Ung racerkører mistede livet under træning

Den tjekkiske 16-årige racerkører Jakub Gurecky er ikke længere blandt os
Anslået læsetid: 1 Minutter

Alle ved at deltagelse i roadracing er risikobetonet, at kørerne risikerer at pådrage sig skader i forbindelse med styrt, og ultimativt miste livet.
Men det er alligevel hjerteskærende, hver gang en racerkører betaler den ultimative pris for at udleve drømmen.
Derfor er det med tungt hjerte vi oplyser om, at den blot 16-årige Northern Talent Cup kører Jakub Gurecky mistede livet under træning på en Ohvale mini-racer 7. Februar, efter den unge tjekkiske racerkører pådrog sig en hjerneblødning i forbindelse med et styrt.

Jakub Gurecky var en yderst talentfuld racerkører, der var kendt for at excellere på vådt underlag, han vandt fire ud af seks løb i NTC klassen i 2021, og skulle have deltaget i Red Bull Rookies Cup i denne sæson.

For dem der ikke kender Red Bull Rookie Cup kan vi oplyse om, at Red Bull Rookies Cup er en indstigningsklasse til MotoGP, og at Red Bull Rookies Cup har fostret kørere som eksempelvis Jorge Martin, Johan Zarco, Miguel Oliveira og sydafrikanske Brad Binder.

Ord bliver meningsløse når tragedier som denne indtræffer.
Men lad os alligevel udtrykke vores dybeste medfølelse til Jakub Gurecky’s nærmeste, venner og kolleger, som alle vil lide under savnet af en af motorsportens klarest lysende stjerner.

Æret være Jakub Gurecky’s minde.


Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar