Fra vinter-MC til hygge-maskine

I 1965 tog en forholdsvis nystartet århusiansk mc-forhandler og hans mekaniker-svend til London i en kassevogn. Målet var at blive godkendt som dansk importør af det i Europa dengang nye mærke Yamaha og at få nogle maskiner med hjem. Forhandleren hed Carl Andersen, svenden Franz Kroon, og det endte med, at de kom hjem med 4 maskiner i bilen, to styk YDS 3 på 250 cm³ og to styk YG1 80.

Læs hele historien om Yamahas vej til det danske marked her.

Den ene af de to YG 1, som Carl Andersen og Franz Kroon tog med hjem til Danmark i sommeren '65, blev indregistreret i oktober samme år. Den kom tilsyneladende til at leve et hårdt liv hos sin første ejer, for da den cirka 3 år efter dukkede op i den af Franz Kroon og hans kompagnons forholdsvis nyetablerede mc-forretning i Knudrisgade i Århus, var den i en noget miserabel stand. Alligevel fandt den en køber i form af Leif Degn fra landsbyen Lyngby vest for Århus. Han købte den i efteråret '68, og her 51 år senere ejer han stadig den lille 2-takter. I dag kan han ikke rigtig huske, hvor meget han gav for den, og hvorfor han egentlig købte den, men han mener, at det mest var, fordi han syntes, den var billig, og at den kunne gøre sig udmærket som vintercykel. Som sommercykel havde han på det tidspunkt en 350 cm³ YR 2, der dengang var Yamahas største model.

Foruden, at den kun havde 1 cylinder, adskilte YG 1 sig fra storesøster YDS 3 ved, at den havde drejeventil-indsugning, og at den ikke havde Autolube-smøring. Den skal altså have olie i benzinen, når der tankes. Effekten blev angivet til 6,5 hk ved 7.000 o/m, og tophastigheden lå på beskedne 80-90 km/t med en forholdsvis tung fører som Leif Degn. Det lyder ikke af meget i vore dage, men dengang var det altså nok til, at den kunne være med som vintercykel i de kredse, hvor Leif færdedes. Hvilket i første række vil sige Yamaha Club Århhus (YCÅ) og i anden række den landsdækkende MC Touring Club Danmark (MCTC), der begge var blevet startet i 1966. YCÅ i september og MCTC i november.

Vinterture med forhindringer

Med en fører, der vejede omkring 100 kg, havde den lille motor en hel del at slæbe på, og farten var ikke overvældende. Det fristede til at køre mere med bundgas end godt var for mekanikken. Da vinteren kom besluttede Leif, da han alligevel skulle til Sjælland i forbindelse med sit arbejde, at stoppe den ind i firma-kassevognen og med udgangspunkt i Køge at tage 80'eren til et MCTC-julearrangement på Midtsjælland, men nu havde motoren fået nok. Mens det ellers gik rigtig godt med bundgas, flækkede drejeskive-ventilen, og så var det slut med fart på den tur. Leif måtte liste tilbage til Køge i meget lavt tempo og lide den tort at blive overhalet af både knallerter og cykler.

Der blev derefter indkøbt de nødvendige stumper til en reparation. Blandt andet en ny sports-drejeventil, som dog ikke resulterede i mere sport fra motorens side. Så var det i mellemtiden blevet fastelavn, og Leif blev enig med sig selv om, at endnu en vintertur til Sjælland måtte være sagen. MCTC havde annonceret tøndeslagning på Malerklemmen ved Borup, og trods en forrygende snestorm og radioens advarsel om ”al udkørsel frarådes”, blev 80'eren startet tidligt om morgenen, og kursen sat mod Sjælland. 

Noget af vejen over Sjælland var kun åben i et spor, og på et tidspunkt kom en lastbil imod i et faretruende tempo. Leif valgte så  at springe af maskinen og slæbende den hoppe ind i en stor snedrive. 

Trods udfordringerne nåede både Leif og 80'eren frem til Malerklemmen i god behold. Dog kun for at konstatere, at tøndeslagning blev der ikke noget af, for tønden skulle komme fra Sorø, og de cirka 30 km i det vejr var for meget for soranerne. Men æbleskiver og varm kaffe blev det dog til.

Den lille Yamaha var åbenbart ikke helt vild med at være blevet slæbt ud i det vejr, så da æbleskiverne var spist, kaffen drukket og tiden kommet for at starte hjemturen og styre mod færgehavnen i Kalundborg, var gearskiftet frosset fast i det tredje af de fire gear. Det blev dog løst ved at køre ind på en tankstation og låne noget værktøj, så det var tøet op efter en halv time. 

Men dermed var det ikke slut. Pludselig røg tændrøret ud, og så begyndte det at blive et tvivlsomt projekt at nå den planlagte færge til Århus. Ved at fjerne pakningen på tændrøret lykkedes det dog Leif at få tændrøret til at ”bide” i resterne af gevindet i topstykket, og så gik det videre. 

Nu var det efterhånden blevet mørkt, og det var i sig selv en udfordring i en pibende snestorm i det sparsomme lys fra den lille og meget lidt effektive forlygte. Men for at gøre ondt værre, røg tændrøret ud igen. Denne gang landede det i en snedrive et stykke fra cyklen, men var dog så venlig at afsløre sin placering ved at smelte sneen, så det dampede lidt op fra stedet. 

Det var ikke umiddelbart muligt at få tændrøret til at sidde fast igen, men så kom der en frelsende engel i form af en mand på knallert. På spørgsmålet om han var ryger, svarede manden bekræftende og tilbød Leif en cigaret. Nu har han aldrig været forfalden til tobaksrøg, og hans interesse gik udelukkende i retning af cigaretpakken og det sølvpapir, den var foret med. Det afstod knallert-manden gerne, og så gik Leif i gang med at vikle sølvpapir om tændrørsgevindet for så at skrue det meget forsigtigt ned i det nu næsten gevindløse tændrørshul i topstykket.

Muligheden for at nå færgen var nu forpasset, så i den sammenhæng gjorde det ikke så meget, at tændrøret cirka 8 km før Kalundborg igen valgte at tage afsked med topstykket. Samtidig dukkede der et lys ud af snetykningen, og det viste sig at stamme fra en døgnåben servicestation. Det var dengang, den slags endnu kunne leve op til navnet, og her blev der så indkøbt et traktor-tændrør med langt gevind. Leif havde nemlig opdaget, at der var en lille rest tilbage af gevindet i topstykket, som Yamaha'ens tændrør ikke kunne nå ned til, men det kunne traktortændrøret, og med det monteret nåede mand og maskine færgelejet, hvor de efter to timers venten endelig kunne komme om bord til Århus. 

Klokken 3.30 om morgenen var der fast kontakt til Jylland igen. Den lille motor blev trådt i gang for at klare de sidste 10-15 km til  hjemmet og en med længsel imødeset seng. Prøvelserne var dog stadig ikke ovre. Midt inde i Århus spyttede motoren igen tændrøret ud, og denne gang var det ikke på nogen måde muligt at få det til at sidde fast igen. Yamaha'en måtte efterlades på en P-plads og Leif tage en taxa hjem for resterne af sin beskedne kassebeholdning.  

Opgradering, renovering og udlån

Problemerne med gevindet førte til, at Yamaha'en fik et nyt topstykke. Ikke bare et almindeligt YG 1-topstykke, men et til en YGS 1, der var en nyere og lidt anderledes 80'er. Med det røg effekten op fra 6,5 til hele 8 hk ved 7.500 omdrejninger. Samtidig fik Yamaha'en også et nyt udstødningsrør, åben kædeskærm og en ny lakering. Da den var ødelagt af rust, var forskærmen allerede tidligt efter købet i 1968 blev erstattet af en fra en årgang 1966, som var lidt anderledes end den originale, og som stadig sidder på maskinen.

Næste sommer kom, og et kvindeligt medlem af YCÅ – og første kvindelige medlem af MCTC's bestyrelse – stod og manglede noget at køre på, så Leif stillede den lille Yamaha til rådighed for hende, da han jo havde sin store sommercykel. Den unge dame var ellers ivrig englænder-fan og kørte egentlig 500 Velocette 1-cylindret 4-takter, når den ellers var i orden, og hun kunne starte den. 

Nu er det sådan med 2-taktere som den lille Yamaha, at de godt kan finde på at ”sætte sig”, hvis de bliver så varme, at stemplet udvider sig og kiler sig fast i cylinderen. Hvis man ikke er hurtig på koblingen, vil det ofte resultere i, at baghjulet blokerer med risiko for at man vælter. Leif var vant til disse 2-takts-nykker og kørte altid med det, der kaldtes en ”forsigtig finger” på koblingsgrebet, og han havde ligesom fået øre for, når der var optræk til en ”sætning” og kunne så nå at trække koblingen, inden det gik galt.

Han havde orienteret den kvindelige låner om disse 2-takts-unoder, men efter et par dage var hun blevet så tryg ved den lille japaner, at hun gav godt med gas og glemte det med den ”forsigtige finger”. Afregningen kom i form af en solid sætning og en baghjulsblokade ned ad en lang bakke. Cyklen slap godt fra det, da den ikke ramte noget, men damen måtte en tur på skadestuen med et brækket kraveben.

Ved en anden lejlighed blev YG 1'eren udlånt til et mandligt medlem af YCÅ, og det gik bedre. Den pågældende havde ellers ikke det bedste ry for at behandle mc'er godt, men Leif besluttede alligevel at låne ham Yamaha'en, fordi han ville prøve at vinde den lille klasse i zielfahrten til Trappenkamp i Nordtyskland. Mange fra YCÅ deltog adskillige gange med liv og sjæl i denne årligt tilbagevendende konkurrence, der gik ud på at køre flest mulige luftlinje-kilometer på et døgn, og hvor man både kunne deltag som enkeltperson og som medlem af en klub og indgå i en konkurrence mellem de deltagende klubber. Imod den gængse forventning i YCÅ fik låneren ikke kørt livet af den lille Yamaha, og han nåede at tilbagelægge 1.200 km. Det rakte ikke til en førsteplads, men dog til en præmie, og Leif, der selv var til stede ved arrangementet på sin store mc, blev pludselig lidt mere glad for den lille 80'er, der ellers ikke havde været fri for at volde ham problemer.  

Lagt på loftet

Efter nogle år som vintercykel fik YG 1'eren selskab i garagen af en 125 offroader, og det betød, at dens dage som vinter-slider var talte. Tanken var så, at den skulle gøres præsentabel, og den blev lakeret tilbage i sin originale farve, dark maroon. Men den blev ikke samlet igen og røg efter nogen tid på garageloftet, hvor den lå i temmelig mange år. Leif havde blandt andet fået ”dame-interesser”, og han syntes ikke rigtig, der var tid til også at tage sig af 80'eren, når arbejde, mc-kørsel, hus og have også skulle passes. 

Det var dog hele tiden meningen, at YG'eren skulle på hjul igen. Blandt andet fordi den jo havde en vis historisk interesse som en af og så vidt vides den eneste overlevende af de første 4 Yamaha'er, der kom til  Danmark, og da Leif 2-3 år efter årtusindeskiftet syntes, at nu var der tid og overskud til at skrue 80'eren sammen igen, blev den hevet ned i garage-værkstedet og gjort køreklar. Den gamle sorte emalje-nummerplade havde siddet på gennem alle loft-årene, så det var bare at køre, da motoren var blevet sat i stellet og startet op igen.

Til hygge

Tanken med at gøre den køreklar igen var ikke at bringe den i en stand som ny, men mere at få den til at se ud, som da den blev brugt som daglig mc om vinteren. Så det var mere en funktions-renovering end en kosmetisk operation, Leif foretog, da han satte den på hjul igen.

Det betyder, at alt det tekniske undtagen speedometeret fungerer i dag, men fortidens skrammer og ar ses tydeligt rundt omkring på den lille japaner. Blandt andet er den ikke helt fri for rust-pletter. Men den kører stort set som dengang, den var ung, og Leif bruger den nu forholdsvis ofte til ture til Hulen, som YCÅ's klubhus kaldes, og andre hygge-arrangementer i nærheden af og i Århus.

I det store hele adskiller en YG 1 sig ikke meget fra vore dages helt små motorcykler. Der er dog en ting, man skal være opmærksom på. Hvis man gør, som man plejer, og vipper gearpedalen opad, når man vil i andet gear, så går den bare i frigear, og det føles, som om gearkassen er låst. Frigearet ligger nemlig øverst, og de 4 gear på række nedad. Så når man vil geare op, skal man altså trykke pedalen nedad. Som en hjælp ved nedgearinger er den almindelige gearpedal forbundet med en hælpedal, som man kan trykke ned i stedet for at stikke foden ind under den almindelige gearpedal.

Den lille 2-takter klarer sig udmærket på det almindelige hastighedsbegrænsede vejnet, men man skal være ret frygtløs for at begive sig ud på motorvej på den. Med alt det, mange af nutidens bilister foretager sig i stedet for at køre bil, når de sidder bag rattet, så vil oddsene for at blive kørt ned bagfra på en motorvej være nogenlunde omvendt proportionalt med chancen for at vinde den store gevinst i lotto. Med vore dages standard er der ikke meget skub i en YG 1, og hvor hastigheden er over 80, vil den uvægerlig komme til at virke som en prop i trafikken, ligesom man skal afse rigtig god tid, hvis man vil lave en overhaling. Men med sin mangeårige erfaring er Leif selvfølgelig helt bevidst om det, og egentlig er det heller ikke så forskelligt fra, når han tager den tredje mc i garagen, en årgang 1955 Nimbus med sidevogn, som er hans køretøj, når han nu om dage drager af sted til et vinterarrangement. For det der med at køre mc og ligge i telt om vinteren kan han stadig finde på.