Business as usual - MotoGP 2014, 9. afd.
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Business as usual

MotoGP 2014, 9. afd.
Thomas B
14/07-2014 kl. 11:39

Hvis man har problemer med at huske hvor mange afdelinger der er kørt i MotoGP i år, kan man bare tælle Marc Marquez' sejre, for han har vundet rub og stub. Sejr nr. 9 i træk kom på Sachsenring i Tyskland i weekenden. Og det er i øvrigt 5. gang i træk han vinder på den bane, alle klasser medregnet.

Så Marquez vandt som han plejer. At Pedrosa blev nr. 2 var også lige efter bogen, da han altid er lynhurtig på den bane og har vundet der flere gange tidligere. Nr. 3 & 4 blev også velkendte folk i form af Lorenzo og Rossi.

Der var egentlig ikke kamp imellem Marquez og Pedrosa, denne gang. Afstanden imellem dem var sjældent under 0,5 sek og Pedrosa havde en dårlig periode mod slutningen, der øgede afstanden til knapt 2 sek., men han kom lidt tættere på til allersidst.

Kortvarig kamp imellem Rossi og Lorenzo – og sidstnævnte var hurtigst i dag.
Ducati'erne sloges en lille smule. Crutchlow, der endnu ikke har slået sin teamkollega Dovizioso, gik forbi 2/3 henne i løbet, men efter Pol Espargaro havde passeret dem begge, blev der byttet rundt igen – og Crutchlow blev til sidst også overhalet af Bautista.

Starten på løbet blev historisk, idet kun 9 kørere holdt på gridden og 15 startede fra pit. Det skyldtes at banen var tørret mere op end forventet og regn var ophørt. Så på opvarmningsomgangen kørte næsten hele feltet ind og skiftede til cykel med slicks og de skulle derfor starte fra pit. Farlige situationer og nærkontakt af 3. grad opstod med al den trafik, også da starten gik.

Kun Bradl af topkørerne havde valgt slicks på forhånd, så han holdt ene mand i forreste række på gridden, på en 3. plads, med en håndfuld Open Class-kørere langt bagude.
Så han kom alene i spidsen på sin hjemmebane. Jo genialt. Bortset fra at teamet havde klargjort maskinen til tørvejr i al hast og ikke fået optimeret den ordentligt. Den var sådan set optimeret til regn, men bare monteret med slicks.

Og da Bradl samtidig ikke havde nogen “hare” foran sig på en stadig regnplettet bane, var det ikke nemt for ham at holde tempoet. Det blev ikke bedre af en alvorlig dæksmutter og woblen efter få omgange.

De andre topkørere fik efterhånden hentet og passeret de resterende otte kørere fra gridden.
Marquez var mest ivrig og overhalede bare flere ad gangen. Efterhånden fik Pedrosa fanget ham og de fulgtes ad på deres vej i front. 6-8 placeringer længere bagude fulgtes Movistar Yamaha'erne med Rossi og Lorenzo ad på samme måde. Og Ducati'erne endnu længere bagude.

Bradl's føring holdt ikke længe. Efter kun 6 omgange blev han passeret af Marquez, og folk fortsatte bare med at komme forbi. Det endte med en 16. plads, lige akkurat uden for pointene. Endnu værre gik det for Bradley Smith, Yamaha Tech3, der efter fire styrt i træningen, kom op på nr. 5 i løbet. Magtede at komme på hjulene igen og endte som nr. 19.

Scott Redding, nr. 2 i Moto2 2013, kørte sit bedste løb i MotoGP, indtil nu. Havde adskillige fabriks-kørere i syne det meste af løbet, på sin Open Class-Honda.
Også et glimrende løb for Iannone med 5. pladsen på sin sattelit-(semi-fabriks)Ducati.

Moto2 blev igen med en ny mand helt i front. Denne gang schweiziske Dominique Aegerter, der fik sin første sejr i Moto2.
Han slog lige akkurat Mika Kallio efter en længerevarende duel. 10 sekunder længere bagude var det Corsi i kamp med Rabat og Vinales, og det endte i den rækkefølge.
Rabat har stadig et pænt forspring i VM-stillingen, men det skrumpede lidt med Kallio's 2. plads.

I Moto3 satte Jack Miller en stopper for Alex Marquez' række af sejre i træk og udbyggede samtidig sit forspring i stillingen, men Marquez kom op som nr. 2 samlet, idet både Rins og Fenati styrtede og udgik.
En gruppe på fem kørere var langt foran de øvrige. Marquez havde chancen for endnu en sejr, men lavede en fejl til allersidst og blev nr. 4.

Så er der sommerferie. Næste løb er den 10. august på Indianapolis-banen i USA.

MotoGP resultat (top 10)
1 Marquez SPA Honda
2 Pedrosa SPA Honda +1.466
3 Lorenzo SPA Yamaha +10.317
4 Rossi ITA Yamaha +19.194
5 Iannone ITA Ducati +23.509
6 A.Espargaro SPA Yamaha +27.809
7 P.Espargaro SPA Yamaha +33.253
8 Dovizioso ITA Ducati +33.868
9 Bautista SPA Honda +34.231
10 Crutchlow GBR Ducati +34.676

Moto2 resultat (top 10)
1 Aegerter SWI
2 Kallio FIN +0.091
3 Corsi ITA +10.514
4 Rabat SPA +10.666
5 Vinales SPA +11.418
6 Morbidelli ITA +14.100
7 Krummenacher SWI +21.883
8 Pasini ITA +21.976
9 Luthi SWI +22.049
10 Simeon BEL +26.510

Moto3 resultat (top 10)
1 Miller AUS KTM
2 Binder RSA Mahindra +0.180
3 Masbou FRA Honda +1.119
4 Marquez SPA Honda +1.180
5 Kent GBR KTM +1.290
6 Vasquez SPA Honda +26.231
7 McPhee GBR Honda +26.336
8 Vinales SPA KTM +26.474
9 Ferrari ITA Mahindra +26.583
10 Guevara SPA KTM +26.735

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start