvad angår teknologi, er scooteren med helt fremme. Der er heller ingen tvivl om at det digitale sammenspil mellem fører, telefon og maskine i stigende grad er vigtigt for motorcykelfolket, hvorfor alle traditionelle MC-producenter fokuserer og spenderer store summer på området. Netop det store fokus på connectivity er givetvis årsagen til at AppScooteren ikke kun er blevet præsenteret på MC-messer, men også på store elektronikmesser som CES (Consumer Electronics Show) i Las Vegas, hvor det traditionelt er smartphones, fladskærme og andre digitale gadgets der er i fokus.

Hvor kan jeg så købe den?

Sidder du klar med dankortet og er parat til at trykke på “køb” må vi desværre skuffe dig, idet AppScooter endnu ikke kan erhverves, men den kan derimod forudbestilles. Som mange nye startups er Etergo og AppScooter crowdfunded og produktionen begynder når der er investorer nok. Der er allerede præproduktionsmodeller klar og man regner med at kunne levere det endelige produkt primo 2020. Dog er Danmark ikke med på listen endnu, men du kan stadig blive skrevet op som interesseret og så får du besked når elpendleren er klar til levering på vores breddegrader. Ifølge hjemmesiden starter priserne ved godt 25.000 kr for den lille 2 kW og små 40.000 kr for den hurtigste og sjoveste 7 kW version. Da den kører på strøm og koster under 400.000 kr, burde den ikke, i skrivende stund, blive pålagt afgift.

Uanset hvad, lyder projektet lyder utroligt spændende og måske har hollænderne fundet nøglen til at gøre Køge Bugt Motorvejen og andre tilstoppede færdselsårer til en sand pendlerfornøjelse i fremtiden

 

Skriv et svar

Denne side bruger cookies

Læs mere