
Suzuki teaser ny model til EICMA – Hvad gemmer sig under klædet?
Suzuki lægger op til verdenspremiere på en ny motorcykel under EICMA i Milano. Men indtil videre må vi nøjes med et billede af en tildækket maskine, og det har naturligvis sat gang i spekulationerne ude på det store internet.
Der er efterhånden ikke mange dage til, at dørene åbnes til årets motorcykel messe i Milano, hvor producenterne traditionen tro præsenterer en række af næste sæsons nyheder.
Og nu melder Suzuki sig på banen med en teaser, der under overskriften Serious Fun Starts Here lægger op til, at vi har noget spændende i vente.
Samtidig oplyser Suzuki, at verdenspremieren finder sted den 3. november klokken 9.30 dansk tid. Men hvilken motorcykel der gemmer sig under klædet, fortæller Suzuki intet om.
Gætterierne er allerede i gang
I kommentarsporet på sociale medier bliver der blandt andet spekuleret i, om Suzuki er på vej med endnu en model baseret på den velkendte 650-kubiks V2-motor, som også benyttes i den nye SV-7GX.
En mulighed kunne være en ny SV650 eller måske en mere sportsligt orienteret SV650S. Andre håber på en tilbagevenden for SV1000, mens der også bliver efterlyst flere modeller med Suzukis 1000-kubiks rækkefirer med variabel ventilstyring.
Ikke alle er lige begejstrede ved tanken om endnu en model baseret på eksisterende teknik. Enkelte kommentarer udtrykker frustration over Suzukis tendens til at genbruge motorer og komponenter frem for at udvikle noget helt nyt.
Men det er naturligvis værd at understrege, at der indtil videre udelukkende er tale om ønsker og gætterier fra motorcykelentusiaster.
Hvad fortæller billedet?
Ikke ret meget, faktisk… Klædet afslører en forholdsvis markant silhuet med et højt parti fortil, en lidt lavere bagende og formen af et kåbeglas. Suzuki har ikke oplyst noget om motorstørrelse, ydelse eller hvilken modelserie den kommende nyhed eventuelt skal tilhøre.
Til gengæld tyder formuleringen Serious Fun Starts Here på, at køreglæden bliver et centralt element i præsentationen.



