Kampen om Mugello 2014 - Moto GP, 6. runde
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Kampen om Mugello 2014

Moto GP, 6. runde
Thomas B
01/06-2014 kl. 18:00

Inden dette Grand Prix var der linet op til en slags “giganternes kamp”, idet hver af de fire førende i tabellen har gode minder fra Mugello.

Rossi, der i dag kunne fejre sit Grand Prix-løb nr. 300, har vundet 7 gange i træk, 9 i alt. Lorenzo de seneste 3 år i træk, 4 i alt, og har de seneste 5 gange i træk været på podiet. Pedrosa har banerekorden, sat i 2013 og den stod stadig efter lørdagens kvalifikation. Marquez vandt sit allerførste Grand Prix-løb på Mugello, for 4 år siden, havde pole til dagens løb og har desuden vundet de seneste 5 løb i træk.

Lorenzo lavede en god start og fik mast sig i føring på første omgang, som sidste år Mugello, hvor han bare stak af. Han blev godt hjulpet af de efterfølgendes kamp, så han fik et lille hul. Marquez måtte bruge et par omgange på at komme forbi Iannone og satte jagten ind på Lorenzo, der havde godt et sekunds forspring. Det tog Marquez 6-7 omgange at fange Lorenzo, men det var ikke så ligetil at komme forbi. Lorenzo var stærkt kørende med høj svinghastighed og et godt flow. Større skiver og dermed bedre bremser til dagens løb hjalp ham tilsyneladende også. Det var valgfrit om man ville køre med de større skiver, og Marquez valgte det fra.

Marquez fulgte Lorenzo tæt, de næste 10 omgange, men var sjældent helt tæt nok på til at kunne lave et angreb og udtalte bagefter at han ville vente til dækkene var slidt noget mere, fordi han regnede med at have en fordel der. Efterhånden begyndte Lorenzo at lave baghjulsskridere og Marquez' forende var også noget urolig, hvilket dog ikke så ud til at koste så meget. Og med 7 omgange igen fik Marquez streamet sig forbi på langsiden.

Resten af løbet udspillede der sig en duel, der vil gå over i historien, som en af de mest spændende og samtidig “rene”, dvs. ingen svinestreger eller grove ting. Dog var der kontakt et par gange. Lorenzo og Marquez så ud til at være lige stærke, men Honda'en havde en lille fordel på langsiden og det blev afgørende. Trods adskillige klasseoverhalinger, incl. en enkelt udbremsning efter langsiden, måtte Lorenzo igen se sig slået af Marquez. Blev overhalet konstant på langsiden og på sidste omgang lykkedes det kun næsten at komme forbi igen.

Men det var årets kamp og det mest seriøse forsøg på at bryde Marquez' sejrsrække, som nu lyder på 6 i træk.

Rossi og hans team lavede et par fejl ang. dækvalg i kvalifikationen og det betød en 10. plads på gridden, men Rossi åd den ene efter den anden på de første omgange i løbet – og kom op på 3. pladsen, hvor han blev indtil mål, uden trusler bagfra. Kunne se de to førende hele tiden, men hele tiden 1-2 sekunder bagud. Gearingen var ikke optimal, sagde han efter løbet, men eksperimenter med mappingen, et par omgange fra mål, kostede bare endnu mere.

Rossi blev hyldet af de mange tusinde tilskuere for sit GP-løb nr. 300 og han fik det klart største bifald af de tre på podiet.

Desuden rykkede han op på 2. pladsen i den samlede stilling, 1 point foran Pedrosa, der efter en svag start kom godt igen og blev nr. 4. Han tabte en del pga. en lang kamp med Iannone.

Iannone, der tidligere har vundet i Moto2 på Mugello, var super stærkt kørende og holdt nr. 2 på gridden. Men bløde dæk fik ham efterhånden til at tabe terræn i løbet og det lykkedes lige akkurat ikke at blive bedste Ducati, idet Dovizioso fik klemt sig forbi på sidste omgang.

Rookie og Moto2-verdensmester Pol Espagaro gjorde det igen godt og blev nr. 5 på Tech3-Yamaha'en, lige foran Dovizioso.

Hans storebror Aleix endte længere bagude, men fører “Open class”, en underafdeling for maskiner med svagere elektronik oa.

Bradley Smith styrtede ud af løbet på 2. omgang – og lidt senere gjorde en ellers godt kørende Crutchlow det samme – og Bradl var så uheldig at blive ramt af hans maskine og lavede en highsider og var også ude af løbet. Hayden måtte opgive at stille til start pga. en skade og forestående operation.

Moto2 har udviklet sig til en duel imellem de to teamkollegaer, Kallio og Rabat. De skiftes til at vinde, og er langt foran i tabellen. I dag var det Rabat's tur. I 2/3-del af løbet lå han på 3. pladsen, uden at kunne avancere, men på næstsidste omgang skruede han op og kørte sin hurtigste omgang i løbet og gik forbi begge de førende og hev endnu en sejr hjem.

Salom og Folger sad ellers på det og kæmpede godt med hinanden, men Rabat satte dem på plads. 1/10-del sekund skilte de tre næste, Corser, Aegerter og Kallio.

Enkelte styrt, bla. Pasini. Nakagaami og Luthi havde et sammenstød, der sendte en misfornøjet Luthi ud af løbet, imens Nakagaami kunne fortsætte og endte som nr. 16.

Moto3 blev tæt som aldrig før. 0,6 sekund imellem de 7 første. Drama på sidste omgang, hvor VM-førende Miller røg ned og ud i en klump med 3 andre, bl.a. Alex Marquez. Miller's værste konkurrent, Fenati, tog sejren. Ved målstregen var det så tæt at ingen af de tre forreste anede hvem af dem, der havde vundet. Det var også rimelig tæt. 1/1000-del sekund imellem nr. 2 og 3.

Næste løb er hjemmeterritorium for både Pedrosa, Lorenzo og Marquez, så det skal nok blive underholdende. Catalunya Spanien den 13. juni.

MotoGP resultat (top 10)
1 Marquez SPA Honda
2 Lorenzo SPA Yamaha +0.121
3 Rossi ITA Yamaha +2.688
4 Pedrosa SPA Honda +14.046
5 P.Espargaro SPA Yamaha +15.603
6 Dovizioso ITA Ducati +17.042
7 Iannone ITA Ducati +17.129
8 Bautista SPA Honda +27.407
9 A.Espargaro SPA Yamaha +41.886
10 Hernandez COL BQR +45.212

Moto2 resultat (top 10)
1 Rabat SPA
2 Salom SPA +0.248
3 Folger GER +3.600
4 Corsi ITA +8.117
5 Aegerter SWI +8.124
6 Kallio FIN +8.214
7 Zarco FRA +8.781
8 Lowes GBR +10.575
9 Vinales SPA 10.912
10 Morbidelli ITA +16.251

Moto3 resultat (top 10)
1 Fenati ITA KTM
2 Vinales SPA KTM +0.010
3 Rins SPA Honda +0.011
4 Oliveira POR Mahindra +0.121
5 Ajo FIN Husquarna +0.260
6 Masbou FRA Honda +0.359
7 Tonucci ITA Mahindra 0.597
8 Guevara SPA KTM +5.230
9 Binder RSA Mahindra +5.353
10 Hanika CZE KTM +5.395

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start