Lorenzo trækker stikket! Men hvorfor gør han det?
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Lorenzo siger stop!

Jorge Lorenzo udmeldte på en pressekonference tidligere på ugen, at han efter weekendens løb på Valencia indstiller sin MotoGP karriere.
Steffen F. Olesen
17/11-2019 kl. 06:00

Den 5-dobbelte verdensmester Jorge Lorenzo indkaldte torsdag d. 14/11 til pressekonference, hvorpå han bekræftede rygterne om at han efter sæsonens sidste løb – som finder sted i dag søndag på Valencia – trækker stikket, og derfor ikke gennemfører den sidste halvdel af den 2 årige kontrakt med Repsol Honda.

Lorenzo fortalte i starten af pressekonferencen, at han altid har ment, at der for en rytter er 4 helt specielle dage. Den dag man har gennemført sit første løb, dagen man kører sin første sejr i hus, herefter dagen hvor man bliver kronet verdensmester, og sidst men ikke mindst, den dag hvor det hele ender.

Jorge Lorenzo trådte i 2008 ind i MotoGP klassen som dobbelt 250cc verdensmester, hvor han fortsatte sin silkebløde kørestil mod vejen til 44 sejre og 3 verdensmesterskabstitler hos Yamaha, før han i 2017 hoppede i sadlen for Ducati.

Et spring der ikke gik helt gnidningsfrit, da Jorge Lorenzo trådte ind i hvad der lignede en endeløs kamp mod cheferne, som ifølge Lorenzo ikke lyttede til rytterens behov vedrørende tilpasning og justering af raceren. Spanieren måtte gennem utallige løb måtte kæmpe så meget med og mod maskinen, at han simpelthen ikke kunne følge med drengene i spidsen.

Jorge Lorenzo brugte en del af 2018 på at overtale Ducati til at levere en tankskal med en anderledes udformning, så han ikke skulle bruge al energien på at holde sig på cyklen, men i stedet kunne koncentrere sig om at komme frem i flokken. Langt om længe blev den nye tankskal monteret, og det skulle snart efter vise sig at være en god investering for Ducati, da den tidligere verdensmester afsluttede efterfølgende løb øverst på skamlen.

Kontrakten med Repsol Honda – som Lorenzo underskrev kort før han sikrede én af Ducati’s tre sejre i 2018 – var basen for hvad der i branchen blev betegnet som et drømmehold. Et hold bestående af det par der havde nappet samtlige VM-titler siden 2012.

Men drømmen blev hurtigt knust for Lorenzo, da han i slutningen af sin tid hos Ducati var involveret i et styrt, og senere i vintertræningen pådrog sig brud på håndleddet, for herefter gentagne gange bøje nakken i skuffelse på ryggen på sin nye Repsol Honda – hovedsageligt grundet de mange skader.

Målet om at blive den femte rytter i historien der har vundet løb i top-klassen for 3 forskellige konstruktører, stod i skyggen af placeringer der lå på den gale side af top-10. Efter den uheldige racerkører styrtede under træningen på Assen i juni – et løb hvor vi selv sad på lægterne – har Lorenzo ikke placeret sig bedre end 14. pladsen.

I presserummet propfyldt med journalister samt en del af feltets andre kørere, talte Lorenzo om en del af sine styrt – blandt andre styrtet på Assen, hvor han pådrog sig flere brud på rygsøjlen – og hvordan de alvorlige skader har påvirket ham til at træffe den endelige beslutning.

I nedenstående interview kan du høre Lorenzo’s begrundelse for at have trukket stikket, og hvor stor en betydning de mange styrt, sammen med det enorme pres sporten byder kørerne, har haft for den tidligere verdensmesters valg.

Jorge Lorenzo’s exit kom som et chok for alle hos Repsol Honda, hvor team makkeren Marc Marquez udtaler, at han før den officielle udmelding ikke fattede mistanke, og teamet overvejer nu hvem der skal fylde det tomme sæde nummer 2 hos Repsol Honda i 2020.

Lige nu fokuserer teamet dog hovedsageligt på løbet i Valencia – der finder sted i dag kl. 14:00 dansk tid – før de vender blikket mod potentielle ryttere. Her står teammesterskabet nemlig på spil, og der skal sikres point for at nappe sejren fra Ducati, der i skrivende stund fører med 2 point.

 

“We are thinking, but obviously we don’t have a clear answer at this moment. It's not a dramatic issue – the important thing is that Marc tries the new prototype next week. Of course, it would be better to have two riders on track, don’t misunderstand me, but it will not be chaos if we don' t have one. In any case probably Stefan Bradl will join us for the test.”


Johann Zarco – Potentiel erstatning? 


Men lad os alligevel kaste et blik på potentielle kandidater, som måtte passe i Repsol læderet.

Den største favorit er på nuværende tidspunkt Johann Zarco, hvor timingen til ansættelse hos Repsol Hona i givet fald er perfekt. Gennem sæsonen tid har han hos LCR Honda kørt formidabelt, og har gentagne gange vist imponerende resultater. Faktisk har der allerede inden Lorenzo’s exit floreret rygter om, at Johann Zarco ville snuppe sædet fra Jorge Lorenzo.

Men det ville være noget af et skift for Zarco, der stadig er ved at finde sig tilpas på sin Honda RC213V fra 2018. En model som er kendt for at være mere letkørt end 2019 modellen, som kræver en noget mere aggressiv kørestil.

Alvaro Bautista kunne også være et godt bud, men da han allerede har sikret sig en plads hos HRC i World Superbike klassen når kontrakten med Ducati udløber, er det nok tvivlsomt om Honda vil hive deres stjernerytter ud af WSBK folden inden de overhovedet er begyndt. Men mon ikke han vil holde øjne og ører åbne efter et MotoGP sæde i 2021?

Sidst – og i virkeligheden måske mest interessant – har vi den nyligt kronede Moto2 verdensmester Alex Marquez. Det ville i hvert fald blive noget af en overskrift i verdenspressen, hvis brødrene Marquez skulle optage begge sæder hos Repsol Honda.

Men brødrene kører vidt forskelligt, og det vil lægge et enormt pres på Alex’ skuldre, som i givet fald skal leve op til sin storebrors præstationer – gerne på flere måder, og ikke blot ved at redde vilde situationer. Her kan man også spørge sig selv, om det ville påvirke den regerende verdensmester på en negativ måde, og om han i sidste ende blot ville blive distraheret af, at ligge side om side med en person der står ham så nær.

Det bliver spændende at se hvad fremtiden bringer for Repsol Honda og ikke mindst Jorge Lorenzo, men vi håber på fortsat at se spanieren tilknyttet sporten.

Ind til da siger vi tak for nogle helt fantastiske oplevelser, både som tilskuer til flere af løbene, men også den hyggelige snak til EICMA sidste år.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start