Racerløb og verdensnyheder til WorldSBK på Laguna Seca
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Racerløb og verdensnyheder

WorldSBK på Laguna Seca
Steffen F. Olesen
15/07-2019 kl. 10:30

Løb 1

Fra løbsstart så det rigtig godt ud for Jonathan Rea, da den regerende verdensmester lagde sig i spidsen foran Alvaro Bautista og Chaz Davies. Toprak Razgatlioglu lavede en fænomenal start, og lå efter sving 5 på fjerde pladsen, efterfulgt af Tom Sykes.

På første omgang, i det næstsidste sving, lykkedes Chaz Davies at komme forbi Alvaro Bautista, og jagten på den grønne i front gik nu ind.

Der var fart over feltet, og nye banerekorder væltede ind, med Chaz Davies som den første på omgang 2 inden teamkammeraten overgik ham på tredje omgang.

Chaz Davies udfordrede Jonathan Rea i begyndelsen af omgang 5 genne sving 1 og 2, og det lykkedes faktisk Chaz Davies at komme forbi, men han kørte bredt og måtte falde tilbage.

Alvaro Bautista var fyr og flamme, men i jagten på de to i front ramte katastrofen. Spanieren kom for hurtigt ind i sving 5, hvor han mistede forenden, og hans Ducati Panigale V4 R måtte endnu engang en tur i gruset.

Det lykkedes Alvaro Bautista at komme på benene igen, og få børstet det værste støv af raceren, hvorefter han genoptog løbet en del placeringer længere tilbage.

Oppe i front havde Jonathan Rea efterhånden fået slået hul ned til Chaz Davies på 2. pladsen, og over resten af løbsdistancen øgede Jonathan Rea sit forspring til 5 sekunder.

Toprak Razgatlioglu var midtvejs i løbet udsat for et angreb fra Tom Sykes, men formåede at holde sin placering i top-3.

For 8. gang i år rendte Jonathan Rea med sejren, foran Chaz Davies på andenpladsen og Toprak Razgatlioglu på tredje. Tom Sykes kørte sin BMW ind på en 4’er foran Alex Lowes, imens Jordi Torres – med sit bedste resultat denne sæson – lagde låg på top-6.

Løb 2

Ved denne weekends løb 2, var det Chaz Davies der var hurtigst i sving 1, foran Jonathan Rea. Toprak Razgatlioglu lavede en frisk start, og kunne hoppe frem på tredjepladsen, foran Tom Sykes på fjerde.

Jonathan Rea forsøgte i indgangen af sving 5 på løbets 2. omgang at smutte forbi Chaz Davies, men kørte bredt og tillod Chaz Davies at tage føringen tilbage. Det skulle vise sig at pladen var kørt fast i den rille, for selvom Jonathan Rea flere gange forsøgte at avancere, kunne han simpelthen ikke hamle op med tempoet sat af Chaz Davies i front.

Det høje tempo betød også at Toprak Razgatlioglu ikke længere kunne hænge på, men han kørte trods alt stadig hurtigere omgangstider end dem bag ham, hvorfor han – hvis alt gik efter planen – kunne føle sig sikker på en podieplacering.

Efter omgang 2 var overstået så Alvaro Bautista sig nødsaget til at resignere, da gårsdagens tumleri havde sat en del spor i kroppen.

Blot 2 omgange senere måtte Michael Van Der Mark også trække sig, da Yamaha’en voldte tekniske kvaler.

Midtvejs gennem løbet bålede Alex Lowes forbi Tom Sykes, og lagde sig på en sikker fjerdeplads, hvorefter Tom Sykes og Leon Haslam kørte skulder mod skulder, dog uden nogen ændringer i placeringerne.

I spidsen af flokken kørte Chaz Davies et meget dominerende løb, og trak rigtig flot fra Jonathan Rea, hvorfor førstnævnte herved tog sin første sejr siden løb 2 på Aragon i 2018. Jonathan Rea sluttede måtte nøjes med en andenplads, men kunne samtidig glæde sig over at have øget sit mesterskabs-forspring med 81 point.

Toprak Razgatlioglu holdt fast i tredjepladsen foran Alex Lowes og Tom Sykes, imens Leon Haslam kørte ind som sidste mand i top-6.

Så alt i alt en god weekend på Laguna Seca, hvor der udover at blive rystet godt i point-posen, også blev uddelt godter i form af Yamaha's nye R1'er samt Ducati's Jubilæums Panigale.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start