James Toseland skifter fra MotoGP til WSBK

Lorenzo arrogant og Rossi en festlig fyr
Anslået læsetid: 2 Minutter

Den dobbelte eks WSBK verdensmester James Toseland som kørte for Yamaha Tech3 MotoGP teamet i 2008 og 2009, returnerer i sædet på en R1 til world Superbike serien i 2010.

Startskuddet for 2010 WSBK sæsonen lyder i næste måned, og briten er tændt og klar til at yde sit ypperste for vinde sit tredje VM i serien som de senere år er blevet stadigt mere populær.

”I MotoGP serien kørte jeg også altid for at vinde – for sådan er jeg programmeret. Ingen af konkurrenterne gør det bedre på en racer end jeg, og jeg mener at enhver professionel sportsmand er nødt til at have den indstilling.” udtaler James Toseland i et interview.

Adspurgt om holdningen til MotoGP’s to bedst placerede kørere, gør Toseland det klart at han ikke bryder sig om Jorge Lorenzo’s arrogance.

”Lorenzo irriterer mig som bare fanden når han er på tv, da jeg synes han fremstår virkelig arrogant og skråsikker. Jeg bryder mig ikke om arrogance og skråsikkerhed, og disse egenskaber står ud af ørerne på Lorenzo lige så snart han trækker styrthjelmen over hovedet” udtaler James, men tilføjer efterfølgende – ”Men når han tager hjelmen af, er han faktisk en reserveret sky knægt, og en flink fyr”.

”Valentino Rossi er som portrætteret på tv, en komisk, underholdende og sjov personlighed – og det er ikke kun skuespil. Selvfølgelig leverer han et show foran kameraet, men i sidste ende er vi alle en del af underholdningsindustrien, og jeg mener at MotoGP har stor fortjeneste af en karakter som Valentino.

Det fine er at han er den samme ægte boblende humørspreder når kameraet er slukket.

Derudover taler resultaterne for sig selv. Med ni verdensmesterskaber er han en af historiens bedste kørere”.

Carsten Olesen
Skrevet af
Journalist

Carsten har skruet i og kørt på et væld af forskellige motorcykler i mere end 40 år, og har gennem utallige oplevelser på både landevej og racerbaner over hele verden, samt som instruktør på flere hundrede kørekurser, erhvervet sig en enorm viden om, hvordan motorcykler fungerer, og hvordan de håndteres.
Den viden bruger Carsten fra tid til anden, når han skriver en historie på MagaCin, hvor han konsekvent formår at koble nyheder sammen med sine egne oplevelser fra et langt liv som motorcyklist.

Del med en ven

Skriv et svar