WSBK kabalen er endnu ikke gået op

Andrew Pitt muligvis til BMW
Anslået læsetid: 2 Minutter

Vinteren nærmer sig, men selv om der ikke længere køres så forfærdelig mange løb i forskellige roadracing serier, er der dog stadig en form for underholdningsværdi bag kulisserne.

De forskellige teams og kørere har endnu ikke alt på plads til 2010 sæsonen, og rygtebørsen kører i denne tid på højtryk.

Efter at BMW har føjet det tyske satellitteam ‘Reitwagen Racing’ til World Superbike serien, forventedes det at østrigske Roland Resch ville indtage sædet på den ene af teamets racere, og rygter berettede at førerpladsen til teamets anden racer endnu ikke var besat.

Kort tid efter rørte den australske AMA champion Mat Mladin godt og grundigt rundt i gryden med løse rygter, da han bidrog med oplysninger om at være blevet tilbudt et sæde i WSBK.

Deraf opstod snart en gisnet forbindelse mellem Mladin og Reitwagen Racing teamet, men dette rygte er senest skudt ned i flammer, da Mladin’s landsmand Andrew Pitt nu forventes at indtage  pladsen på Reitwagen teamets anden racer.

Hvis disse seneste rygter taler sandt, kan der være en forbindelse til niveauet af teknisk support Reitwagen Racing modtager fra BMW.

Mladin har nemlig gjort det helt klart at han udelukkende vil skifte til WSBK eller MotoGP, hvis der bliver stillet konkurrencedygtigt materiel til rådighed.

Reitwagen Racing har tilkendegivet ’kun’ at være et satellitteam, som vil modtage et vist mål af support fra BMW, og det er muligt at Mladin ikke var helt tilfreds med den aftale.

Friske rygter peger på at Mladin i stedet muligvis kan findes på en Yoshimura Suzuki racer ved enkelte WSBK løb, men det japanske team er til dato tavse vedrørende denne mulighed.

Andrew Pitt møder på arbejde med anstændige referencer fra både World Supersport, WSBK og MotoGP, og det kunne være interessant at se ham i sædet på en BMW i den kommende WSBK sæson.

Carsten Olesen
Skrevet af
Journalist

Carsten har skruet i og kørt på et væld af forskellige motorcykler i mere end 40 år, og har gennem utallige oplevelser på både landevej og racerbaner over hele verden, samt som instruktør på flere hundrede kørekurser, erhvervet sig en enorm viden om, hvordan motorcykler fungerer, og hvordan de håndteres.
Den viden bruger Carsten fra tid til anden, når han skriver en historie på MagaCin, hvor han konsekvent formår at koble nyheder sammen med sine egne oplevelser fra et langt liv som motorcyklist.

Del med en ven

Skriv et svar