Ny baby-Bonneville spottet under testkørsel - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Ny baby-Bonneville spottet under testkørsel

En ny Triumph Bonneville 400 spottet under testkørsel forventes officielt præsenteret i løbet af relativt kort tid.
28/05-2026 kl. 13:13
Anslået læsetid: 4 Minutter

Triumph ser ud til at være tæt på lancering af endnu en model baseret på den populære 400-platform, men denne gang i en langt mere klassisk indpakning end tidligere.

Flere internationale medier har de seneste uger offentliggjort spionbilleder af det, der meget vel kan blive den mindste Triumph Bonneville i moderne tid.

Modellen forventes lanceret senere i år, og modellen kunne meget tænkeligt blive Triumphs direkte udfordrer til Royal Enfield Classic 350 og Honda CB350, eller Honda GB350 som den også kan hedde.

Spionfotos af den kommende Bonneville 400 er i den seneste tid begyndt at florere på udenlandske medier som eksempelvis Zigwheels, og billedmaterialet viser en model, der drager en tydelig parallel til Bonneville-familiens klassiske linjer.

Det gælder blandt andet den dråbeformede tank, det fulde topersoners sæde, egerfælge og en klassisk udseende sålkaldt peashooter-udstødning.
Udtrykket ligger markant tættere på Triumph Bonneville T100 end på den mere moderne og ungdommelige Speed 400.

Førerergonomien ser umiddelbart også mere afslappet og mindre aggressiv ud end på de øvrige modeller fra Triumphs nye platform udviklet i samarbejde med Bajaj Auto.

Retro med moderne fundament

Selvom designet er gennemført klassisk, ventes teknikken at tage udgangspunkt i den vandkølede single fra Speed 400 og Scrambler 400 X.

Den efter alt at dømme snarligt kommende nyhed ventes desuden udstyret med moderne detaljer som LED-belysning, opdateret instrumentering og sandsynligvis tractioncontrol samt ride-by-wire ligesom søskendemodellerne.

Triumph Bonneville 400 ser dermed ud til at placere sig som en mere nostalgisk og afslappet pendant end de andre modeller i Triumphs 400 serie, der siden lanceringen hat fået en ret positiv modtagelse mange steder i verden.

Den velorienterede MagaCin læser erindrer, at de indiske kunder i de første 10 dage efter lanceringen af Triumph Speed 400 og Scrambler 400 X bestilte ikke mindre end 10.000 enheder.

Kan få forskellig motor afhængigt af marked

Bag kulisserne gemmer der sig dog en interessant detalje. Flere internationale medier peger på, at den nye Bonneville 400 kan blive frigivet i forskellige motorversioner afhængigt af markedet. Det skyldes som MagaCin beskrev i Triumph skruer ned for kubikkerne i ny 350’er de nye indiske afgiftsregler, hvor motorcykler under 350 cc beskattes væsentligt lavere end modeller over den specifikke grænse.

Det har allerede sat gang i spekulationer om en ny 349 cc-variant af Triumphs encylindrede platform til det indiske marked, mens eksportmarkeder som Europa sandsynligvis vil fortsætte med den velkendte 398 cc-version.

Triumph har endnu ikke officielt bekræftet formodningen.

Sigtekornet er rettet direkte mod Royal Enfield

Med den nye model ser Triumph ud til at gå langt endnu mere offensivt efter retro-segmentet. Royal Enfield har i flere år domineret klassen på det indiske marked med modeller som Classic 350, Meteor 350 og Bullet 350, hvor fokus i høj grad handler om design, karakter og tilgængelighed fremfor høj ydelse.

Netop derfor giver en mere afslappet Bonneville-model god mening, og Triumph kan med en ny og mindre Bonneville 400 åbne for adgang til Bonneville-universet med en mere kompakt og prismæssigt lettere tilgængelig pakke, samtidig med at det engelske mærke kan udnytte den voksende globale interesse for mindre retro-modeller.

Holder rygterne stik, kan Triumph dermed stå med endnu et stærkt kort på hånden i mellemklassen, som lige nu udvikler sig hurtigere end mange af de store premium-segmenter.

Udenlandske medier spekulerer i, at det ikke kommer til at vare specielt længe inden den nye Baby-Bonnie præsenteres officielt.

Del med en ven