Nicki Pedersen: Lys for enden af tunnelen

Nicki Pedersen må stadig køre speedway... Ind til videre.
Anslået læsetid: 2 Minutter

For en måneds tid siden fyldte særligt én nyhed motorsportssektionen i diverse medier; nemlig at den danske speedwaykører, Nicki Pedersen, fik frakendt sin licens i nogle måneder.

Den danske sportsudøver, som er noget af en stjerne på verdensscenen, blev altså udelukket frem til d. 10. december som følge af usportslig og truende adfærd.
Det betød, at Nicki ikke kunne forny sin kontrakt i Polen, da transfervinduet lukker 14 dage inde i november.

Ifølge Nicki Pedersen ville det betyde, at han var nødt til at indstille karrieren, og samtidig fortalte han, at han slet ikke ville kunne beskrive hvor sur og indebrændt han ville blive, hvis det skulle ske.
Men nu er der lys for enden af tunnelen.

Som du kunne læse i artiklen der er linket til ovenfor, vil det nemlig være tilladt for Nicki Pedersen at deltage i danske såvel som internationale løb, så længe sagen er under appel.

Sagen blev i første omgang appelleret til disciplinærnævnet i Danmarks Motor Union som afviste den, men efterfølgende kastede Nicki sammen med sin advokat bolden over til Danmarks Idrætsforbund, og de har valgt at give den såkaldt ‘opsættende virkning’.

Nicki må altså gerne køre videre, så længe der arbejdes på sagen – som kan tage flere måneder – og kan derfor nå at komme til Polen for, forhåbentlig, at sætte et kryds på den kontrakt.

Nicki Pedersen udtaler i et interview med TV2 SPORT, at det har været en rutsjebanetur, men at det første skridt nu er taget.
Nicki fortæller i samme interview, at han både er lettet og fattet, men også drænet. Så nu går tiden med at finde den nødvendige energi for at kunne fokusere på matchen i Polen.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar