Yamaha-patent giver nyt liv til spekulationer om elektrisk motorcykel
Mens mange motorcykelproducenter fortsat holder fast i forbrændingsmotoren som det primære drivmiddel, arbejder flere af de japanske fabrikanter stille og roligt videre med elektriske alternativer.
Det har de efterhånden gjort i en hel del år, uden at vildt mange færdige produkter har set dagens lys, men nu tyder et nyt patent på, at Yamaha stadig har ambitioner om at lancere en elektrisk sportslig motorcykel.
Patentet handler umiddelbart om noget så jordnært som placeringen af ABS-systemets komponenter, men dokumenterne afslører samtidig en række detaljer om motorcyklen, som systemet er udviklet til.
Tegningerne viser en sportslig model med proportioner, der minder om Yamahas mellemklassemaskiner, og med en markant batteripakke som en central del af konstruktionen. Designet ligger tæt op ad den elektriske Proto BEV-konceptmodel, som Yamaha viste frem ved Tokyo Mobility Show, men patentet peger denne gang mod en motorcykel, der er udviklet til brug på offentlig vej.

Patentet handler om at Yamaha, i stedet for at montere den hydrauliske styreenhed under sædet, har placeret den tæt ved kronrøret. Ifølge patentet giver den løsning kortere bremseslanger og dermed hurtigere respons fra systemet.
Det er dog ikke bremseteknikken, der for alvor vækker interesse.
Patentet beskriver nemlig også et Type 2-ladestik og avanceret opbygning, hvor en batterikasse støbt aluminium ikke blot opbevarer batteriet, men også fungerer som en bærende del af konstruktionen. Ladekomponenter og motorstyring er integreret omkring batteriet på en måde, der vidner om et projekt, som er kommet længere end de tidlige konceptstadier.

Naturligvis er et patent ikke det samme som en færdig produktionsmodel, og motorcykelindustrien er fuld af idéer, der aldrig finder vej til forhandlernes udstillingsgulve.
Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at Yamaha fortsat investerer tid og ressourcer i at beskytte tekniske løsninger til netop denne type motorcykel.
Det sker samtidig på et tidspunkt, hvor flere producenter forsøger at finde ud af, om markedet er klar til større elektriske motorcykler med præstationer på niveau med traditionelle sportsmaskiner.
Yamaha siger fortsat intet officielt om hverken effekt, rækkevidde eller en mulig lancering. Men når nye patenter bliver ved med at dukke op, bliver det stadig sværere at afvise tanken om, at fabrikken forbereder sig på at præsentere noget i nær fremtid.
Spørgsmålet er altså ikke længere, om Yamaha vil lancere en elektrisk sportmotorcykel, men snarere hvornår den bliver præsenteret.





