MotoGP bliver miljøvenlig

FIM og Dorna sigter efter en fremtid uden fossile brændstoffer
Anslået læsetid: 2 Minutter

I en nyligt offentliggjort video med FIM præsident Jorge Viegas kunne vi høre, at folkene bag en af verdens mest underholdende og bevaringsværdige sportsgrene, retter fokus mod at opnå en Co2-fri fremtid. Det er nemlig blevet bekræftet, at MotoGP World Championship vil udfase fossile brændstoffer i samtlige Grand Prix klasser når vi rammer 2027.
Det første delmål er, at udskifte minimum 40% af klassernes drivmidler til alternative brændstoffer som biofuel eller eFuel til 2024, og herefter altså øge indsatsen til man i 2027 har erstattet 100% med mindre skadelige væsker.

I MotoGP-klassen vil man fortsat være en såkaldt “open fuel competition”, hvilket betyder, at en række forskellige bæredygtige brændstoffer vil blive udviklet af forskellige producenter i samarbejde med de forskellige teams.

I den officielle udmelding står der frit oversat til dansk, at fremtidens brændstoffer vil kunne bruges i en standard forbrændingsmotor, og vil være enten laboratorie skabt – ved hjælp af komponenter hentet fra en kulstofopsamlingsordning – eller afledt af kommunalt affald samt non-food biomasse, og derved opnå betydelige besparelser i drivhusgasemissioner i forhold til fossilt brændstof.

Moto2 og Moto3 vil fortsat gøre brug af én enkelt leverandør, men også her vil man følge planen om at nå en klimavenlig fremtid for sporten.

– Vi vil virkelig gerne vise alle motorcykelproducenter, at det er muligt at have det sjovt med bæredygtige brændstoffer. Vi håber i 2027 at have fuldstændig Co2-fri brændstoffer i vores konkurrencer og vise, at selvom motorsport er en lille del af emissionsproblemerne, så skal vi være foregangsmænd for denne forandring, siger Jorge Vargas.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar