Motul Thai Round 2018 - Chang International Circuit
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Superbike kaos i Thailand

Weekendens to superbike løb blev afholdt i Thailand på Chang International Circuit. Undertegnede står tilbage med to spørgsmål. Får Ducati nogensinde styr på Melandri's cykel? Er der en dybere mening med Rea's alternative måde at angribe sving i 2018?
Steffen Freimann Olesen
25/03-2018 kl. 18:40

Løb 1.

Fløjten lyder og de respektive ryttere pisker krikken, for at placere sig bedst muligt i sving 1. Jonathan Rea er første mand, efterfulgt af Tom Sykes, Leon Camier, Xavi Fores, Marco Melandri og Jordi Torres. Gennem efterhånden en del års erfaring, ved Sykes at hvis han skal have en chance mod Rea, må han hurtigst muligt ligge sig i spidsen og kører defensivt. Sykes griber derfor første mulighed og lister sig inden om Rea i sving 3.

Sving 3 er på denne bane et meget oplagt sted at avancere, da opløbet til svinget, kombineret med banens bredde, giver rig mulighed for at ligge sig i forankørendes slipstream, for herefter at udbremse modstanderen. Sving 3 bliver også stedet hvor Rea leverer nøjagtig samme manøvre som Sykes, og generobrer sin tidligere placering.

Tom Sykes er endnu ikke klar til at acceptere sin 2. plads og forsøger sig endnu engang inden om Rea. Denne gang i banens sidste sving ud på langsiden. Her har Jonathan Rea gang på gang denne weekend, skudt over målet med hensyn til hvor hurtigt dette sving skal tages. Rea har tidligere udtalt at hans  mission for denne sæson er at øge hans svinghastighed, og det ses tydeligt i weekendens 2 løb.

Et par sving senere får Rea klemt sig inden om Teamkammeraten og presser Sykes så langt ud i svinget, at Leon Camier ser sit snit til at luske forbi og spærre for Sykes, hvorved han kan vinke farvel til 1. pladsen. Xavi Fores har luret fidusen i sving 3 og slipstreamer sig op på siden af Sykes, bremser et splitsekund senere og indtager 3. pladsen.

Et par placeringer tilbage går Melandri for dybt ind i det berygtede sving 3 og lader Davies komme forbi. Den næste kører i Davies' sigtekorn er Sykes. Det lykkedes Davies at gå inden om Sykes i banens sidste sving og holde placeringen ned af langsiden.

Halvvejs gennem løbet har kørerne fundet det hurtige gear frem i maskinerne og der er nu fart over feltet. De fleste vil mene at det er en fordel at løbet køres så hurtigt som muligt, men undertegnede er ikke så sikker på at Melandri deler den holdning. Ved for høje hastigheder opstår der nemlig et ret så irriterende problem med Melandri's cykel. Ducati'en “fishtailer” utrolig meget ved høj fart. Faktisk så meget, at det til tider ser ud som om at Melandri er tæt på at “highside” ud af lige vej.

Problemet betyder at Melandri døjer med at holde tempoet og kan derfor ikke forsvare sig mod bagfrakommende Van Der Mark, og senere Lowes. På løbets 10'ende omgang ser stillingen ud som følger: Rea, Fores, Camier, Davies, Sykes og Van Der Mark

Gennem sving 3. på løbets 13. omgang er der kamp om 2 pladsen mellem Camier og Fores. Vinderen af denne kamp bliver Fores. Grundet  førnævnte har Davies sneget sig op bag Camier, hvor han flere gange forsøger at passere. De mange angreb lykkedes ikke, da Camier tilsyneladende er skarpere på bremsen ind i svingene. Længere tilbage snupper Lowes 6. pladsen fra Van Der Mark.

Med kun 2 omgange tilbage lykkedes det Davies at udbremse Camier i sving 3 og holde placeringen. Lowes snupper 5. pladsen fra Tom Sykes, og dramaet er slut for denne omgang.

Første mand over stregen er Rea, efterfulgt af henholdsvis Fores, Davies, Camier, Lowes og på 6. pladsen Sykes.

Løb 2.

Camier er første mand i sving 1 skarpt forfulgt af Van Der Mark og Melandri. I sving 3 ligger Van Der Mark sin Yamaha an til angreb og går inden om Camier. Feltet kører meget tæt og der er en del rokering i placeringerne, hvorfor Camier hurtigt rykker ned på 5. pladsen. Jonathan Rea, som startede 9'er, har kørt sig op på 4. pladsen allerede på omgang 2. Sam Lowes triller på denne omgang forbi Van Dar Mark og tager føringen.

Der er fart under Rea's Kawasaki, og det lykkedes ham i sving 9. at passere Melandri og placere sig på 3. pladsen. Det er dog kun for en kort stund, da Rea endnu en gang indtager en kurve med alt for høj fart, kommer meget bredt ud af svinget, hvilket resulterer i en meget uoverskuelig boksekamp mellem Rea, Davies, Camier og Laverty. Der er totalt kaos i sving 1 og 2 på omgang 3 og ingen af ovennævnte kørere ved, hvor på banen de skal placere sig. Grundet denne omgang “kluddermutter” får du her en opdatering af løbs stillingen so far. Van Der Mark ligger stadig i front skarpt forfulgt af Lowes, Melandri, Davies, Rea og Camier.

Chaz Davies fyrer op under kedlerne og smutter inden om Melandri. Kort efter gør Rea kunsten efter og passerer også Melandri. Længere tilbage i feltet får vi et kort glimt af Laverty, der ligger og ømmer sig ude i rabatten. Han tabte cyklen i sving 6, hvilket resulterede i gult flag og en tur omkring infirmeriet.

På 6. omgang bremser Davies sig forbi Lowes i sving 3, men har for meget fart på, og må lade Lowes holde placeringen for en stund. Men allerede i sving 5 gør han endnu et forsøg. Davies passerer og kører ind i flagzonen, hvor ved han med sikkerhed kan beholde placeringen.  Jonathan Rea har igen for meget fart på i svingene og må en tur uden for curben, hvorfor han falder én placering tilbage.

Da flagzonen ophæves er stillingen som følger: Van Der Mark, Davies, Lowes, Melandri, Rea og Fores. Tom Sykes kører i pit og trækker sig fra løbet grundet tekniske problemer.

Chaz Davies har virkelig fået skub i sin cykel, og der går ikke længe før han smutter forbi Van Der Mark, for her at indtage førerposition. Også Jonathan Rea prøver at forbedre sin placering. Dette ved at passere Melandri i sving 11.

Men hvad kommer efter sving 11? Svaret er selvfølgelig sving 12. Her kommer så et lidt mere tricky spørgsmål. Hvad gør Jonathan Rea i sving 12? Han indtager selvfølgelig svinget med alt for høj hastighed, kommer for bredt ud og falder 2 placeringer tilbage. Man skulle tro at Rea på nuværende tidspunkt har indset at sving 12 skal tackles på anden vis, men vi må gå ud fra  at der er en dybere mening med galskaben.

Melandri døjer igen med sin “wobble Ducati” og må derfor lade både Fores og Rea passere. Kort efter suser Camier forbi, og snupper 6. pladsen fra Melandri.

I løbet af de sidste par omgange passerer Rea, Fores i sving 3 alt imens kører Davies sit helt eget løb i front.  Davies popper en wheelie ned af langsiden for at fejre sejren, og et par sekunder senere triller henholdsvis Van Der Mark, Lowes, Rea Fores og Camier forbi det ternede flag.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start