
Ny FortNine-dokumentar på vej
Danmark er et lille land, også i en motorcykelmæssig sammenhæng. Men trods det faktum, har vi danske motorcyklister en masse muligheder for at svøbe os i grej fra danske udstyrsbutikker, hvor flere også er aktive på de sociale medier – ingen nævnt og ingen glemt.
Uden at sige noget grimt om de danske motorcykeludstyrsgesjæfter og deres aktiviteter på de førnævnte sociale medier, er der ingen af dem, som når canadiske FortNine til sokkeholderne.
YouTube-kanalen tilhørende FortNine har i skrivende stund næsten 2,3 millioner abonnenter, hvilket blandt andet har betydet, at kanalens frontmand, Ryan F9 (det kalder han sig), er blevet en veritabel superstjerne for folk med interesse for motorcykler og en internetforbindelse.
Kanalens og Ryan F9’s popularitet har betydet, at han også slår sine folder uden for Canada’s grænser, og hyres som foredragsholder på motorcykelfestivaler. Blandt andet Adventure Bike Rider-festivalen i England, og som gæst på verdens måske mest populære MC-podcast, nemlig Highside/Lowside, hvor en af verdens mest feterede motorcykeljournalister, Zack Courts, er vært, og hans lige så berømte makker, Ari Henning ofte er på besøg.
Internetberømmelsen er ikke kommet ud af den blå luft, hverken for Courts, Henning eller ikke mindst Ryan F9. Her på redaktionen har vi også nydt indholdet fra FortNine, uanset om det har været en video hvor F9 forsøger sig med køreteknik a la amerikanske motorcykelbetjente, når han har 3D-printet en motorcykel og ladet den stå igennem diverse prøvelser, eller forsøger at overbevise seeren om, hvorfor kørsel mellem rækkerne er en god idé.
Jorden rundt
At gøre en video, der varer i omegnen af ti minutter, interessant og indholdsrig kan være svært nok i sig selv, hvilket vi her på MagaCin godt kan skrive under på. At skrue en decideret dokumentar sammen i fuld spillefilmslængde, mens man samtidig forsøger at slå en verdensrekord, virker helt utroligt bøvlet.
Ikke desto mindre er det et projekt, som Fortnine’s kreatørafdeling har begivet sig ud i. På to Ducati Multistrada V4 Rally, venligst udlånt af Ducati, forsøger Ryan F9 og hans ven, kendt som Number 46, at køre verden rundt på 19 dage.
Således skal de køre fra Anchorage til Miami, videre fra Lissabon til Istanbul, Mumbai, Bangkok, Singapore, for så at lande i Perth og derfra til Sydney og tilbage til det nordamerikanske kontinent.

Skal det lykkes, må gassen holdes stram og således er der undervejs ikke tid til lange udflugter og gåture i spændende byer. For at slå rekorden tæller hvert minut, hvis ikke hvert sekund, og bøvl med told- og grænsemyndigheder koster dyrbar tid.
Til at filme hele miseren har holdet ikke ladet sig forlige med et Insta360 X4 eller andre modeller af de populære action kameraer, som benyttes for at optage indhold af motorcykelrelevant karakter. I stedet har de medbragt en fotograf, Edwin El Bainou, som fra bagsædet af den ene Ducati har filmet hele miseren med sit professionelle filmkamera.
El Bainou, som stammer fra Beirut, har før filmet særlige rekordforsøg, nemlig da seks svømmere fik den vilde idé at svømme distancen fra Cypern til førnævnte Beirut.
Filmen, som blot varede ti minutter kastede flere nomineringer af sig til El Bainou, og endda også en pris.
I biffen til jul
Om der også er en pris i vente til Edwin El Bainou og resten af Fortnine-holdet, ved vi endnu ikke, men til gengæld ved vi, hvornår den bliver frigivet; nemlig den 27. december, men den kan allerede nu forudbestilles via dette link.
Her er det også muligt at se den første trailer for filmen, som har fået titlen: Yalla Habibi!

Titlen er blevet til, fordi holdet virkelig skulle skynde sig. Og nu har jeg ikke selv været i Beirut, men angiveligt er det udtrykket, som bruges, når man virkelig skal have fart på i den del af verden.
Filmen kan som nævnt forudbestilles, eller du kan bare vente, til den bliver frigivet.
Uanset hvad koster den lige knapt ti dollars, og den er din for evig tid, lover Ryan F9 og resten af holdet.
Er du så heldig at befinde dig i Canada, nærmere bestemt Vancouver, den 22. december, kan du se filmen på det store lærred i Rio Theatre, som skulle være en ganske særlig biograf.
Billetter til den forestilling finder du også via linket ovenfor, og ellers kan du trykke på YouTube-videoen ovenfor, høre Ryan F9 forklare om filmens tilblivelse og se traileren.





