Racerkører mister livet efter styrt - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Racerkører mister livet efter styrt

Den 32-årige italienske racerkører Luca Salvadori er afgået ved døden efter et styrt i Tyskland.
CO
16/09-2024 kl. 22:13

Motorsport på to hjul er vildt underholdende både at deltage i og være tilskuer til, men sporten er uløseligt forbundet med en risiko for styrt.

Mange udøvere er sluppet fra disse helt uden mén, andre – som eksempelvis denne skribent – har fået lidt ekstra ballast tilføjet i form af kirurgiske plader og skruer, imens andre igen betaler den ultimative pris.
Og nu forlyder det i medierne verden over, at den italienske racerkører Luca Salvadori desværre er indlemmet i sidstnævnte kategori.

Den 32-årige Milaneser som blandt andet har figureret i Moto-E, samt flere Supersport og Superstock klasser, deltog lørdag i sidste afdeling af International Roadracing Championship (IIRC), som blev afviklet på Frohburger Dreieck syd for Leipzig.

Det forlyder at den ulykkelige hændelse indtraf lørdag kl. 16.28, og at redningspersonel hurtigt var på pletten for at udøve førstehjælp, hvorefter Salvadori blev bragt til hospitalet.

Luca Maurizio Salvadori liv stod desværre ikke til at redde, og den unge italiener afgik ved døden lørdag aften.
Luca Salvadori var afholdt blandt både kørere og teams, og det har ikke skortet på reaktioner fra store navne som Valentino Rossi, Pecco Bagnaia, Marc Marquez og andre efter den triste meddelelse.

Luca Salvadori’s kæreste Veronica Culcasi og familien er naturligvis stærkt berørte af tragedien, hvor kæresten på flyveturen hjem alene har beskrevet, at hun forlader Tyskland med solen fordi Luca stadig skinner, og med regnen fordi selv skyerne græder for ham.

Faderen Maurizio har for få timer siden delt nedenstående opslag på sociale medier.

I Facebookopslaget herover giver Luca’s far udtryk for den trøst, som han finder i hengivenheden og agtelsen rettet mod sønnen, og MagaCin tilslutter sig med vores kondolencer til familien, de nærmeste og alle berørte.
Se endelig de mange underholdende videoer på den nærmest evigt smilende Luca Salvadori’s YouTube kanal.

Æret være Luca Salvadori’s minde.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start