Jorden rundt på rekordtid - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Jorden rundt på rekordtid

Dobbelt Dakar-vinder Sam Sunderland vil til september forsøge at køre jorden rundt på under 20 dage på en Triumph Tiger 1200.
12/08-2026 kl. 08:36
Anslået læsetid: 7 Minutter

To Dakar-sejre er tilsyneladende ikke nok for Sam Sunderland. Til september skifter den britiske rallykører nemlig sand, primitiv navigation og specialprøver ud med asfalt, grænseovergange og meget lange dage i sadlen, når han forsøger at blive den hurtigste til at køre jorden rundt på motorcykel.

Planen er egentlig ikke ny. Sunderland skulle have gjort forsøget allerede i 2025, men et træningsuheld, hvor han brækkede ryggen, satte en effektiv stopper for projektet.
Efter måneders genoptræning er han tilbage på motorcyklen, og den 5. september går starten efter planen fra London.

Målet er en rekord, som har stået siden 2002.

19 dage, otte timer og 25 minutter

Det er den tid, Sam Sunderland skal forsøge at slå.

Rekorden blev sat af Kevin og Julia Sanders, som i 2002 kørte jorden rundt på en BMW R 1150 GS. Deres præstation blev officielt anerkendt af Guinness World Records og har siden fungeret som det pejlemærke, Sunderland og holdet bag projektet har valgt at gå efter.

For at gøre det skal Sunderland tilbagelægge mere end 18.000 miles, svarende til knap 29.000 kilometer, på fem kontinenter. Turen skal foregå i samme retning rundt om kloden, begynde og slutte samme sted og passere to antipodale punkter; altså steder, der ligger direkte over for hinanden på hver sin side af jordkloden.

Sunderland skal altså køre i omegnen af 1.000 miles om dagen, eller omkring 1.600 kilometer. Og det er ikke bare én meget lang dag på motorcyklen… Det skal gentages dag efter dag i næsten tre uger.

Jorden rundt på en Tiger 1200

Motorcyklen bliver en Triumph Tiger 1200 Rally Explorer, og valget giver god mening til opgaven. Den store adventuremaskine har blandt andet fartpilot og en 30-liters benzintank, hvilket kan vise sig temmelig værdifuldt, når størstedelen af døgnet skal tilbringes på lande- og motorveje.

Motorcyklen forbliver samtidig forholdsvis tæt på standardtrim. Bagagen er tilpasset blandt andet medieudstyr, og standardudstødningen er erstattet af en Akrapovič, men ellers er der ikke tale om en specialbygget rekordmaskine.

Ruten sender Sunderland fra London mod Istanbul, hvorefter turen fortsætter gennem Sydøstasien fra Bangkok til Kuala Lumpur. Derfra venter Australien med strækningen fra Perth til Sydney efterfulgt af New Zealand.

Herefter kommer en af turens helt store mundfulde, når Nordamerika skal krydses. Senere fortsætter Sunderland til Casablanca i Marokko, inden den sidste etape fører ham tilbage mod London.

Undervejs kommer han blandt andet forbi Bonneville Salt Flats og gennem den australske outback.

En anden udfordring end Dakar

På papiret kan det måske lyde lettere end Dakar Rally. Ingen specialprøver, ingen konkurrenter at holde bag sig og stort set ingen kørsel på løst underlag.
Men Sunderland ser det anderledes…

Hvor Dakar Rally byder på konstant konkurrence, navigation og adrenalin, bliver rekordforsøget i langt højere grad en kamp mod ham selv. Søvnmangel, monotoni og fysisk udmattelse bliver mindst lige så afgørende som evnen til at køre motorcykel.

Og så er der alt det, Sunderland ikke selv bestemmer over…

Grænseovergange kan tage længere tid end forventet, tankstationer kan være lukkede eller løbet tør for brændstof, vejret kan ændre sig, trafikken kan drille, og en teknisk fejl kan hurtigt koste timer, som er svære at hente igen.

Det er netop summen af alle de små ubekendte, der gør projektet interessant. Én dag med 1.600 kilometer er en udfordring, de fleste erfarne motorcyklister nok kan forestille sig at gennemføre. Men at stå op næste morgen og gøre det igen er noget andet.

Og igen dagen efter… Og igen, og igen, og igen!

Rekorden har fået selskab

Der er en lille interessant krølle på historien…

Siden Sunderland oprindeligt annoncerede projektet, har Ryan Kluftinger fra FortNine gennemført en hurtig tur rundt om jorden på Ducati, hvor også tiden under transport mellem kontinenterne blev regnet med.

Sunderland har anerkendt præstationen, men holder fast i den rekord og det regelsæt, Kevin og Julia Sanders kørte efter i 2002. Det er den præstation, projektet fra begyndelsen har været bygget op omkring, og derfor er det fortsat tiden på 19 dage, otte timer og 25 minutter, der står som målet.

Guinness World Records kommer dog ikke til officielt at godkende Sunderlands forsøg. For organisationens nuværende regler tilskynder ikke længere til rekordforsøg, som kræver meget høje gennemsnitshastigheder på offentlig vej.

Men det ændrer næppe meget på ambitionerne?

Tilbage efter en brækket ryg

At Sunderland overhovedet står klar til forsøget, er i sig selv en del af historien…

Sidste års styrt kostede ham som nævnt en brækket ryg og sendte projektet på pause. Siden har fokus været på genoptræning og på igen at gøre ryg og nakke stærke nok til de enorme belastninger, der venter.

Han har allerede bevist, at kroppen igen kan holde til en omgang tæsk.
Senest stillede han op i det notorisk krævende Red Bull Romaniacs på en Triumph Tiger 900, hvilket næppe er den mest skånsomme måde at teste en tidligere brækket ryg på.

Men nu venter en helt anden form for udholdenhedsprøve…

Sam Sunderland har allerede to Dakar-sejre på CV’et og ved om nogen, hvordan man fortsætter, når kroppen helst vil noget andet. Denne gang er der bare ingen konkurrent foran ham, han kan jagte, og ingen tidtagning efter dagens prøvelser.

Der er kun motorcyklen, vejen og uret.

Del med en ven