Afsløret! KTM og BRABUS indgår samarbejde - MagaCin
FacebookYoutubeTwitterInstagram
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Afsløret! KTM og BRABUS indgår samarbejde

Mistanken viste sig at være berettiget
Steffen F. Olesen
10/02-2022 kl. 10:20

I går kunne du her på siden læse, at KTM er klar til at tage hul på et nyt kapitel, men hvad det nye kapitel går ud på stod ikke helt klart.
Dog lå en ansøgning til European Union Intellectual Property Office, om at få lov at bruge navnet Brabus 1300 R til “Motorcykler; strukturelle dele til motorcykler; dele og fittings til land køretøjer”, frisk i erindringen.

Klokken 10:00 i dag postede KTM endnu en video på tværs af sociale medier, og som du kan se herunder går kapitlet – ganske som vi troede – ud på et samarbejde mellem den østrigske motorcykelproducent og den tyske tuningvirksomhed Brabus.

Hvad ved vi?
Vi ved faktisk ikke ret meget endnu, men ifølge tidlige rygter er Brabus 1300 R baseret på ærkehertugen KTM 1290 Super Duke R.
Ifølge vores oplysninger er Brabus 1300 R lige så høj som en Super Duke R, men derimod en del smallere (30mm), og det kunne lige ligne de modificeringsglade tyskere at montere clip-ons på den brutale streetfighter fremfor det brede cykelstyr. Men et kort glimt af “bar end spejle” tyder på et traditionelt styr.
Akselafstanden er angiveligt 5mm kortere end den som er opgivet på Super Duke’en, og tilsyneladende kommer den endelige vægt til at ligge et sted mellem vægten på Super Duke R og RR, så mon ikke der bliver et par carbon-stumper at finde på Brabus 1300 R? Sådan ser det i hvert fald ud i videoen.

Ovenstående er gætterier ud fra flere opsnappede dokumenter, billeder og rygter, men i stedet for at dvæle længere ved det, så skruer vi en ekstra tand op for tålmodigheden og venter til i morgen, hvor hele herligheden bliver præsenteret for offentligheden.

Bliv abonnent få ubegrænset adgang til alle tests, nyheder, videoer og fordele på DK’s hurtigste MC-medie

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start