Yamaha bliver eneleverandør i Moto3 fra 2028 - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Yamaha bliver eneleverandør i Moto3 fra 2028

Yamaha bliver fra 2028 eneleverandør i Moto3 med en ny Grand Prix-platform, der skal reducere omkostningerne og styrke talentudviklingen.
29/06-2026 kl. 08:59
Anslået læsetid: 4 Minutter

Yamaha bliver fra 2028 eneleverandør af motorcykler til Moto3. Den nye Grand Prix-platform skal reducere omkostningerne, styrke talentudviklingen og gøre vejen til VM mere tilgængelig for unge kørere.

MotoGP Group og Yamaha præsenterede ved Dutch TT i Assen en omfattende omlægning af Moto3, der fra 2028 bliver baseret på én fælles motorcykelplatform udviklet og leveret af Yamaha. Aftalen løber frem til og med 2033 og markerer afslutningen på den nuværende æra, hvor Honda og KTM konkurrerer som motorcykelproducenter i den mindste Grand Prix-klasse.

Hensigten er at gøre Moto3 mere tilgængelig, reducere omkostningerne og sikre, at det i endnu højere grad er kørernes talent frem for tekniske forskelle mellem motorcyklerne, der afgør resultaterne.

Fra fabrikskonkurrence til fælles platform

Kernen i projektet er en helt ny GP-prototype udviklet med udgangspunkt i Yamahas velkendte CP2-platform. Der bliver ikke tale om en ombygget udgave af Yamaha R7, som MagaCin testede både på offentlig vej og på bane i 2022, men om en specialudviklet racermotorcykel konstrueret specifikt til Grand Prix-racing.

Motorcyklerne sælges til holdene, mens motorerne leases og vedligeholdes af Yamaha via et centralt serviceprogram. Dermed bliver de tekniske forskelle mellem deltagerne kraftigt reduceret, og driftsomkostningerne bliver mere forudsigelige.

Lavere omkostninger og bedre talentudvikling

Under pressekonferencen, hvor videoen kan ses på MotoGP’s website, understregede Carlos Ezpeleta, at den nye platform ikke kun skal reducere omkostningerne, men også skabe en mere sammenhængende talentstige fra de nationale mesterskaber over FIM JuniorGP til Moto3-VM.

Yamaha Motor Racings Managing Director, Paolo Pavesio, understregede desuden, at ambitionen ikke blot er at udvikle en ny Moto3-racer, men at skabe en platform, der kan understøtte kørere, teams og mesterskaber i mange år fremover.

Internationale motorsportsmedier oplyser, at de nye motorcykler forventes at koste omkring halvdelen af de nuværende Moto3-maskiner. De forventes samtidig at få en vægt på cirka 120 kg og en effekt omkring 95 hk, hvilket giver et anderledes forhold mellem vægt og motorkraft end de nuværende 250 cc-firetakts singler.

Passer ind i MotoGP’s strategi

Den nye Moto3-platform er endnu et konkret eksempel på den udvikling, som MagaCin tidligere har beskrevet, hvor MotoGP arbejder målrettet på at styrke talentudviklingen og skabe en mere global sport.

Tidligere på året var vi også inde på, hvordan Road to MotoGP-programmet får en stadig vigtigere rolle, og hvordan Liberty Medias strategi blandt andet handler om at gøre sporten mere attraktiv på nye markeder og skabe en bredere international talentmasse.

Set i det lys er Yamaha-projektet langt mere end et leverandørskifte. Yamaha planlægger fra 2029 også at introducere versioner af motorcyklen til regionale mesterskaber og FIM JuniorGP gennem mærkets BLU CRU-program.

Dermed bliver den nye platform en central del af Road to MotoGP og den langsigtede udvikling af fremtidens Grand Prix-kørere. De første prøvekørsler af Yamahas nye Moto3-racer forventes at finde sted i efteråret, inden den nye platform debuterer i 2028.

Del med en ven