MotoGP 2018 skudt i gang - formidabelt racerløb.
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Kongen af Qatar

MotoGP 2018 er skudt i gang!
Steffen Freimann Olesen
18/03-2018 kl. 22:20

Jeg er uden tvivl ikke den eneste der trisser rundt i garagen og kigger på en klargjort motorcykel der er klar til de danske veje. En lang kold vinter er på retur, og vi kan så småt begynde at se frem til længe ventede solskins dage. Ind til da må man finde en måde at få stillet sine lyster, og hvilken bedre måde end en god omgang ræs i fjerneren!? MotoGP sæsonen 2018 blev sat i søen midt ude i Qatar's ørken på Losail International Circuit, med en noget uventet start grid. Sæsonens første pole blev indtaget af franskmanden Johan Zarco, som denne weekend formåede at slå den 10 år gamle banerekord, sat af Jorge Lorenzo i 2008.

Efter et utal af off-season timer brugt på træning, triller feltet frem til de tildelte startpositioner. Johan Zarco i pole, efterfulgt af henholdsvis Marc Marquez, Danilo Petrucci, Cal Crutchlow, Andrea Dovizioso og bag streg nummer 6, Alex Rins.

Starten går og kørerne styrter frem mod sving 1. Johan Zarco er første mand, efterfulgt af 2 Honda'er med henholdsvis Marquez og Pedrosa på nakken. Valentino Rossi, som startede fra 8. er allerede efter sving 2, oppe på 5 pladsen.

Den regerende verdensmester Marc Marquez, viser sig fra sin bedste side, og båler forbi Zarco for herved at indtage førerposition. Det bliver dog kun et kort visit, da Zarco i sving 1. ud på omgang 2, lister sin 2 år gamle Yamaha inden om Marquez. Rossi har sneget sig op på 4. pladsen og forsøger sig inden om Pedrosa på 3. men mislykkedes i første omgang. Et par forsøg senere er den der og Rossi rykker en placering frem.

Forud for løbet har der været tale om at manden man skal satse sine penge på denne weekend er Andrea Dovizioso, og det tyder på at der er noget om snakken. Nede på 7. pladsen er Dovizioso løbets hurtigste mand med en tid på 1.55.

På 4. omgang må Pedrosa opgive sin 4. plads til Petrucci og omgangen efter til Dovizioso.

Længere fremme er Marquez opslugt af at jage franskmanden i front og glemmer i et splitsekund eventuelt bagfrakommende trafikanter. Rossi tager inderbanen og sætter Marquez tilbage på 3. pladsen. Inspireret af Italienerens manøvre, forsøger Petrucci for enden af langsiden, at slå Marquez endnu en placering tilbage. Hastigheden er dog for høj gennem svinget, hvilket resulterer i en bred exit, og Marquez beholder altså sin 3. plads.

Efter de første 7 omgange forsøger Rossi sig inden om Zarco, men døren bliver hurtigt lukket. Dovizioso lister forbi Crutchlow og stillingen er nu som følger: Zarco, Rossi, Marquez, Dovizioso, Crutchlow og Petrucci.

Efter et par omgange med intens racerløb forsøger Rossi igen at snuppe føringen fra Zarco, denne gang for enden af langsiden. Rossi misser sin indbremsning og forærer herved sin placering til Marquez. Blot 2 sving senere skubber Dovizioso “doktoren” endnu et nøk tilbage.

Halvvejs gennem løbet styrter Alex Rins i sving 2, og Jorge Lorenzo i sving 5. Dovizioso viser stort overskud i jagten på Marquez og der skal ikke slås mange sving, før Ducati'en griber chancen og overhaler Honda #93. Marquez kigger sig over skulderen og mødes af et syn som uden tvivl må påvirke ham på en eller anden måde. Få centimeter bag ham knurrer et stort fluorescerende klistermærke med tallene 4 & 6. Den garvede italiener, Valentino Rossi, er helt oppe i røven på Marquez.

Med få omgange tilbage ser det ud til at Zarco's bagdæk er ved at være godt brugt. Dovizioso trækker inden om Zarco og hiver Marquez med sig. Kort efter stryger også Rossi forbi, og på efterfølgende omgang Crutchlow. På de sidste 2 omgange falder Johan Zarco længere bagud efter at have vist rigtig stort talent gennem hele løbet.

På sidste omgang giver Marquez sin maskine alt hvad den kan trække. Honda'en sejler rundt på banen i forsøg på at finde selv det mindste smuthul forbi Dovizioso i front. Hullet viser sig i løbets sidste sving, hvor Marquez dykker inden om Dovizioso. Han kommer en smule bredt ud af svinget og Dovizioso kan  denne sæson kalde sig for kongen af Qatar.   

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start