Airbag bliver obligatorisk i motocross-VM

FIM skærper sikkerhedskravene i motocross-VM, hvor airbag anbefales allerede fra 2027 og bliver obligatorisk året efter.
Anslået læsetid: 3 Minutter

Airbag har som mange nok ved efterhånden været en del af sikkerhedsudstyret i roadracing på højeste niveau i en del år, men nu gør teknologien også for alvor sit indtog i motocross. FIM har nemlig besluttet, at airbag fra 2028 bliver obligatorisk i motocross-VM.

Og nej, airbaggen kommer næppe til at sidde uden på køredragten som på vores hjemmebryggede artikelbillede.

Airbag anbefales allerede fra 2027

Beslutningen blev offentliggjort af FIM 3. september og gælder MXGP, MX2, kvindernes VM samt Motocross of Nations. Allerede fra 2027 bliver brugen af et funktionsdygtigt airbagsystem kraftigt anbefalet, inden kravet altså bliver obligatorisk året efter. Men det bliver ikke et hvilket som helst airbagsystem, som kørerne kan iføre sig.

Airbaggen skal enten være homologeret efter FIM’s kommende særlige FRHPab-01-standard for offroad-airbags eller være blandt de systemer, der lever op til kravene i FIM Category 3 for motocross. Den nye offroad-standard ventes offentliggjort inden udgangen af 2026.

FIM kræver desuden, at udstyret bæres og er korrekt fastgjort under al aktivitet på banen, og airbaggen skal som minimum være funktionsdygtig ved begyndelsen af hver session. De nærmere tekniske krav til sikkerhedsudstyret kan findes i FIM’s tekniske reglement for motocross, hvor FIM allerede har defineret Category 3 for airbagsystemer beregnet til motocross.

Også relevant set med danske briller

Den nye regel bliver også interessant set med danske briller. Som MagaCin beskrev i august, skal danske Mikkel Haarup køre MXGP for Triumph i 2027, hvor han sammen med Guillem Farrés skal repræsentere Triumph Factory Racing på TF 450-X. Haarup rykker dermed ind i motocrossens kongeklasse netop det år, hvor FIM begynder kraftigt at anbefale airbag, og fortsætter han i mesterskabet året efter, bliver sikkerhedsudstyret obligatorisk.

Airbagteknologien er ikke noget nyt bekendtskab for MagaCin, da vi gennem årene både har kørt med forskellige læderdragter med integreret airbag. Og vi var vel egentlig lidt på forkant med udviklingen, da denne skribent for nogle år siden købte de ret usædvanlige motorcykeljeans med indbygget airbag fra svenske MO’CYCLE.

Airbagteknologien er løbende blevet mere udbredt hos danske motorcyklister, og tidligere på året refererede vi til en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik. Den viste blandt andet, at hver tredje motorcyklist glemmer livsvigtigt sikkerhedsudstyr, men også at de yngste danske motorcyklister i langt højere grad tager ny teknologi som airbagveste i brug, mens de lidt ældre hænger lidt i bremsen.

Vi typisk mere afdæmpede almindelige gademotorcyklister er stadig ikke pålagt at køre med airbag, men nu tager FIM altså næste skridt på den sikkerhedsmæssige front i konkurrencemæssig sammenhæng. Fra 2028 bliver airbag ikke længere et spørgsmål om personlig præference for verdens bedste motocrosskørere – den bliver en obligatorisk del af arbejdstøjet.

Carsten Olesen
Skrevet af
Journalist

Carsten har skruet i og kørt på et væld af forskellige motorcykler i mere end 40 år, og har gennem utallige oplevelser på både landevej og racerbaner over hele verden, samt som instruktør på flere hundrede kørekurser, erhvervet sig en enorm viden om, hvordan motorcykler fungerer, og hvordan de håndteres.
Den viden bruger Carsten fra tid til anden, når han skriver en historie på MagaCin, hvor han konsekvent formår at koble nyheder sammen med sine egne oplevelser fra et langt liv som motorcyklist.

Del med en ven